På Rådhuset er der gang i kampagneplanlægningen til kommunalvalget i november. Og et af de helt basale valg, der skal træffes, er, hvor meget der skal spilles på henholdsvis kandidatens personlige brand og parti-brandet. Står man med en ukendt eller knap så populær kandidat, men med et parti, der på den landspolitiske scene er i form, vil det være oplagt at lade ’partiet’ fylde mere i kampagnen, mens det omvendt er logisk at fremhæve kandidaten, hvis partiet er skidt kørende.

Johanne-effekten

Set i det perspektiv skal Enhedslisten satse på et stort flot billede af Johanne
Schmidt-Nielsen eller af Enhedslistens logo. For i en ny meningsmåling, som DR kom med lige før nytår, stormer Enhedslisten frem i København og står til at få omkring 20 procent af stemmerne, hvilket næsten er en fordobling siden valget i 2009. Og medmindre man sidder i Borgerrepræsentationen for Enhedslisten, eller man er nyforelsket i en af listens kandidater, kan denne fremgang ikke forklares med andet end Johanne-effekten.

Enhedslisten lever en stille tilværelse på Rådhuset, hvilket illustreres bedst af partiets socialborgmester Mikkel Warming, der, til trods for at han har været borgmester siden 2005, kan spadsere tværs igennem København iført en ’Warming T-shirt’ uden at blive genkendt. Heller ikke de øvrige Enhedslisten-medlemmer har siden sidste valg lavet politiske markeringer, der er tæt på at kunne forklare den vilde fremgang. Bevarer Johanne og co. i det nye år den stærke dagsform, står Enhedslisten i København til at få et kanonvalg.

De landspolitiske tendenser slår også igennem – bare med modsatte effekt – hos SF København. I meningsmålingen står de til næsten en halvering fra 22 til 13 procent af stemmerne. Heller ikke her er der nogen tvivl om, at SF’s form på Borgen har stor betydning for nedturen. For partiets to borgmestre Ayfer Baykal og Ninna Thomsen er på ingen måde så dårligt kørende, at de kan få skylden. Dog er der lidt SF-pip om, at to kvindelige borgmestre på papiret så ud til at blive et større hit, end de indtil videre er blevet.

Men SF’erne på Rådhuset kan bevare en vis optimisme trods rundbarberingen i meningsmålingen. For SF må være det parti på Rådhuset, der er andetvalg hos flest vælgere. De mange vælgere, der p.t. flygter til Enhedslisten, er absolut mulige at genvinde, særlig hvis man får tydeliggjort, at der er forskel på SF København og det kuldsejlede Villy-projekt. Men Ayfer og Thomsen har også en politisk profil – bl.a. på børn, trafik, skole og socialområde, som gør, at de kan bejle til midtervælgerne. Og samtidig ser det ud til, at den værste ballade i SF har lagt sig, og det vil også kunne hjælpe SF København til at stå bedre frem mod valget.

Ritt slår Frank

Socialdemokraterne får også et lille gok i nødden i meningsmålingen, hvor de falder fra 30 til 25 procent. Men internt i partiet er man tilfreds med, at faldet ikke er større. På Borgen ligger S under de 20 procent, og til Folketinget i 2011 var der kun omkring 18,9 procent, der stemte på S i hovedstaden, så man havde frygtet, det så værre ud. Men flere i partiet er langt fra tilfredse med resultatet, som de gerne ser ligge på omkring 30 procent på valgdagen. Dog må Frank Jensen trøste sig med, at der ikke er gået helt Ritt Bjerregaard i den. Han har kun smidt fem procentpoint i sine første tre år som overborgmester, mens Ritt formåede at smide 15 procentpoint på samme tid, da hun var overborgmester.

Mere blåt København

Hos De Radikale på Rådhuset er der tilfredshed med målingen, som giver dem 11 procent, hvilket er en fremgang på 3,5 procentpoint. Men De Radikale er næsten mere glade for, at de ligger på niveau med Venstre, som på ingen måde formår at profitere på Løkke og co.s landspolitiske succes. At Venstre i København ligger 20 procent efter moderpartiet er tæt på katastrofalt, og det er helt tydeligt, at hverken Pia Allerslevs slid på Rådhuset eller på dansegulvet i Vild med Dans har givet jackpot.

Alle de andre borgerlige partier går frem eller holder niveau, og der er dermed en tendens til, at de københavnske vælgere er blevet mere blå. Holder man De Radikale – som skøjter rundt mellem rød og blå blok – ude af regnestykket, vinder de borgerlige med omkring fem procent fra de røde partier. Igen bærer den røde regerings dårlige form hovedansvaret, men rent demografisk kan man også forvente, at byen på sigt bliver mere blå. Mange af de nye borgere, der strømmer til hovedstaden, er folk med penge på lommen, og dermed må man forvente, de har mere blålig politisk habitus.

Den overordnede konklusion på DR’s meningsmåling er, at vælgerne er meget mobile i hovedstaden. Så kan man skrue den rigtige kampagne sammen, kan der vindes godt med stemmer til novembervalget – så det er fuldt forståeligt, hvis partierne gør noget ud af kampagneplanlægningen.