Negativ kommunal medieomtale er en myte
Negativ kommunal medieomtale er en myte
DEBATREDAKTØR OG POLITISK BLOGGER
DANSK KOMMUNIKATIONSFORENING OG KOMMUNEN
Hvis livet er for kort til lokalpolitik blandt vælgerne, skyldes det i hvert fald ikke medierne. I det mindste ikke, hvis det kommer til positiv omtale af kommunerne. For selvom valgdeltagelsen i 2009 blev den laveste i 35 år og den angivelig ikke bliver meget højere her i november, så vinkler pressen i overvejende grad kommunalstof positivt.
Et fortegnet billede
Vi kender historierne om Udkantsdanmark, stram økonomistyring og den haltende velfærd i kommunerne, sure borgmestre, der føler sig som bogholdere for Borgen og som får alt for lidt i løn, alt imens sagsbunkerne hober sig op. Historier som: 'Vestager: Kommuner skal i kort snor', 'Byrådspolitikere: Svært at forene politisk arbejde og fuldtidsjob' eller 'Det er aldrig tid til at give lokalpolitikere mere i løn'. Men nye tal afliver myten om, at kommunerne får overvejende negativ eksponering i medierne. Tværtimod er det kommunale stof generelt positivt vinklet.
Mere politik – mindre spin
For eksempel er godt 63 procent af historierne om kommunerne i de lokale aviser positive, mens det generelle billede blandt medierne er, at de kritiske og negative vinkler tegner sig for under 10 procent. En mediedækning, som de fleste folketingspolitikere kun kan drømme om – ikke mindst regeringen, som ugentligt bliver forfulgt af den ene krisehistorie efter den anden.
Den positive kommunale vinkling sker typisk ud fra konkrete tiltag på skole-, sundheds- og kulturområdet sammenholdt med et overordnet billede af, at kommunerne har fået styr på økonomien. Spaltepladsen bliver ikke fyldt op med de evindelige konflikt-, proces- og personhistorier, som vi oplever i landspolitik. Her er det i overvejende grad de nærværende kommunale historier, som fylder mediefladen.
Stor forskel på prioriteringer
Når man graver et spadestik ned i den kommunale mediedækning, viser det sig, at der er stor forskel på vælgernes og mediernes prioriteringer af det kommunale stof. I undersøgelsen fra Infomedia er der zoomet ind på det lokale og regionale medieindhold angående Odense-området. Det gælder Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis og UgeAvisen Odense. Og her viser det sig, at der er stor forskel på pressens fokus, og hvad der så rent faktisk interesserer borgerne. For eksempel har der været en markant dækning af byudvikling, bolig- og miljøområdet.
Det samme gælder undervisning og kultur. Områder, som fynboerne langtfra prioriterer som de væsentligste politiske områder. Det gør de til gengæld, hvad angår social- og sundhedsområdet såvel som sygehusvæsenet og sygesikring. Sidstnævnte områder har nærmest været fraværende i de fynske medier henover sommeren. Kun godt 5 ud af knap 700 omtaler i de fynske medier omhandler sygesikringen og sygehusvæsnet på trods af, at det er af stor interesse for borgerne, når der skal prioriteres på de politiske stofområder.
Aldrig 1:1
Nu skal journalistik ikke bedrives ud fra fokusgruppeinterview med borgerne og afstemmes 1:1 med læserne, seerne og dermed vælgerne. Det ville ikke alene skabe en kedelig og forudsigelig mediedækning. Det ville også medføre, at borgerne aldrig ville få kendskab til de mange vigtige journalistiske kulegravninger af skandale- og rævekagesager. Her spiller den journalistiske frihed en afgørende rolle i demokratiet, så de politiske indsatsområder bliver (af)dækket ud fra en journalistisk optik og ikke ud fra borgeres og politikeres skiftende luner og prioriteringer. Når det så er sagt, er det bemærkelsesværdigt, at der er en så markant forskel på mediernes interesse for det kommunale stof og borgernes prioriteringer.
Om det så rent faktisk spiller ind på den dalende interesse for kommunalvalget i november, er tvivlsomt. For generelt er der en positiv dækning af lokalpolitikere og de politiske beslutninger, der bliver truffet i kommunerne. Oven i købet er medieomtalen af kommunalvalget i de lokale medier steget betragteligt siden 2009.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.