Bilka-drømmen brast, da bylivet vandt
Bilka-drømmen brast, da bylivet vandt
I dag har regeringen med støtte fra Konservative og Enhedslisten gennemført en række ændringer af planloven. Konsekvensen er bl.a., at butikker på over 2000 kvadratmeter i mindre og mellemstore byer bliver forbudt, og den besked modtager man med beklagelse i Randers, hvor drømmen indtil nu har været en Bilka uden for bymidten.
- Jeg er en skuffet borgmester i dag. Vi har nu brugt halvandet år på at arbejde på en forretning fuldstændig efter de gældende regler. Og så – et par uger før vi får det endeligt vedtaget i byrådet – bliver loven lavet om, siger Randers borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) til dk-teknik.
Decideret snydt
Ændringerne af planloven blev for et par uger siden sat på speed, og det har betydet, at kommunens Bilka-beslutningen blev slået med et mule hår. Det mener medlem af Folketinget og tidligere borgmester i Randers Kommune Michael Aastrup Jensen (V) er under al kritik.
- Randers Kommune har allerede brugt millioner af kroner i mandetimer på at forberede den Bilka. Jeg har aldrig tidligere set et eksempel på, at en regering så tydeligt gik efter én kommune, så jeg forstår godt, hvis Randers Kommune føler sig decideret snydt, siger han til dk-teknik.
- Loven sikrer, at Danmarks sjette største by nu intet må i forhold til store butikker, mens de fem største byer reelt må alt det, de kunne før i tiden. Det er at sætte Randers i en totalt negativ position, siger Michael Aastrup Jensen.
Snitterne fra fadet
I 2010 udpegede den tidligere regering 29 kommuner, der med den såkaldt udkantspakke fik særlig rettigheder. Det er de særlige rettigheder, som den nuværende regering nu ruller tilbage under overskriften ’Nye muligheder i landdistrikterne’. Og selv om beslutningen om at begrænse kommunernes mulighed for at planlægge store butikker uden for de eksisterende bykerner møder modstand i kommunerne, er der stor opbakning til ændringerne fra et byplan-fagligt syn.
- Hvis man vil varetage sin kommunens tarv som helhed, så holder man snitterne langt væk fra at bygge store indkøbsbutikker uden for byen. En Bilka i Randers ville være som at smide en atombombe ned i det eksisterende handelsmønster, en total pulverisering. Det fatter jeg ikke, at lokalpolitikerne ikke kan forstå, siger lektor Jørgen Møller, som forsker i planlægning ved Aalborg Universitet.
Opstramning
Han mener, at reguleringen er god, fordi den afbøder kortsigtede lokalpolitiske beslutninger, som ikke er hensigtsmæssige på den længere bane.
- Politikerne spørger, hvorfor de ikke selv må få lov til at bestemme. Det er simpelthen, fordi kommunalpolitikere kun tænker på at skabe vækst her-og-nu. Netto-resultatet af at bygge en Bilka ville blive færre arbejdspladser og færre butikker i både midtby og opland, siger han, og peger på, at forskning viser, at hver gang en Bilka skaber to nye arbejdspladser, betyder det at der lukker tre andre et andet sted.
- Som byplanlægger og elsker af bymidter synes jeg, at det er godt, at planloven bliver strammet op igen, siger han.
Skrækeksemplet Sverige
Den politiske målsætning om at holde liv i bymidterne og de små butikker er med til at sikre, at Danmark stadig har et forholdsmæssigt finmasket net af butikker.
Ifølge Jørgen Møller skal man ikke se langt efter skrækeksemplerne på manglende planlægning.
- Hvis man skeler til Sverige kan man se, hvor galt det kan gå, når man fører den slags politik, som man gerne vil i Randers. Her har man i mange år haft en politik om, at man må bygge de butikker, man vil. Og det har betydet, at der uden for hver eneste svenske by ligger to store butikker - med et totalt dødt bycentrum som konsekvens, siger Jørgen Møller.
Livets realiteter
Han mener, at kommunerne bør se lovgivningen som en oplagt mulighed for igen at satse på bymidterne.
- Det her lægger op til, at de byer, som ikke får den meget eftertragtede Bilka, må tage sig sammen og udnytte de muligheder, der er for at revitalisere bymidterne. Vi vil gerne have liv i vores bymidter – hvad skal vi ellers have dem for? Og liv, det er altså også handel. Små hyggelige caféer og specialbutikker i gadebilledet, i stedet for under et tag ude i et storcenter, siger Jørgen Møller.
Men i Michael Aastrup Jensens bog er det argument ikke godt nok.
- Folk ønsker og efterspørger større butikker, og de kører også gerne langt efter de større butikker. Det er bare en af livets realiteter, som man bliver nødt til at erkende. Og i stedet for at vi prøver at styre, hvor folk handler, så lad folk selv bestemme, hvor de handler, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.