Venstre var i forsommeren et parti i dyb krise med et Europa-Parlamentsvalg, der kørte i grøften, katastrofale meningsmålinger og en partileder, der med nød og næppe reddede sig i land med det yderste af neglene. Få måneder efter var stemningen vendt til, at der tegner sig et sikkert blåt flertal - takket være pæne opinionstal til Dansk Folkeparti, ligesom Venstre samtidig har rejst sig til et niveau lige under forrige valgresultat.

En del tyder på, at Venstre og DF er godt hjulpet af en vælgerfrygt for, at landet bliver oversvømmet af (muslimske) flygtninge især fra det borgerkrigsramte Syrien. Medierne kan konstant berette om nye rekorder med hensyn til antallet af asylansøgere, og kommunerne forklarer, at de segner over opgaven med at forsørge og finde husly til disse mennesker. I forvejen tyder alt på, at vælgerne – og i hvert fald de, der flygter fra rød til blå blok - er dybt bekymrede over fremtidsudsigterne med frygt for blandt andet, at etniske danskere kommer i mindretal i deres eget land, at velfærdsordninger bliver eroderet, og at ”danske værdier ” kommer under pres på grund af den stigende immigration fra Mellemøsten. Den dagsorden har siden 1980’erne været de borgerliges mest effektive våben til at kapre stemmer i rød lejr. En måling i sidste uge af A&B Analyse viser det samme billede: Næsten alle blå vælgere kræver strammere asylregler, men det samme gør op mod halvdelen (43 procent) af rød bloks vælgere.

DF og V tiltrækker midtervælgere

For et par uger siden præsenterede TNS Gallup en vælgervandringsanalyse, der er meget opmuntrende for især DF og V. Begge partier trækker vælgere fra S, SF og De Radikale. Fællesnævneren for V og DF er netop hårde/markante meldinger på udlændingeområdet. Venstre var i sensommeren ude med et ganske omdiskuteret indvandringspolitisk udspil. Effekten hos vælgerne udeblev ikke. Venstre steg brat i målingerne, og glemt er åbenbart Løkkes bilagscirkus.

Det er i øvrigt interessant, at Venstre i nævnte vælgervandringsundersøgelse siden valget netto har tabt kolossalt mange vælgere, cirka 140.000 svarende til syv mandater, til DF. Ved at have folk som Inger Støjberg og Martin Geertsen konstant i offensiven i medierne på udlændingedagsordenen så kan man dels vinde eller fastholde vælgere, som er sivet fra rød blok, dels måske samtidig håbe på at vinde vælgere tilbage, som siden valget er mistet til DF.

Venstre har i årevis forfægtet temaet ”det skal kunne betale sig at arbejde”, som især har appel til det svingvælger-segment, som en socialdemokratisk analytiker engang døbte ”blå Bjarne”. Det er middelklassevælgere og typisk mænd med faglærte uddannelser, som siden 2001 - med 2011 som delvis undtagelse - har stemt på blå blok. Med kravet om ”kontanthjælpsloft” (som i rød blok kaldes for ”fattigdomsydelser”) kan man udstille, at det for nogle grupper ikke kan betale sig at arbejde. Forleden kunne Jyllands-Posten på forsiden konstatere, at størstedelen af ydelsesmodtagerne er indvandrerægtepar, hvor det åbenbart først kan betale sig for den ene kontanthjælpsmodtager at arbejde, når ægtefællen finder et relativt højtlønnet job til 35.000 kr. Med denne sag får blå blok med ét slag fokus på hele to mærkesager: Naiv og inkonsekvent velfærdsstat og tossegod udlændingepolitik.

Venstres politiske justeringer er foretaget i god tid inden valget - for eksempel med udgiftstoppet i den offentlige sektor.  Hos V vil man frem mod et valg næste præsentere en række mindre udspil med genkendelig V-politik på flere mindre områder, der vil sætte ”varer på hylderne”. Intet af det vil dog blive oplevet som epokegørende eller på anden måde have potentiale til ligefrem at overraske (læs: forvirre) vælgerne.

Hos V er man sig meget bevidst om, at resterne af Lars Løkkes troværdighed handler om, at vælgere, selvom de ikke bryder sig om hans sager, trods alt stadig anerkender hans politiske resultater. Derfor er V-analysen, at Løkke skal holde sig til udelukkende at tale politik og ikke eksperimentere med at opdyrke vælgerinteresse for andre sider af sin personlighed, for ellers går det bare galt. Strategien blev fulgt til punkt og prikke under V-landsmødet i oktober, som til V-strategernes store jubel blev det ”kedeligste i mands minde” med fravær af synlig intern ballade, ”kongreskapringer” og opsigtsvækkende udtalelser fra menige V-folk, der kunne forvirre billedet: Et samlet V bag formand Løkke, fem politiske programpunkter, de færreste er uenige i, og afslutning i form af en hyggepassiar under Reimar Bos ledelse med fire blå partiledere og afslappet smalltalk om deres livretter og fritidsinteresser, som var det fredag aften på TV Charlie.

”Anti-Thorning”

En del af Venstres strategi er simpelthen bare at være ”anti-Thorning”. Man er helt overbevist om, at vælgerne ikke under den kommende valgkamp vil finde udstedelsen af nye løfter fra SR-regeringens side troværdige, og at regeringen også vil afstå fra det. Det vil sige, at V heller ikke under en valgkamp vil give vælgerne løfter, som man senere bliver holdt op på. Spørgsmål herom kan løbende afpareres med giftige henvisninger til ”løftebryderen” Thorning.

V frygter heller ikke, at den åbenlyse uenighed i blå blok kan blive en flanke, der er sårbar for angreb fra rød blok. For den svaghed overdøves af, at regeringspartierne nærmest daglig udstiller en grundlæggende uenighed om vigtige temaer som for eksempel fortolkningen af de nylig indførte stramninger af asylreglerne, dagpengereformens fremtid med videre. Det er derfor svært at se, at temaet ”uenighed i blå blok” har potentiale til at sætte Løkke under noget større pres.

Venstres strategi ligner klassisk fedtspil, hvilket indtil videre virker ganske effektivt.