Venstre har trukket de ideologiske frontlinjer hårdt op frem mod det nært forestående folketingsvalg. Med den nye kampagne om kontanthjælpspar sætter Venstre et klart og kontroversielt skel til Socialdemokraterne. Socialpolitik er igen blevet til varm værdipolitik. Og med endnu en bilagssag vendt mod Lars Løkke Rasmussens luksusvaner i tiden som statsminister, denne gang om flyversjusser på tjenesterejser i forsvarets Challenger-jet, er der lagt op til en brutal valgkamp.

Budskabet i Venstres kampagne er lige så letforståeligt som dets evne til straks at dele vandene: Arbejdsløse børnefamilier skal tvinges ned i levestandard, hvis Venstres formand Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister igen. Kort og hårdt vil Venstre øge den økonomiske afstand mellem underklassen og middelklassen.

[wpv-post-body view_template="faktaboks"]

Kampen mod de arbejdsløse børnefamilier er i første omgang symbolsk og ideologisk. Konkret er der i dag 1.150 familier i Danmark, som passer på det eksempel, som Venstre har bygget skræmmekampagnen op omkring: Arbejdsløse ægtepar med tre børn – som også modtager boligsikring, tilskud til daginstitutioner og børnepenge – trækker alt i alt på offentlige ydelser for 454.215 kroner.

Eksempelfamilierne udgør mindre end en promille af den samlede befolkning, altså under 0,1 procent, og kan dermed næppe siges at udgøre et uhåndterligt samfundsproblem. Men som et provokerende eksempel, der kan bruges til at forarge de arbejdervælgere, som flyder rundt i spændingsfeltet mellem Socialdemokraterne og Venstre, har beløbet en opsigtsvækkende effekt. Lidenskab virker altid bedre end videnskab i politik.

Løkke besætter Wall Street

Med enkle midler er det lykkedes Venstre at drive en kile midt ind i det gamle arbejderpartis kernevælgerbase og skabe et skarpt skel mellem på den ene side alle de lønmodtagere, som drømmer om selv at kravle højere op på den sociale rangstige og derfor hellere vil have skattelettelser end at betale til arbejdsløse, og på den anden side dem udenfor arbejdsmarkedet, ’udenforskabet’, som lever i kronisk afhængighed af sociale ydelser.

Oprigtig forargelse vendt mod mikroskopiske minoriteter virker effektivt i moderne demokratier. Præcis samme logik har drevet den globale venstrepopulistiske ’Occupy Wall Street’-bevægelse frem i de senere år. Med sloganet om, at ’Vi er de 99 procent’, har gadeaktivister og venstreintellektuelle rettet skytset mod de såkaldte ’superrige’: den rigeste procent af befolkningen.

På samme måde – blot med omvendt fortegn – forsøger Venstre nu at sætte sig i scene som repræsentant for det altdominerende flertal, de 99,9 procent. Ligesom venstrepopulisterne angriber den øverste procent, retter Venstre skytset nedad mod den promille, som ingen ønsker at ende som.

Demagogien kunne også let vendes på hovedet: Danmark har i dag 60.200 dollarmillionærer, altså personer med en fri formue på over 6,7 millioner kroner foruden egen bolig. For hvert kontanthjælpspar med tre børn er der således næsten 52 dollarmillionærer, og hvis man spejlede Venstres højrepopulistiske logik, ville de samlede udgifter til eksempelfamiliernes kontanthjælp, boligsikring, tilskud til daginstitutioner og børnepenge kunne finansieres ved blot at hæve skatten med 8.670 kroner per dollarmillionær – om året.

Opgjort i hård valuta er de 1.150 familier ikke ligefrem ved at bringe Danmark ud på randen af statsbankerot. Men debatten handler heller ikke om kroner og øre. Og heller ikke om de finere detaljer i kontanthjælpssystemet, eftersom en stor del af de ydelser, som kontanthjælpspar får, gælder for alle borgere, og eksemplet derfor i sig selv er vildledende uden at være faktuelt forkert.

Politisk gambling

Kampagnen er først og fremmest et udtryk for, at Venstre nu bekender ideologisk kulør og udviser mod til at gøre socialpolitik til mere og andet end tørre, tekniske spørgsmål. I en tid, hvor det hovedsagelig er de nye protestpartier – Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten samt måske det nye ’længselsparti’ Alternativet – som appellerer til følelser og forargelse, kan Venstres nye højrepopulisme være med til at stimulere større folkelig int-eresse for de gamle partier.

Venstres nye kurs har samtidig karakter af en politisk gambling, som kan give mindst lige så stort bagslag som potentiel gevinst. Småligheden risikerer også at sætte fornyet fokus på Lars Løkkes egne forbrugsbilag.

Bundlinjen er, at SR-regeringen - sågar med SF’s deltagelse - har skåret i kontanthjælpen i et omfang, som langt overgår tidligere borgerlige regeringers tiltag. Paradoksalt nok har SR-regeringen i de seneste år levet Venstres idealer ud i praksis, mens Venstre omvendt fedtspillede, da de selv sad i regering i 00’erne. Men fortiden glemmes hurtigt: For nu er valgkampen for alvor sat i gang med større forskel mellem rød og blå blok end set i årevis.