Kommunen.dk
MENU

Århus har købt bænk fra Burma

Selv om handel med træ fra Burma har været forbudt siden 2007, købte Århus i 2009 en bænk af Burmateak. Træet er sågar certificeret, siger kommunen.

Århus har købt bænk fra Burma

Selv om handel med træ fra Burma har været forbudt siden 2007, købte Århus i 2009 en bænk af Burmateak. Træet er sågar certificeret, siger kommunen.

Selv om det siden 2007 har været forbudt at importere teak fra Burma til EU, har Århus Kommune købt en bænk af Burmateak til byens rådhuspark. 

Burmateak kan kun stamme fra det asiatiske diktatur, og handel med det værdifulde træ støtter den militærjunta, der systematisk undertrykker befolkningen og udpiner landets natur. 

Alligevel fik Århus Kommune i februar 2009 leveret bænken, udført af Hustømrerne A/S med træ fra Stark i Århus Nord. Og teaktræet er sågar certificeret, oplyser Århus til Kommunen som svar på en anmodning om aktindsigt i kommunens indkøb af tropisk træ. 

”Hvis det træ er solgt som Burmateak, så fatter jeg det simpelthen ikke. Det lyder fuldstændig sindssygt, at en offentlig indkøber vil udsætte sig for det her,” siger Morten Husted Brodde fra FSC Danmark. 

Hans forundring skyldes, at der ikke findes certificeret teak fra Burma. Det ville nemlig kræve, at en certificeringsorganisation kunne få et samarbejde med militærjuntaen og få lov at kontrollere Burmas skove. Og det er en ren illusion, bekræfter direktøren for leverandøren af træet, Stark, Lars Hansen, som ikke forstår, hvor Århus Kommune har fået opfattelsen fra. 

”Det fremgår i hvert fald ikke af vores papirer, at det skulle være certificeret,” siger han. 

I en mail til Kommunen henviser Århus til brochuren  ’Træ med omtanke’, der fortæller, at Stark er blevet PEFC-certificeret. Men det betyder kun, at Stark sælger certificeret træ – ikke at alt træ i Starks butikker er certificeret. I mailen står da også, at kommunen ikke har et certifikat på den pågældende bænk. Et såkaldt certificeringsnummer på fakturaen og følgesedlen er ellers den garanti, en indkøber får for, at træet er lovligt og bæredygtigt.  

I november 2007 fik borgmester Nicolai Wammen (S) en ny, FSC-certificeret borgmesterhammer, der skulle markere nødvendigheden af at tænke på miljøet, når man foretager offentlige indkøb. 

Kommunen ville gerne have spurgt ham, om hammeren nu skal bruges til at banke nogen på plads. Men Nicolai Wammen har ikke ønsket at udtale sig. 

Vi ville også gerne have spurgt, om bænken er udtryk for generelt rod i etikken. Men heller ikke den ansvarlige rådmand for teknik og miljø, Laura Hay (V), har haft lyst til at lade sig interviewe. 

Århus Kommune oplyser også at have købt et gelænder af teak samt at have brugt ucertificeret tropisk træ ved Musikhuset og på Sct. Annagade Skole.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR