Kommunen.dk
MENU

Læg mærke til anbefaling nummer 68 og 69

Læg mærke til anbefaling nummer 68 og 69

4. apr. 2014
Knud Abildtrup
KNUD ABILDTRUP
REDAKTØR PÅ DKNYT.DK
DKNYT
Email
Journalist og redaktør på dknyt. Tidligere ansættelser: Horsens Folkeblad, StrukturMagasinet. Arbejdsområder: Det danske offentlige univers – især det kommunale felt. Bor i Alken i Skanderborg Kommune. Webredaktør på alken.dk. 

Hurra. Hvis ellers man tror på, at det bliver til noget… Men der er sådan set godt nyt til alle antibureaukrater i Produktivitetskommissionens slutrapport. Et godt stykke nede i anbefalingerne – 123 i alt – finder man nemlig nummer 68 og 69, som kort og godt forudskikker en fundamental forenkling i hele det offentlige regel-univers.

Anbefalingen lyder nemlig at: arbejdet med afbureaukratisering og regelforenkling bliver systematiseret, og at alle de regeludstedende instanser og politikere i både stat, region og kommuner bliver forpligtet til løbende at tage stilling til, om nogle af de eksisterende regler  kan undværes eller bør omskrives. 

Flere klare mål

Altså hvis det stod til denne signatur, så måtte det gerne være endnu mere konkret:  For graden af forpligtethed skal nok op i en anden vægtklasse, for at det kan batte nok. Hvad med klare mål i resultatkontrakter, som ellers er et yndet styringsredskab i det offentlige – som i forvejen skal motivere ledende folk med klingende mønt? 

Eller hvad med ganske enkelt at forpligte regeludstedende instanser – yndigt udtryk – til at fjerne et tilsvarende antal paragraffer, underpunkter og litraer fra teksten, før man kan tilføje nyt? Ligesom man ikke kan anlægge en vej, hvis der i forvejen ligger et gartneri, eller udlicitere skolerengøringen til ét firma, hvis et andet i forvejen har kontrakten: Det er ikke god stil at bebyrde folk med en masse indviklede regler, hvis ikke man tager ansvar for at rydde op i det gamle.

Der må altså maksimum-længder på lovgivning. Sporene fra beskæftigelsesområdet skræmmer – og det ekstreme antal sider, bestemmelserne stadig fylder, kalder ikke kun på smilet. De fylder en meterlang bog så tyk og stor, at det i sig selv må fremkalde knugende stressreaktioner hos enhver behjertet jobrådgiver, der gerne vil kunne overskue og forstå grundlaget for sit eget job.

Regel-minimum

Og slutrapporten tager faktisk skridtet fuldt ud og nævner i anbefaling nummer 69: Det vurderes, om lovgivningen på visse områder med fordel kan skrives om fra grunden med sigte på en fundamental forenkling.

Ja, ja, ja. Fundamentale forenklinger skal der til – og herfra skal der lyde et forslag til uddannelsesplanlæggere på de relevante fakulteter: Der skal ikke blot oprettes fag og uddannes nye undervisere til at danne fremtidens ’fundamentale forenklere’: 

Der må hele studiemiljøer til, som kan motivere og begejstre samfundsinteresserede studerende - og sætte dem i stand til målrettet og grundigt at få høvlet ned i hele dynen med respekt for det nødvendige  regel-minimum. Og der vil til gengæld være fast arbejde i mange år.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR