Aabenraa er en af de sønderjyske byer, som virkelig har oppet sig mest rent bymiljømæssigt, facademæssigt og skiltningsmæssigt de senere år. Det er ren fornøjelse at se, hvor langt byen er nået på det punkt på forholdsvis kort tid. Nu mangler vi så bare at få flere af den nye storkommune Aabenraas mindre byer til at sikre sig samme bykultur. Men det koster vilje, indsigt, medarbejdere og i sidste ende penge. Jeg tror dog, at det lønner sig i længden. Pænhed tiltrækker – i stedet for det modsatte. ”Jo grimmere du gør dig, jo flere kunder,” gælder ikke længere. De tider er forbi. Ligesom tiden med de faste baldakiner.

By med fint gulv

Aabenraa er en fin, gammel by, smukt anlagt højt på en bakke med snoede, fine gadeforløb og masser af små og store torvelommer. En rigtig charmerende by og efterhånden ganske godt bevaret og smukt føjet til. Ikke mindst med et meget fint gulv, altså en fin belægning i byens gader og stræder og på torve og pladser.

Jeg blev for vel snart 15 år siden bedt om at komme og give byen en omgang for uklædelige facader og grimme skilte. Det skulle foregå ved et lukket møde for kun de berørte parter, handelsstandens medlemmer, det vil sige de handlende med de mange unødvendigt store og grimme skilte. Indbyderen og arrangøren  var – hold fast – Aabenraa Kommune. Anledningen var, at kommunen nu ville til at ofre mange millioner på at renovere bymidten med ny, dyr og ædel belægning og nyt inventar i form af bænke, papirkurve, lamper og pullerter. Folkene bag var kommunens arkitekter Jesper Kjærgård og Erik Dahlgren. Nu ville man gerne motivere de handlende til at følge med på pænheden, så man fik en smukkere og mere tiltrækkende bymidte – i konstant kamp med de omkringliggende storcentre. Godt nok havde man en bevarende lokalplan, men den talte kun om, at det og det skulle ske ved næste forandring. Ikke om hvornår. Det kan man ikke lovgive om. Ikke noget med ”inden 1. januar …” Derfor ville man gerne sætte skub i processen med et gevaldigt spark bagi. Der var fyldt med folk, men kun de berørte, ingen andre til at grine af dem. De fik det råt for usødet. Det er lettere at være grov og kontant, når man ikke bor i byen. Det har rigtig mange byer gennem årene benyttet sig af med mig som indpisker. Tre år efter blev jeg indbudt igen af samme kommune, med samme formål, overfor samme gruppe. For at vise nye fotos og dermed rose de flinke elever i klassen og skose dem, der endnu ikke var fulgt med. Det hjalp sgu. Pædagogikken udtænkt af kommunen var effektiv. For sjældent har man set en hel bymidte oppe sig så hurtigt og effektivt, vist kun overgået af Aars, som jeg vil tage op ved en senere lejlighed. Den har nok danmarksrekorden i hurtig byforpæning.

Bagover af benovelse

Facaderne i Aabenraaa blev meget pænere. Facader blev igen ført ned til jorden, hvor der var hulet ud på dem med åbne vindfang. Vinduesstørrelserne blev passet til efter de oprindelige mål. Sprosser tilbage i førstesalen. Markiserne ned, baldakiner op i stedet, laugsskilte i stedet for stygge tværskiltebånd. Løstsiddende bogstaver i stedet for store plamager af skilte. Jeg var ved at gå bagover af benovelse, da jeg så, hvor langt man allerede var nået – med det gode eksempel som pressionsmiddel – på tre år. Og ikke mindre, når jeg senere har besøgt Aabenraa ganske mange gange.

Men nu skal vi så også gerne have storkommunens andre nyindslusede byer med på samme melodi, selv om det koster mandskab og overvågning. Det gælder ikke mindst Rødekro, Kruså, Padborg, Frøslev, Tinglev, Bylderup-Bov og Bolderslev. De trænger i den grad, alle sammen. Jeg har lige været på foredragsturne i området med samme emne, og der var ganske mange slemme ting at vise. Kun ganske få opløftende. Bevar os, det koster penge, og det er krise- og sparetider. Men det bør ordnes – evt. også med lokkemidlet præmiering. Til gavn for alle og også for at kunne virke tiltrækkende på eventuelle nye beboere.

Med mønsterbyen Aaabenraa som forbillede kan man ikke på længere sigt være andet bekendt.