Kommunen.dk
MENU

Åben idestorm på nettet skal gøre skolen bedre

Folkeskolen får ikke flere penge foreløbig, mener formanden for børne- og ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk. Derfor har hun startet en indsamling af ideer til en bedre skole for de samme ressourcer.

Åben idestorm på nettet skal gøre skolen bedre

Folkeskolen får ikke flere penge foreløbig, mener formanden for børne- og ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk. Derfor har hun startet en indsamling af ideer til en bedre skole for de samme ressourcer.

Nogle siger, der mangler faglighed, andre, at der mangler penge. Men er der én ressource, der i hvert fald ikke er knaphed på i den danske folkeskole, så er det ord. 

Alene inden for de seneste 30 dage har avisdatabasen Infomedia registreret 1.470 artikler, hvor ordet folkeskole indgår.  Men ord alene skaber ikke en bedre skole, mener formanden for Børne- og ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk, Trine Nebel Schou (R). Derfor har hun taget initiativ til det, hun kalder Danmarks største indsamling af ideer til folkeskolen. 

”Jeg prøver lidt at bryde med den der vane med, at politikere bare snakker, og røven går, og der sker ikke en skid,” siger Trine Nebel Schou: ”Så efter Kommunalpolitisk Topmøde, hvor jeg havde talt dunder til 1.400 kommunalpolitikere og embedsfolk om, at vi skulle videndele, gik jeg og grundede over, hvad jeg selv kunne gøre for at gå forrest, så det ikke bare blev endnu en politiker med endnu en talerstol og endnu mere snak.”

For folkeskolen har brug for en gevaldig vitaminindsprøjtning, mener Trine Nebel Schou. 

”Folkeskolen er på alle politikeres læber. Den ene og den anden blok kæmper om, hvem der har de bedste svar. Men alligevel bliver vi ved med underpræstere i forhold til PISA og i forhold til vores egen selvopfattelse af, hvor god folkeskolen er,” siger hun: ”Hele pointen i det her er, at der er ikke flere ressourcer, og der kommer ikke flere ressourcer. 

Men vi har alle sammen ambitioner om, at vores folkeskoler skal præstere mere, end de gør på nuværende tidspunkt. Og hvad er så svaret på det?”

En håndsrækning

Det spørgsmål har Trine Nebel Schou sendt videre ud i cyberspace. På hjemmesiden ’Giv folkeskolen 5 minutter’ beder hun lærere og forældre, ja alle med interesse for folkeskolen, uploade deres ideer til en bedre skole. 

Ideerne bliver samlet i et katalog, som alle kan downloade. Og via stemmeafgivelse bliver de 25 bedste forslag udvalgt. Dem lover Trine Nebel Schou i 2012 at bringe videre til undervisningsministeren sammen med det samlede idekatalog. 

Og ideen bliver modtaget med begejstring hos en række aktører på folkeskoleområdet. 

”Det er en rigtig spændende og kreativ ide. Hun lægger jo op til, at folk kan tænke kreativt omkring, hvad det er, der kan gavne,” siger formanden for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange. 

Og formanden for børne- og kulturudvalget i KL, Jane Findahl (SF), supplerer: ”Det er en anderledes måde at udveksle viden og erfaring og gode ideer på. Det er rigtig godt med initiativer, der starter nedefra på den måde,” siger hun. 

Hos Forældre & Skole betragter formand Benedikte Ask Skotte tillige initiativet som en kærkommen håndsrækning til en folkeskole, der godt kan trænge til lidt mere positiv italesættelse.

”Man ved fra forskning, at hvis forældrene støtter op om skolen, så lærer børnene mere. Vi har en folkeskole, som forældrene er rigtig glade for, og som langt de fleste børn er glade for at være i. Og et initiativ som dette er med til at skabe den støtte og opbakning. Her kan vi bekræfte, at vi vælger folkeskole for vores børn, fordi den er mangfoldig, og fordi det giver mening, og fordi det virker i den sidste ende,” siger Benedikte Ask Skotte. 

Trine Nebel Schou, som selv er tidligere skolelærer, håber på at få sat gang i en bred debat om, hvordan folkeskolen kan forbedres med de ressourcer, der er til rådighed. 

”Vi har en tradition i folkeskolen for at føle os lidt oversete og misforståede. Og vi kan da godt sætte os på bageste række med korslagte arme og sige: ”Nu må må de høje herrer til at sende flere penge.” Men det kommer ikke til at ske,” siger hun:  ”Måske er det tid til at tage førerkasketten på og sige: Nu gør vi det kraftedme selv!”

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR