Whistlebloweren' tilhører en sjælden art. Alt for sjælden ifølge Bente Adolphsen, juridisk lektor på den Sociale Højskole i Århus. Hun efterlyser flere, der tør stå ved deres kritik, først og fremmest internt på deres arbejde, men også offentligt, hvis sagens vigtighed nødvendiggør det. Hun har selv prøvet at tage kampen og ved derfor, hvor svært det kan være.

”Det er ikke fordi, jeg vil opfordre folk til at begynde at brokke sig til medierne over alle mulige småting. Men vi ved, der træffes usaglige og indimellem også decideret ulovlige beslutninger, og det er et klart demokratisk problem, hvis ikke der bliver gjort opmærksom på det,” siger Bente Adolphsen.

For to år siden forlod hun en stilling som konsulent for socialforvaltningen i Århus Kommune, fordi hun mente, at ledelsen havde taget usaglige og ulovlige hensyn i en række sager. Uden at gå ind i de konkrete sager fortalte hun om forholdene til medierne og så rullede en lavine, der til sidst endte med, at kommunens daværende socialchef, Leif Gjørtz Christensen, mistede jobbet. 

”Det, jeg oplevede i Århus, var en kultur, hvor man ikke kunne ytre sig. Man måtte simpelthen ikke have en anden holdning end ledelsen. Jeg kan godt forstå den store usikkerhed, som det kan skabe i forhold til at kritisere sin ledelse, for det er et voldsomt pres, man sidder med,” siger Bente Adolphsen.

Hun kan derfor også udmærket forstå, at medarbejdere i en forvaltning kan se sig nødsaget til at gå alternative veje med deres kritik og eksempelvis inddrage politikere. Samtidig genkender hun også, at der ofte findes en forvrænget forestilling om, at medarbejdernes loyalitetspligt betyder, at de ikke må kritisere ledelsen.

”Der findes jo ikke nogen pligt til at være loyale over for vores ledere. Vi skal gøre det, vi får besked på, medmindre det er usagligt eller ulovligt. Men vi må kritisere ledelsen, så meget vi vil, også offentligt. Inden for almindelig injurielovgivning og den slags selvfølgelig,” siger Bente Adolphsen.