Kommunen.dk
MENU

Arkitekter skal bekæmpe ulighed i storbyerne

Med den hastige tilflytning risikerer storbyerne at blive opdelt i områder for rige og fattige. Derfor vil hovedstadens nye bydele få et godt miks af alle boligtyper, lovede arkitekterne bag.

Arkitekter skal bekæmpe ulighed i storbyerne

Med den hastige tilflytning risikerer storbyerne at blive opdelt i områder for rige og fattige. Derfor vil hovedstadens nye bydele få et godt miks af alle boligtyper, lovede arkitekterne bag.

Den store befolkningsvækst må ikke udvikle storbyerne til rigmandsghettoer.

Sådan lød budskabet, da minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), havde inviteret til Folkemød-debat om udviklingen.

- Der er en tendens til, at de, som efterhånden bor i byerne, er dem, der har meget at gøre med, lød det fra ministeren, som havde taget stadsarkitekt for Københavns Kommune, Tina Saabye, med for at fortælle om Tænketanken BYEN 2025, der har arbejdet på en nytænkning af byudviklingen.

En radikal ændring af udsatte bykvarterer, flere fælles byrum og billige boliger lød et par af forslagene. Forslag, der går for vidt, mente CEPOS’ direktør, Martin Ågerup.

- Folk skal have lov til at bo, hvor de gerne vil. Og jeg oplever, at der er en nogenlunde god fordeling mellem folk i byen, sagde han, mens direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, bakkede op om projektet.

- Det er enormt vigtigt, at der er forskellige boligtyper, for så får vi også et bedre miks af folk i byerne, sagde økonomen.

 

”Ineffektiv subsidiering”

Arkitekt Dan Stubbergaard fra tegnestuen COBE fortalte om, hvordan de i øjeblikket arbejder med at udvikle nye byrum i storbyer med plads til alle.

For eksempel står de i øjeblikket bag udbygningen af Københavns Nordhavn, der bliver en bydel for 40.000 beboere. En størrelse, som svarer til at bygge Slagelse op fra bunden.

- Her vil det virkelig vise sig, om vi har været i stand til at skabe boligforhold for alle. Også for dem uden arbejde og dem, der tjener 20.000 kroner om måneden, sagde Dan Stubbergaard.

Ifølge Carsten Hansen handler udviklingen også om at skabe infrastruktur, der gør det nemt at komme rundt i byerne.

- Jeg har ikke så meget imod, at nogen bor i andele et sted, mens andre bor med udsigt over vandet. Så længe vi kan binde byen sammen som helhed, sagde han.

CEPOS’ Martin Ågerup er dog bekymret over den store fokus på ulighed i byudviklingen.

- Der er nogle forslag, der går ret langt for at få billige boliger ved at subsidiere. Det er en enormt ineffektiv måde at omfordele på, sagde direktøren.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR