3,5 milliarder at spare på lavere sygefravær
3,5 milliarder at spare på lavere sygefravær
Kommunerne er indehaver af en kedelig danmarksrekord: De kommunale arbejdspladser har det højeste sygefravær set i forhold til både det private erhvervsliv, regionerne og staten. Fra 2005-2008 steg sygefraværet i kommunerne med 12,55 procent, viser en ny beregning, som Statistikservice har lavet for Kommunen.
Hvis kommunerne får det samlede sygefravær ned på niveau med erhvervslivet, kan de spare godt 3,5 milliarder kroner. Men det kræver, at det gennemsnitlige sygefravær falder fra 12,9 til 7,6 dage, viser tal fra PFA Sundhed. I alt bruger kommunerne 8,48 milliarder kroner på medarbejdernes sygefravær om året.
Forstærket pres
Indtil nu har kommunerne ikke haft meget held med at knække sygefraværskurven. Professor i bæredygtigt arbejdsliv på Roskilde Universitet Helge Søndergaard Hviid mener ikke, at den udvikling har ændret sig:
”Det er mit indtryk, at sygefraværet ikke er faldende. Jeg oplever, at der er et generelt stigende pres på den kommunale sektor. Kommunalreformen og de mange nedskæringer har forstærket det pres gennem de seneste år. Men samtidig kan der ske det, at når usikkerheden vokser, så bliver folk mere nervøse for at melde sig syge. Begge tendenser er en enorm belastning for medarbejderne,” siger Helge Søndergaard Hvid.
Seniorprojektleder ved Dansk Sundhedsinstitut, DSI, Jakob Kjellberg, forklarer det høje sygefravær i kommunerne med medarbejdernes sociale profil.
”Hvem er ansat i kommunerne? Det er for eksempel plejepersonale, hjemmehjælpere og pædagoger. De har altså en helt anderledes profil end dem, der sidder på et kontor på Novo Nordisk. Nogle jobprofiler har et højere sygefravær. Sådan er det bare,” siger Jakob Kjellberg.
Klart økonomisk mål
PFA Sundhed mener, at langt de fleste offentlige arbejdspladser mangler klare og målbare målsætninger for sundhedsindsatser, før de kan nedsætte fraværet. Derfor har PFA Sundhed udviklet en ny metode til at udregne, hvad sygefraværet koster i hver enkelt kommune, og hvad en nedbringelse kan frigive af ressourcer.
”Når man investerer, skal målsætningerne være helt klare. Og de skal også være økonomiske, så man ved, hvad man får ud af de penge, man bruger. Det kan det nye værktøj hjælpe med,” siger direktør i PFA Sundhed Anette Damgaard.
”Vores beregninger viser, at der er så meget potentiale. De besparelser, der er at hente på området, er jo lige præcis de penge, kommunerne lige nu står og mangler til at finansiere en bedre service til borgerne,” siger Anette Damgaard.
Udregningsmodellen viser, at der samlet er 657 millioner kroner at spare for kommunerne, hvis de formår at nedbringer sygefraværet med bare en enkelt dag pr. medarbejder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.