Politiets Efterretningstjeneste (PET) anslår, at over hundrede personer er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe for diverse terrorgrupper. Af disse er 16 blevet dræbt, mens 50 er vendt hjem igen. Denne bekymring har derfor – berettiget vel at mærke - været på alles læber den seneste tid, hvor alskens eksperter, politikere og meningsdannere har bidraget med forslag rækkende fra det konstruktive til det fuldkommen håbløse. Altsammen i samme tone og melodi som den flygtninge- og indvandrerdebat, som vi har haft i så mange år. Forslagene spænder vidt lige fra, at man skal fratage de unge statsborgerskabet og sende dem ud af Danmark til, at man skal bure dem inde resten af livet.

Helt generelt har den politiske debat båret præg af (endnu) en kamp i fortællingen om, hvem der kan fremstå mest 'tough on crime' uden den mindste skelen til, om de politiske forslag rent faktisk løser det konkrete problem med unge, som bliver radikaliseret. Men denne udfordring er alt for stor og alt for vigtig til, at vi overlader den til opportunistiske politikere uden nogen sans for den virkelighed, som kommuner, politi, SSP-medarbejdere og forældre konfronteres med hver dag. Analyserne og de store floskler har været mange, mens debatten har været kendetegnet ved en skræmmende mangel på reelle løsningsforslag. Det vil jeg ydmygt prøve at fremlægge her.

Radikalisering starter i 15-16-års alderen

Hvis vi ønsker at forstå, hvordan vi kommer dette problem til livs, så skal vi indledningsvis kigge lidt nærmere på den typiske profil af de unge, som hjernevaskes og rejser ned til Syrien. Med udgangspunkt i mine personlige erfaringer og kendskab til de unge, som er draget afsted til Syrien, så er der typisk tale om, at radikaliseringen starter omkring de 15 til 16 år, hvor de unge er i en fase, hvor de søger en identitet, et fællesskab og en bekræftelse fra det omkringliggende samfund. Det er de radikale wahabittiske grupper herhjemme meget bevidste om, hvorfor de tager de unge til sig i den alder og langsomt giver dem den opmærksomhed og anerkendelse, som de har brug for. Disse unge kommer desuden ofte fra hjem, hvor de ikke har haft en særlig religiøs opvækst.

Dette er ekstremt vigtigt at have in mente, hvis man vil forstå, hvorfor de unge er så sårbare overfor den propaganda og den voldelige jihadisme, som de fyldes med efterfølgende. Det er sågar blevet bekræftet under retssagen mod de såkaldte Birmingham-terrorister, hvor politiet under ransagelserne fandt bøgerne 'Islam for Dummies' og 'The Koran for Dummies', hvilket udover at være tragikomisk også siger meget om den radikaliseringsproces, som de unge gennemgår, men også om, hvor hurtigt denne finder sted. I mange af de beretninger, som har været fremme og som jeg selv har været i berøring med, er det gennemgående tema, at de unge er blevet radikaliseret over meget kort tid, hvor de nærmest fra uge til uge er gået fra at gå i et dansk gymnasium med en nogenlunde almindelig hverdag til lige pludselig at antage og agitere for voldelige wahabittiske synspunkter. Derudover skyr de voldelige prædikanter og sympatisører ingen midler, når det gælder rekrutteringen, og derfor tages der også fat i psykisk syge og ustabile unge, som hjernevaskes. Det skete blandt andet med den 21-årige Victor Kristensen fra Aarhus, som tidligere i år sprængte sig selv i luften i Irak.

Med det in mente kan man nu kigge nærmere på de konkrete løsninger. Som nævnt tidligere har disse primært båret præg af straf, straf og straf. Og det er unægteligt en del af løsningen for den del, som allerede er eller har været i Syrien, men der har været en eklatant mangel på løsningsforslag i forhold til forebyggelsesprocessen.

For det første har man i alt for lang tid undervurderet samarbejdet med det lokale muslimske miljø. Man har stor erfaring fra blandt andet England, Canada og Australien, hvor myndighederne i årevis har haft et fortroligt forhold til de lokale moskeer og imamer i en sådan grad, at disse selv har henvendt sig til myndighederne, når de har oplevet unge, som var ved at blive radikaliseret. Dette samarbejde har blandt andet også givet udbytte i Aarhus, hvor andelen af unge, som er taget til Syrien, det seneste år er blevet stærkt begrænset som følge af blandt andet et tættere samarbejde imellem politi, SSP og imamerne i byen.

Når det er sagt, så har det muslimske miljø herhjemme også et kolossalt ansvar, som de alt for længe har svigtet. Problemerne har været lige foran dem, men en blanding af dårlig organisering og imamer, som end ikke har en lillefinger på pulsen, har ført til en negligering og benægtelse af problemets omfang. Det siger jeg, da vi vender tilbage til den tidligere profil af de radikaliserede unge. De søger som sagt en identitet, og hvis de traditionelt moderate muslimske miljøer var i stand til at levere bæredygtige alternativer og stærke ungdomsorganisationer, så ville de unge helt naturligt tiltrækkes af disse og ikke af de voldelige wahabitter.

Samarbejde mod wahabismen

I forlængelse heraf har vi i langt højere grad brug for, at vi i den offentlige debat og vores måde at anskue disse ting på anerkender, at det er naturligt, at de unge søger en religiøs identitet, og at det er en naturlig ting at være ung dansk muslim, som beder fem gange om dagen, har en stærk tro på Gud og samtidig nærer en stor kærlighed til Danmark med alle de forpligtelser, som følger med. Min teori er, at vores berøringsangst overfor alt, som er islamrelateret, har ført til, at vi slet ikke har tænkt i de baner, som andre steder i verden har ført til, at myndigheder i samarbejde med lokale muslimske organisationer har kunnet løse og forebygge disse problemer i fællesskab.

Derfor skal vi som samfund bakke op om de muslimske organisationer og lærde, som vil Danmark, og samtidig praktiserer den klassiske og ikke-voldelige sunni-islam, som en stor del af landets muslimer bekender sig til og som er et direkte modstykke til den voldelige wahabisme. En tidligere rapport fra den britiske efterretningstjeneste MI5 konkluderede blandt andet, at 'en veletableret religiøs identitet fungerer som en beskyttelse imod voldelig radikalisering'.

Dette er en kompleks problemstilling, som vi ikke må overlade til den sædvanlige politiske proces og opportunistiske politikere, som, så snart interessen er væk, vender det blinde øje til de udfordringer, som man ude i lokalmiljøet kommer til at bokse med i mange år frem. Det kræver et ekstremt mod at tage et opgør med de måder, som vi har tacklet disse problematikker på tidligere.

Men vi er i en ekstraordinær tid, hvor de sædvanlige floskler er direkte destruktive og  situationens alvor kræver ukonventionel og modig nytænkning.