Vi befinder os i et historisk vadested. Både når det kommer til ledelsen af den offentlige sektor og at lede i den offentlige sektor. Spørgsmålet er, hvor vi er på vej hen, og hvilke udfordringer denne bevægelse hen imod noget nyt og ukendt rejser for den enkelte offentlige leder.

Det var afsættet for en konference om ’ledelse af velfærden’, der for nylig blev afholdt på Københavns Handelshøjskole (CBS). En konference, der skrev sig selv ind midt i en verserende debat om, hvorvidt de sidste mange års ledelsesfilosofi med udgangspunkt i den såkaldte ’New Public Management’-tankegang har slået fejl. Og ikke mindst hvad der kommer til at følge den bølge af NPM-styringsteknikker, der er skyllet ind over den danske offentlige sektor siden starten af 1990’erne.

Den første af konferencens hovedtalere var ikke i tvivl. Den økonomiske krise har lagt så stramme begrænsninger ned over den offentlige økonomi, at den eneste vej frem er øget privatisering. Ikke bare ved at inddrage private aktører ved at samarbejde med dem om at løse velfærdsopgaver. Men gennem langt mere rendyrket privatisering, hvor velfærdsopgaverne helt overlades til private hænder, og i højere og højere grad vil komme til at hvile på de private virksomheders initiativ.

”Det er uundgåeligt. Og jeg er ikke i tvivl om, at det vil blive big business, der vil diktere udviklingen. Politikere vil ikke kunne modstå fristelsen til at overdrage en større del af ansvaret og finansieringen af velfærden til erhvervslivet. Og det er min frygt, at det bliver erhvervslivet, der kommer til at sætte dagsordenen for de aftaler, der indgås,” siger Grahame Thompson, der er professor i politisk økonomi ved Open University i London.

NPM gået over gevind

Den frygt deler konferencens anden hovedtaler, professor Niels Åkerstrøm Andersen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS, nu ikke i større omfang. Han er enig i, at der sker nogle forskydninger i styringen af den offentlige sektor og de krav, det stiller til den offentlige leder, men mener ikke, at den offentlige sektor vil blive privatiseret til ukendelighed.

”Jeg tror kun, at det er meget teoretiske økonomer, der mener, at der er så meget at spare på den her udlicitering. Kommunernes erfaringer viser jo, at det ikke rigtig kan lade sig gøre, fordi der også er store omkostninger forbundet med udlicitering. Man kan spare noget ved at udlicitere simple opgaver, og det kan der være mange fornuftige grunde til at gøre,” siger Niels Åkerstrøm Andersen.

Henrik Hjortdal er projektleder ved Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse, ligeledes på CBS. Han står i spidsen for et forskningsprogram om fremtidens offentlige ledelse. Og selv om han ikke var med til konferencen, så er han enig i, at NPM-tankegangen på mange måder har slået fejl. Især fremhæver han, at det er gået over gevind med kontrakt- og detailstyringen, alt for mange procesregler og for omfattende krav til dokumentation med heraf følgende øget administration.

Han tvivler til gengæld på Grahame Thompsons scenarie om, at velfærdsdagsordenen i fremtiden vil blive domineret af erhvervslivet.

”Nogle steder går det jo den modsatte vej. Eksempelvis i USA. Det kan godt være, at kontraktstyring har store problemer og er dyrt. Så måske ser vi mere ren privatisering på nogle områder, men jeg tror, at langt størstedelen af den offentlige sektor fortsat vil være i offentligt eje og produktion de næste 50 år,” siger Henrik Hjortdal.

En lavmælt kritik

På Aarhus Universitet sidder professor i statskundskab Jørgen Grønnegård Christensen imidlertid og undrer sig over hele diskussionen om, hvorvidt NPM er på vej ud. I en artikel i den seneste udgave af tidsskriftet Økonomi & Politik går han i rette med hele forestillingen om, at den offentlige sektor nogensinde skulle være domineret af noget så luftigt som NPM. 

Mest af alt tolker han diskussionen om, hvorvidt NPM nu er ved at blive til NPM 2.0 eller måske post-NPM, som akademisk skyggeboksning.

”Det er jo en debat, der verserer i visse akademiske kredse. Men det behøver jo ikke at have så forfærdelig meget med det virkelige liv at gøre. For at gøre det interessant skal man nok have trukket diskussionen ned på et lidt lavere abstraktionsniveau og se på, hvilke forandringer der sker på mere specifikke områder som den organisatoriske struktur, udlicitering, selskabsdannelser, nye ledelsesformer og sådanne ting,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.