‘Viden er magt,’ skrev filosoffen Francis Bacon. I verden anno 2014 fristes man til at konkludere, at en stor del af magten (og pengene) er begravet i jorden. Grønlands råstoffer er i gang med at katapultere den folkefattige ø ind i et globalt magthierarki, hvor stormagter og private selskaber med alle midler presser på for at få at deres del af sjældne jordarter, jernmalm og grundstoffer med atomart potentiale.

Ved roret har Grønland den 48-årige selvstyreformand Aleqa Hammond, der har delt det grønlandske folk og skabt uro i rigsfællesskabet med Danmark. Den åbenlyse grund til furoren er Hammonds beslutning om at ophæve Grønlands forbud mod udvinding og eksport af uran.

Selvstyreformanden har sat turbo på løsrivelsen fra den gamle koloniherre, og hun er ikke bange for at blande et stænk af nationalisme ind i kampen om undergrunden.

Hammond forarger også i sit eget parti, Siumut, som er det grønlandske svar på Socialdemokraterne. Kalistat Lund, der tidligere var Siumut-borgmester i Narsaq tæt på Kvanefjeldet, hvor der efter planen skal udvindes uran, har forladt partiet på grund af Hammonds råstofpolitik. Hans Enoksen, der er tidligere Siumut-formand, forlod partiet blandt andet på grund af Hammonds erhvervspolitik.
Selvstyreformanden har på kort tid fået mange fjender, men hun er samtidig en folkeforfører. Således fik Hammond 6.818 personlige stemmer ved landstingsvalget i 2013, hvilket svarer til hele 22,8 procent af de gyldige stemmer. Siumut fik samlet 42,8 procent.

‘Vi er myndige’
I det danske udenrigsministerium arbejdes der på højtryk for at skabe en juridisk ramme, der inddæmmer uran­eventyret til at være et dansk anliggende, da ministeriet mener, at det har karakter af forsvars- og sikkerhedspolitik.
Hammond har dog ikke tænkt sig at stemme i med Danmark uden kamp. Hun er fast indstillet på at afprøve rammerne for selvstyreloven fra 2009, hvor Grønland fik mulighed for at hjemtage nye ansvarsområder.

- Det er ikke bare Grønland, der bevæger sig i et nyt rum. Det er hele kongeriget. Danmark er ikke et mineland. Grønland bliver minelandet i rigsfællesskabet. Vi har fået selvstyreaftalen, der betyder, at det grønlandske folk er ejerne af de rigdomme, vi har i undergrunden, siger Aleqa Hammond.

Hvem rådfører du dig med i forhold til at navigere i de storpolitiske farvande med et forestående mineeventyr med kinesisk involvering og eksport af uran?
- Det her drejer sig ikke om, hvilken form for rådgivning Grønland får for at træffe de rigtige beslutninger. Vi har dygtige mennesker, som arbejder for os. Vi har et godt embedsværk, der til enhver tid sikrer, at de grønlandske politikere træffer de beslutninger baseret på et velafdækket grundlag og indenfor de rammer, som Grønland har kompetencer over ifølge selvstyreloven, siger Aleqa Hammond og tilføjer:
- Grønland har til enhver tid lov til at have bilaterale møder og aftaler med andre lande, og vi har forhandlingsret over de områder, som vi har hjemtaget. Vi skal ikke ned til Udenrigsministeriet og spørge om lov. Vi forholder os til selvstyreloven og dens bestemmelser.

Nationsbygger
I starten af januar blev statsminister Helle Thorning­Schmidt (S) og Aleqa Hammond enige om, at uranspørgsmålet skulle afklares i en samarbejdsaftale, der senest skal være færdig i anden halvdel af 2014.

Er du klar til at gå imod den danske regering, hvis Danmark vil have det sidste ord i forhold til eksport af uran?
- Det her drejer sig ikke om vetoret for nogen. Det handler om et samarbejde, der skal sikre, at Grønland kan få den minedrift, som det ønsker, og skabe arbejdspladser, der kan gøre Grønland mere uafhængig af bloktilskud. Der kommer hele tiden nye emner op til debat og diskussion i forlængelse af selvstyreloven, siger Aleqa Hammond.

Selvstyreformanden lægger ikke fingrene i mellem, når hun taler om et uafhængigt Grønland.
- Det er op til det grønlandske samfund. Men jeg er meget ambitiøs. Det skal gå stærkt. Det går rigtig hurtigt med beslutningerne i min regering. Efter at man ikke havde taget handling på råstofområdet i mange år, så sker der noget nu, siger hun.

Aleqa Hammonds regering har bestemt, at der kun skal tales grønlandsk i Landstinget. Samtidig har selvstyreformanden gjort sig til talsmand for, at engelsk skal erstatte dansk som andetsprog. Det er den type udmeldinger, som har fået kritikere af den 48-årige leder til at tale om nationalisme.
Ulrik Pram Gad, post.doc. i sikkerhedspolitik og grønlandske forhold ved Københavns Universitet, mener ikke, at Hammond er mere nationalistisk end danske politikere.

- Forudsætningen for det meste af den politiske debat i Grønland er, at Grønland burde være en selvstændig stat. Så i det omfang, at det er nationalistisk, at danske politikere tænker Danmark inden for samme ramme, så er Aleqa Hammond nationalist, siger han.

Forskeren mener ikke, at Aleqa Hammond er noget nybrud i grønlandsk politik. Hun fører blot en retorisk kurs overfor Danmark, som minder meget om den, som det andet store parti på Grønland, Inuit Ataqatigiit (IA), førte i mange år.

- Den sidste valgperiode under IA og Kuupik Kleist var i virkeligheden usædvanlig. Der blev lagt om fra, at det handlede meget om et etnisk projekt og retten til økonomisk støtte, til i højere grad at få gang i en selvstændig økonomisk udvikling. Aleqa Hammond har bare genoptaget en konfrontatorisk retorik i forhold til Danmark, siger Ulrik Pram Gad.

Forskeren understreger desuden, at Aleqa Hammond også har fået stemmer på at tale om en økonomisk fordelingspolitik, hvor alt ikke er centreret om hovedstaden Nuuk.

Presset udefra
Når talen falder på danske investeringer i Grønland kontra kinesiske penge, er Aleqa Hammond ikke afvisende for at lade større institutionelle danske investorer som ATP og PFA blive en del af det forestående grønlandske mineeventyr. Men hun mener ikke, at det nødvendigvis er mere fordelagtigt for Grønland at lave forretninger med Danmark fremfor andre lande.

- Vi ønsker investeringer fra alle sider, også dansk side. Det handler ikke om at foretrække. Det handler om reel interesse og forespørgsler, men vi så gerne, at de lande, som vi samarbejder tæt med, var mere med, siger hun.

China Development Bank – som er direkte styret af den kinesiske regering – er nævnt som en af de primære investorer, som står klar til at skyde penge i jernminen ved Isua udenfor Nuuk – hvordan vil Grønland på nogen måde  kunne modstå pres fra en af verdens to supermagter?
- Det her handler ikke om, hvad Kina har lyst til. Det handler om, hvad Grønland vil. Dét er udgangspunktet. Kina er et stort land og et stort folk, mens Grønland er et lille land, men det skal ikke ses i sammenhæng. Det her handler om, hvilke rammebetingelser Grønland vil opstille for enhver investor, der vil tage del i minedriften. Det handler om markedsvilkår og internationale bestemmelser.Hvis ikke man lever op til det, så kan man ikke deltage, siger Aleqa Hammond og uddyber:

- Kineserne kan komme og sige, at vi ikke har 5.000 arbejdere, der er klar til at arbejde for 10 kroner i timen. Men det er ikke de betingelser, som Grønland arbejder efter. Kina skal arbejde efter de principper, værdier og normer, som Grønland har. Vi har vores egne standarder – vi har ikke bøjet os for kinesernes krav. Vi følger vores internationale forpligtelser og holder os inden for rigsfællesskabets rammer. Grønland går ikke ind for social dumping.
Kinas umiddelbare interesse i Grønland handler om jernmalm, men på længere sigt kan det tænkes, at kineserne vil forsøge at få del i Grønlands beholdning af sjældne jordarter, som vurderes til at være den næststørste i verden. Kina sidder i forvejen på cirka 95 procent af udvindingen og eksporten af sjældne jordarter, der bruges i alt fra mobiltelefoner til forsvarsteknologi.

Bør Grønland ikke forsøge at forhindre, at Kina får adgang til jeres andel, da kineserne næsten allerede har et praktisk monopol?
- Kineserne har ikke udvist interesse for at udvinde sjældne jordarter i Grønland, siger Aleqa Hammond og tilføjer:

- Vi ved, at Grønland har en af de største beholdninger af sjældne jordarter. Vi ved også, at der er storpolitik i vores råstoffer. Derfor er det vigtigt for os, at vores handel med råstoffer tager udgangspunkt i markedsforhold.

Er du overrasket over, at der ikke har været større dansk interesse for at investere i Grønlands undergrund?
- Jeg synes, at det danske erhvervsliv følger nøje med i, hvad der sker i Grønland.