App motiverer borgere til genoptræning
App motiverer borgere til genoptræning
Borgere, der har fået ny hofte eller er blevet opereret for en sportsskade, vil typisk blive sendt hjem med nogle øvelser til genoptræning under armen. Men alt for ofte ryger øvelserne i skuffen - måske fordi de ikke tror, at øvelserne virker, eller fordi de er i tvivl om, hvordan øvelserne skal udføres. Det problem har virk-somheden Icura forsøgt at løse.
Her har man udviklet en app, der virker sådan, at borgeren sætter fem bevægelsessensorer på kroppen. Appen viser en video af, hvordan øvelsen skal laves, og sensorerne afslører, om øvelserne bliver udført korrekt. Hvis ikke, guider en stemme til at udføre øvelsen rigtigt. “Kom længere ned i knæ” eller “ret ryggen” vil den virtuelle træningsmakker eksempelvis sige.
- Fysioterapeuten kan logge ind på en hjemmeside og se, præcis hvor meget og hvordan borgeren har trænet. På den måde kan fysioterapeuten hurtigt identificere, hvilke øvelser der giver problemer, og fokusere sit møde med borgeren ud fra det, fortæller Sofia Roth, fysioterapeut og sundhedsfaglig konsulent i Icura.
Holder borgeren i hånden
Icura startede med at teste appen i samarbejde med fire kommuner. Her fulgte man to grupper af borgere under genoptræning - i alt 315 personer. Den ene gruppe fik ordineret to træningsgange i træningscenter om ugen på traditionel vis, mens den anden gruppe fik en kuffert med udstyr til at installere en virtuel fysioterapeut hjemme i stuen og kun skulle komme i genoptræningscentret én gang om ugen.
Efter seks uger kunne man konstatere, at de to grupper havde forbedret sig lige meget.
- Succeskriteriet var, at træningen med appen skulle være lige så god eller bedre end den traditionelle måde, fortæller Sofia Roth.
Udstyret giver tryghed og en følelse af at blive holdt i hånden, hvis man gør noget forkert. Sådan lød feedbacken fra de borgere, der testede systemet. Målgruppen er mennesker, der har fået ny hofte eller nyt knæ - de fleste i aldersgruppen 65+.
- Det kræver et meget brugervenligt design, når målgruppen er borgere, der ikke nødvendigvis er vant til at bruge teknologi i hverdagen. Vi har eksempelvis testet, hvor stor skriften skal være, og hvor mange knapper der må være, for at det er nemt at anvende for alle, fortæller Sofia Roth.
Kommuner sparer kørsel
Ideen til Icuras genoptræningssystem er opstået, fordi der kommer flere og flere henvisninger til de kommunale genoptræninger, men ikke flere penge til at løse opgaven.
- Det har ressourcebesparende potentiale, hvis man udnytter systemet fuldt ud, fordi man kan spare kørslen til og fra genoptræningscentret, som nogle borgere er berettiget til at få betalt af kommunen, fortæller Sofia Roth.
Icuras genoptræningssystem er testet og rullet ud i fire kommuner - Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal - som i dag bruger det som standardløsning til patienter med nyt knæ og ny hofte. Udstyret er i dag i brug i 22 kommuner i forskelligt omfang.
- Vi er i gang med at teste skulder- og rygøvelser, og vi kigger også mod nabolandene, som vi håber at kunne udbrede det til indenfor den nærmeste fremtid, siger Sofia Roth.
Kan man så bare erstatte fysioterapeuter i kommunerne med en app?
Nej, det er ikke realistisk. Det kan ikke stå alene, uden at der er en terapeut i den anden ende. Det skal være en del af fysioterapeuternes værktøjskasse. Det skal kunne bruges til at optimere træningen og få borgerne til at tage ejerskab til deres træning., siger Sofia Roth.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.