ABF-partiernes første tid på regeringsbænkene har helt indlysende været en PR- og vælgermæssig fiasko. Det må være konklusionen henset til den enestående dårlige presse, den nye regering har fået i sine første tre måneder samt de ret entydige meningsmålinger, hvor flere og flere vælgere massivt fravælger den røde blok. I stedet sætter svingvælgerne ­deres lid til det tidligere statsministerparti Venstre, som i parentes bemærket er eneste borgerlige parti, der siden valget har mødt fremgang i de samme målinger.

Det er formentlig de såkaldte­ blå socialdemokrater – typisk privatansatte mænd med kort eller mellemlang uddannelse - der er vendt hjem igen til Lars Løkke Rasmussens fold, uanset V-formandens historisk pinlige pressemøde og V-ministres eventuelle indblanding i den seneste lækageskandale. Spørgsmålet er naturligvis om de skuffede vælgere blot er på ’en fransk visit’, eller om de har taget ’mere permanent ophold’ i den blå blok. Det korte svar: Det afhænger af den økonomiske udvikling og især beskæftigelsen frem mod det næste folketingsvalg. 

Ligger som de har redt

Regeringens - og især dens leders problem - er dens enestående manglende troværdighed. Rigtigt eller forkert, så har løftebrudsdiskussionen og en stribe mindre ­populære lovforslag sat sig hos vælgerne. Regeringspartierne S og især SF udstedte guldrandede løfter til stort set samtlige velfærdsgrupper forud for valget. Fair Løsning var et løftekatalog med overbudsprojekter, som før valget udarbejdet af to af den senere regerings centrale økonomiske ministre, Bjarne Corydon (S) og Thor Möger Pedersen (SF). Og hver gang kritiske journalister før og under valget igen og igen spurgte ind til om, der nu samfundsøkonomisk var råd til at opfylde løfterne eller spurgte ind til sandsynligheden for, at der efter et valg ville materialisere sig et tilstrækkeligt politisk flertal til at kunne beslutte det, så blev de arrogant affærdiget af lige lovligt kække S-SF-politikere, der med meget selvbevidste miner gav utvetydigt udtryk for, at man ville gennemføre sin politik efter et valg. ”Til punkt og prikke” og ”hverken mere eller mindre”, hed det. Ja, man pustede sig op til at hævde, at ­Radikale blev stillet over for et ultimatum om at stemme for S-SF’s politik. Det kom som bekendt til at gå anderledes.

Klynk om voksenmobning

Efter valget kiggede de tre partier i den nye mindretalsregering dybt i statskassen, og konklusionen blev den, som de fleste iagttagere for længst havde draget: Den nye regering kunne naturligvis ikke opfylde ret mange af de udgiftskrævende løfter, S-SF havde udstedt. Ikke overraskende lugtede både presse og oppositionen blod. En kritisk presse skal gå magthaverne efter i sømmene, og hvis der ikke er sammenhæng mellem, hvad man siger før og efter et valg, så kan det næppe overraske ret mange, at pressen vil udstille netop det misforhold på alle tænkelige måder. Det samme vil den evigt opponerende opposition. Det er så at sige demokratiets vilkår, og det nytter ikke, at regeringens defensorer hyler op om ”voksenmobning”, og at vilkårene er urimelige. S-SF ligger fuldstændig, som de har redt. 

Man ømmer sig også højlydt i regeringen over alle de tæsk, man har måttet lægge ryg til siden hvedebrødsdagene i ugerne efter nedstigningen fra Tårnet. Det får indimellem et komisk forløb. En Villy Søvndal hævder pludselig i en kronik i begyndelsen af januar, at han skam slet ikke var klar over, hvor grelt det nu stod til med dansk økonomi. Det til trods for, at SF-formanden længe inden og frem mod valget harcelerede over, at landet standede i våde, som det ikke var set siden Oluf Hunger. Alligevel udstedte S-SF velfærdsløfter på samlebånd, som ikke engang fagbevægelsens økonomer eller de rødeste universitetsøkonomer turde skrive helt under på, at det var forsvarligt at sætte i værk.

Løsningen er den samme

Søvndal, Corydon og resten af flokken har i ti år eller længere effektivt spillet rollen som venstrefløjspopulister, der henset til, at de ikke har stået med det økonomiske ansvar, har tordnet mod VKO’s økonomiske politik (som kun de færreste vil kalde rigtig borgerlig) for ikke at hælde nok med skattekroner i det offentlige. En tid endnu vil de såmænd fortsat kunne skyde alverdens ulykker på forgængerne for at have udstedt ”skattelettelser til de rige” og for at have kørt nationen økonomisk i sænk. Henset til påstandens manglende troværdighed er det imidlertid ikke noget, som kapitalmarkederne reagerer på. Tværtimod. Her er der såmænd endnu opbakning til dansk økonomi, hvilket kan aflæses i de ekstraordinært lave danske renter.  

Vælgerne kan i øvrigt heller ikke bruge udenrigsministerens evindelige skælden ud på fortidens magthavere til så frygteligt meget ved næste valg. De kræver løsninger og svar på nutidens problemer, og her er problemet for regeringen, at dens løsninger og svar - i hvert fald når det gælder den økonomiske politik - på lange stræk ikke er til at skelne fra forgængernes ditto. (Det samme gør sig i øvrigt mindst lige så høj grad gældende, når det gælder SF-udenrigsministerens udenrigspolitik) 

Samme reformværktøjer

Den økonomiske dagsorden forekommer i hvert fald at være nogenlunde den samme som før valget: Der skal skabes balance i de offentlige budgetter samt mere vækst og beskæftigelse, samtidig med at man bevarer et højt offentligt service- og velfærdsniveau. Midlerne til at nå disse mål er sjovt nok omtrent de samme: Velfærds­reformer, der både nedbringer de offentlige udgifter og får flere i jobs. Det er formentlig hensigten med den bebudede kontanthjælpsreform og førtidspensionsreform. Lige så vel som det var formålet med at nedbringe dagpengeperiodens længde og tage et opgør med efterlønnen. Dertil kommer en ny skattereform, der kan give marginale skattelettelser til de højtlønnede, fordi den ønskede arbejdsudbudseffekt blandt disse indkomstgrupper er størst. Sidst, men ikke mindst, er regeringen i gang med en omfattende effektivisering af det offentlige. Der fyres ansatte medarbejdere som aldrig før i ministerierne, og kommunernes økonomi er lagt i et jerngreb også af denne regering, hvilket gør, at stillinger spares væk. I det private kaldes den slags for effektiviseringer, mens det hos de offentlige medarbejderorganisationer udlægges som en katastrofe. 

Den nye ’røde’ regering er tydeligt for de fleste for i dag, hvad den var lodret imod i går. Måske ikke af lutter overbevisning, men af ren nødvendighed. ABF-regeringen har tre år til at vise, at den magter opgaven at styre dansk økonomi igennem den værste økonomiske krise siden 30’erne. Fejler man at løse den opgave, risikerer man med stor sikkerhed, at vælgerne hælder Thorning & Co. ud af regeringskon­torerne igen ved valget om tre år.

Ønsker S og blå politik

Og hvis det kræves for at kunne nå sikkert i mål, at man forinden nødvendigvis må overtage forgængernes politik, så må det være sådan. Måske vil regeringen endda få stort held med at føre denne politik ud i livet og måske også indhøste store resultater? Måske vil midtervælgerne, som i dag har søgt asyl hos Lars Løkke, til den tid endda foretrække en S-ledet regering, der fører de blås økonomiske politik? Men for at det skal lykkes, så kræver det som minimum, at Villy Søvndal, Helle Thorning og Margrethe Vestager til alle ­tider vil forklare, forsvare og med tiden udvikle den økonomiske reformpolitik, som de i går lod deres vælgere forstå, at de var så brændende imod.