Kommunen har fået lov at bringe et uddrag af indledningen til museumsdirektør Jane Sandbergs bog om fællesskaber i Danmark, "Come together", der i denne passage sætter moderne fællesskaber i kommunalt perspektiv. Bogen er på 160 sider og er udkommet på Srandberg Publishing: 

Et særlig dansk fællesskab?
Eksemplerne i denne bog er alle fra Danmark. I Danmark har vi en lang og berømmet tradition for at løfte i flok. Helt tilbage fra andelsbevægelsens fødsel har danskerne erkendt, at skal vi have gjort noget, så hjælper det at gøre det sammen.

Fællesskab har også været en grundpille i vores velfærdssamfunds opbygning. Ikke sjældent har bemærkningen om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, været brugt som politisk argument for, at vi i Danmark har skabt et samfund med mere lighed end de fleste andre steder på kloden. Derfor kan man foranlediges til at tro, at man kan tale om en særlig dansk variant af begrebet fællesskab. Omvendt, så har vi jo ikke patent på velfungerende fællesskaber i Danmark. Andre velfærdssamfund har også lige fordelingspolitik og troen på sammenhængskraft som omdrejningspunkter.

Leder man efter noget særlig dansk i vores fællesskabshistorik, så spiller det ind, at Danmark er så relativt lille et land, geografisk set. Et markant kendetegn ved os danskere er, at vi er tæt forbundet med det sted, hvor vi blev født og voksede op.

I 2015 gennemførte Ministeriet for By, Bolig- og Landdistrikter en undersøgelse, som viste, at halvdelen af alle danskere bor mindre end 10 kilometer fra det sogn, hvor de blev født. Størst er den lokale tilknytning i Nordjylland, hvor hele 80 procent bliver boende i deres barndomsland, og mindst er den i Sønderjylland, for eksempel i Aabenraa, hvor kun 32 procent af indbyggerne er født i området.

En tungtvejende årsag til, at så mange af os ikke er til at rykke op med rode, kan være det sociale netværk, men nok også en forbundethed til det fysiske område. Naturen og genkendeligheden i byerne er medvirkende til at skabe en følelse af hjemlighed og af, at 'her hører jeg til'.

Andelsbevægelsen blev grundlagt i Danmark i 1866 og var rundet af tanken om 'en mand, en stemme'. Alle, som var en del af en andelsforening, havde en demokratisk adgang til at påvirke og bestemme, i hvilken retning foreningen skulle bevæge sig.

Oprindelig var det fællesskabet om forbrug og produktion, som var udgangspunktet. Fordelene ved at organisere sig i større fællesskaber var indlysende for den enkelte landmand. Ved at indgå i et større fællesskab fik landmanden adgang til eksempelvis fælles indkøb af store og dyre maskiner, og for forbrugeren betød den ny organiseringsform færre led fra produktion til salg.

Det var en måde at holde priserne på produkter nede på, men det var også en måde, hvorpå samfund blev knyttet tættere sammen i et frivilligt og lønsomt fællesskab. Ved at indgå i et fællesskab, hvor alle var stillet ens, fik alle selvfølgelig samme betydning. Det var et opgør med et klassesamfund, hvor der var længere fra rig til fattig.

Andelstanken lever fortsat i bedste velgående i Danmark. Danmarks største forening er Coop, som i dag tæller næsten 1,8 millioner danskere. Tanken om, at foreningstanken gør stærk, har fulgt os som nation.

Flere end 100 år efter at den første brugsforening blev grundlagt i Thisted i 1866, gav historikeren Palle Lauring en rammende beskrivelse af en af grundstenene i Danmarks dna som nation, da han sagde: 'Danmark er en brugsforening.' Den danske folkesjæl var ifølge Lauring rundet af fællesskabsfølelsen og samhørigheden, som netop kommer til udtryk i, at vi forener os.

Flere end halvdelen af alle danskere er medlemmer af en af de knap 12.000 foreninger, som findes i Danmark. Mange af os bor i andelsboligforeninger, hvor vedligeholdelse af boligforeningen er en fælles sag. Mange af os er medlemmer af andre foreninger, hvor det at tage sin tørn i eksempelvis udvalg eller bestyrelser er en helt naturlig del af engagementet.

For nogle er det nok med et almindeligt medlemskab, hvor man støtter en sag, modtager medlemsblad eller nyhedsmails. For andre er det en vej til nye sociale fællesskaber, hvor man møder mennesker, som man deler interesser med.

Fysisk eller digitalt fællesskab
Siden de sociale medier for alvor fik tag i os, har debatten raset om, hvorvidt de digitale kommunikationskanaler styrker eller svækker vores evne til at skabe og vedligeholde kontakt mellem mennesker. Sortseerne er bekymrede for, hvorvidt de digitale måder at kommunikere på betyder, at vi isolerer os og fravælger hinandens fysiske selskab. Fortalerne mener derimod, at de sociale medier både understøtter eksisterende relationer og er med til at skabe nye.

Der er ingen tvivl om, at de sociale medier stiller nye krav til vores adfærd, som betyder, at vi – som med så meget andet – skal forholde os kritisk og foretage bevidste valg, når vi vælger, på hvilken måde vi vil have kontakt til andre mennesker.

De fleste af de fællesskaber, som er beskrevet i denne bog, har også en digital profil. Oftest på sociale medier. De digitale medier bliver flittigt brugt til at annoncere kommende begivenheder, til at gøre opmærksom på sig selv, til debat og til at hverve flere interesserede.

Ikke én af de initiativtagere, som har bidraget til bogen, har udtrykt, at de oplever de digitale kommunikationskanaler som en hindring for deres initiativer – snarere tværtimod. I de etablerede fællesskaber synes det at være en tendens, at man bruger de sociale medier til at understøtte de fysiske aktiviteter. Det er nemt, og flere har endda sagt, at fordi der findes mulighed for debat på de sociale medier, får de fysiske møder en anden og mere intens karakter, fordi småsnakken foregår på de sociale medier i stedet for at fylde på møder.

Flere har også peget på den åbenlyse fordel, at medlemmerne modtager og deler viden før de fysiske arrangementer. Så bekymringen om, at sociale medier lægger hindringer i vejen for fysiske møder mellem mennesker, synes at være ubegrundet.

De fysiske rammers betydning
Arkitektur kan være en vigtig medspiller i at skabe fællesskaber. Det er kommunernes planafdelinger meget bevidste om, og mange steder arbejdes der med at skabe rum for møder mellem mennesker gennem arkitektoniske greb.

Camilla van Deurs er stadsarkitekt i Københavns Kommune. Hun arbejder hver dag med at skabe en by, som inviterer til mangfoldighed og har plads til alle.

'Hvis vi vil skabe en mangfoldig by med plads til alle, er det afgørende, at vi arbejder bevidst for at understøtte, at mennesker ser hinanden. Vi skal som arkitekter give byens mennesker mulighed for at se hinanden i øjnene, fordi vi ved, at ser vi hinanden, så er grunden til forståelse og fællesskab lagt.'

Camilla van Deurs har i mange år arbejdet med udvikling af byrum i mange forskellige dele af verden og ser nationale forskelle i vores indbyrdes adfærd, som også spiller ind, når planlæggerne arbejder med udvikling af rum for fællesskaber i byer.

'I Danmark kan vi have en tendens til at være lidt reserverede, hvor man i andre lande er bedre til at tale med mennesker, man ikke kender. Derfor skal vi i Danmark forsøge at skabe nogle forstyrrelser i byrummet, fordi de kan medvirke til, at vi søger hinanden. Alle kender følelsen af at sidde i et tog, som går i stå. Efter et stykke tid begynder folk at kigge på hinanden, nogle taler måske ovenikøbet sammen. Vi skal som planlæggere forsøge at skabe den slags forstyrrelser, bare rumligt. Vi ved, at hvis vi skaber rum, hvor børn leger, eller områder med vand og sanseindtryk, så begynder folk at bruge rummene anderledes,' siger hun.

Byens rum er potentielle sociale mødesteder, fortæller Camilla van Deurs, som også understreger, at det ofte er de små greb, som gør forskellen, når man som byplanlægger arbejder for at fremme byens fællesskaber:

'Når vi placerer bænke i byrummet, betyder det meget, hvordan bænkene står i forhold til hinanden. Vender de sig væk fra hinanden, eller står de i samtalelandskaber? Vi kan i det hele taget gøre meget med byens indretning. Det gælder også, når vi arbejder i udsatte boligområder, hvor der kan opnås stor effekt ved at skabe åbenhed mod områdets umiddelbare omgivelser med en cykelsti eller et ældrecenter, som bliver nabo til børnehaven.'

Beder man Camilla van Deurs om at pege på et københavnsk byrum, som har været med til at skabe nye fællesskaber, fremhæver hun parken Superkilen på Nørrebro.

'Superkilen er en slags lynlås, der syr et byrum sammen, og fordi tilrettelæggelsen af parken og dens indhold blev lavet i samarbejde med områdets beboere, er det et vellykket eksempel. I Superkilen bliver arkitekturen symbolpolitik.'

Også kommunens medarbejdere kan være med til at understøtte fællesskaber.

'Da frosten satte ind, skrev nogle medarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen en Facebook-opdatering, hvor de inviterede byens borgere til at plukke de sidste blomster i en af byens parker, før de gik til. I løbet af ganske få timer var parken tømt for blomster, men fuld af glade borgere med blomster i favnen. Det er et godt eksempel på, hvordan en generøs by tænker og agerer,' siger Camilla van Deurs, som mener, at kommunerne skal turde kontroltabet og arbejde bevidst med at skabe rum og plads til borgernes fællesskabsinitiativer.

'Vi skal udvikle byerne dynamisk over tid, og vi skal skabe plads i byrumstænkningen til, at de uforudsete fællesskaber kan opstå,' slutter hun.

Nye fællesskabsformer
er en udfordring for kommunerne
I de danske kommuner har man for længst noteret sig, at der er sket noget vigtigt og nyt i den måde, borgerne forsamler sig på. De nye fællesskabsformer er nemlig ikke altid organiseret i en klassisk foreningsform med vedtægter, formand og kasserer. Og lige præcis dét er en stor udfordring for kommunerne, som agerer i henhold til loven om folkeoplysning, når de laver aftaler om brug af de kommunale lokaler. Det betyder, at kommunerne ikke kan låne kommunale lokaler ud til andre end fællesskaber, som har etableret sig i den klassiske foreningsform. Det bekræfter kulturdirektør i Vejle Sofie Plenge.

'Man skal være organiseret som en forening for at være samtalepartner for os,' siger hun, 'og lige præcis den regel gør det vanskeligt for os som kommune at imødekomme de mange fællesskaber, som ikke har så faste organiseringsstrukturer. Når borgere for eksempel finder sammen i lysten til at gøre noget sammen over en kort periode, rummer vores struktur ikke mulighed for at komme dem i møde med eksempelvis adgang til lokaler,' fortæller Sofie Plenge, som allerede er i gang med at forsøge at finde løsninger.

'Vi vil jo meget gerne have et godt og frugtbart samarbejde med alle borgere og være åbne over for nye initiativer, også over for dem, som kunne tænke sig at engagere sig i kortere tid. Måske er det jo bare en aften, hvor de skal samles. Og vi har som kommune masser af mulige lokaler. Derfor arbejder vi i Vejle med at undersøge hele den måde, vi tænker service og brug af vores fysiske rum på. Vi vil meget gerne finde en vej, hvor det er muligt at bruge vores lokaler, uden at det kræver alle mulige former for registrering, nøglebrikker osv.'

Den eneste gruppe af borgere, som i dag kan bruge kommunale lokaler i Vejle uden at være foreningsorganiseret, er unge under 25 år.

'Vi har et ungehus, som hedder Værket. Lige nu er det en flok unge, der er samlet for at klimastrejke, som bruger huset. Men vi mangler samme slags tilbud til andre målgrupper. En slags fritidshjem for voksne kunne man kalde det. Måske bare et sted med kaffe på kanden og rum til at mødes. Vi har en kæmpe interesse i, at folk skal mødes. Vi står med nogle store udfordringer med ensomhed og mental og social sundhed, og vi længes efter nogle fællesskaber, som er gledet os af hænde. Nogle behjertede fællesskaber med andre,' siger Sofie Plenge, som understreger, at de nye fællesskabsformer kalder på frihedsrammer i samarbejdet med kommunerne, som det er vanskeligt at finde den rette form på.

'Vi vil gerne stille rammer, der er frie og tilgængelige, til rådighed, men samtidig er vi en myndighed og vil selvfølgelig også gerne have et godt forhold til politi og andre myndigheder, så vi er meget opmærksomme på, at vi ikke kommer til at stille noget til rådighed, som bliver træls. Vi skal have styr på juraen og være sikre på, at rummet ikke bliver smadret, men vi skal også turde slække på kontrollen. Vi skal turde investere i, at de borgere, som efterspørger det, kan komme til orde og til handling, kan få et sted. Hvis vi er rigtig heldige, klarer den slags fællesskabsinitiativer også nogle opgaver, som vi som kommune ikke magter alene,' siger Sofie Plenge.

I Vejle oplever kulturdirektøren, at det er nemt at tænde lys i politikernes øjne, når talen falder på at imødekomme nye fællesskabsinitiativer fra borgerne, så hun har en forventning om, at det lykkes at få ændret ved rammerne, så kommunen i fremtiden også kan samarbejde med de mange, som har lyst til andre former for fællesskaber.

'Arbejdet med at ændre vores arbejdsform kalder også på, at vi ser på vores fagligheder på nye måder. Vi har stor lyst til at være rammen om borgernes mange forskellige potentialer, og vi vil som kommune meget gerne være med til at forløse alle borgeres potentialer, både al den gode energi og virketrang, som er til stede i det eksisterende foreningsliv, og alt det, der bobler andre steder,' slutter Sofie Plenge.

Får man først øjnene åbnet, er der masser af eksempler på fællesskaberne. I mit Facebook-feed var
der et opslag fra en fortvivlet mor, som skrev, at hendes sygdomsramte søn savnede legekammerater. Ikke overraskende væltede det ind med invitationer og dejlige mulige venskaber. Ofte bliver min dag lidt rarere med et opslag fra siden Fucking Flink, hvor mennesker uploader historier om generøse og altruistiske handlinger fra hverdagen. 175.000 mennesker følger Fucking Flink. Sidste efterår passerede jeg en privat indkørsel, hvor der stod tre store kasser med æbler – 'Tag bare, vi har masser,' stod der på et skilt.

Denne bog er en samling af en række meget forskellige fællesskaber fra hele Danmark. Nogle samler mange hundrede mennesker, nogle meget færre, men fælles for dem er, at de er vokset ud af et menneskes ønske om at arbejde for en sag og ud fra tanken om, at vi skal løfte i flok. Bogens eksempler er grupperet i syv forskellige former for fællesskaber, som er taget med, fordi de hver især kan give inspiration til andre, der har lyst til at sætte noget i gang. Hver beskrivelse afsluttes med et par gode råd fra initiativtagerne. Rådene kan forhåbentlig medvirke til, at andre ikke begår samme fejl, som nogle af bogens eksempler har måttet kæmpe med, men det viser forhåbentlig også, at det meste kan lade sig gøre, hvis man finder sammen med andre, som har lyst til at være med til at løfte i flok.