Hvad hedder nummeret efter overflødighedshorn – altså et positivt ord for en helt overvældende overdådighed af tilbud?

Jeg begyndte at lede efter ordet efter at være halvvejs i en timelang gennemgang af listen over arrangementer ved den tredje udgave af Folkemødet. Lille Danmarks svar på svenskernes årelange tradition med at mødes til politisk komsammen på øen Gotland, Almedalsveckan.

Har det svenske folkemøde et vist ry for at være for den politisk interesserede elite, så må man sige, at det danske ditto hurtigt har udviklet sig i ret folkelig retning. For hold da op for et farverigt udbud af emner. Der er alt fra yderst seriøse indslag med klart politisk indhold over partiers usminkede forsøg på fremstød for egne indlysende rigtige standpunkter til emner, der ligner ren underholdning og tidsfordriv. Sidstnævnte oftest med stor kreativitet og fantasi tilføjet et strejf af politisk legitimering.

Der bliver slået et slag for skoleskak – med tilføjelsen, at her kan man lære at tænke analytisk og systematisk (som politikerne gør?!). Ældre Sagen på Bornholm afholder en workshop om petanque (kuglestøderens ældrepolitik?).

Er man til de politiske sælgere, så kan man jo forsøge sig med ’Klassens time med Venstres formand’ eller et af de utallige ’Mød ...’-arrangementer, hvor diverse politikere vel forventeligt vil fortælle om egen, fremragende indsats.

Blandt de mere kuriøse men absolut interessante indslag er jeg faldet over en kunst-cabaret, hvor tre top-musikere sammen med tidligere overvismand Christen Sørensen opfører deres ’politiske kunst-cabaret-happening om pengenes magt’.

Christen Sørensen er en de ganske få økonomer, der har haft mod og mandshjerte til at kritisere den rent liberalistiske finanspolitik, de kriseramte EU-lande med Merkel i spidsen fører – klinisk renset for ethvert spor af de sociale hensyn, der engang var en selvfølgelig del af den økonomiske politik.

Et andet umiskendeligt underholdende indslag med politisk indhold er ’Mens vi venter på retfærdigheden II’. Jeg mindes med fryd skuespilleren Peter Larsen – i skikkelse af kultursociologen Jørgen Andersen – gennemgå og fundere over Tamilsagen i sin tid. Nu bliver det så ifølge programmet Helle Thornings skattesag, der kommer under behandling. Det bliver næppe kedeligt.

I den seriøse og måske lidt tørre ende, hvor hverken partipolitik eller ’noget for husarerne’ ser ud til at få lov at spille med, er der for eksempel et arrangement som ’Årsregnskab for Udkantsdanmark’. Her vil Center for Regional- og Turismeforskning forsøge med workshops over de kommende år at ’gøre op med den traditionelle måling af yderområders kvaliteter og udfordringer’.

Når man – som jeg jævnlig gør – besøger udkanterne, så bliver man en hund efter et hvilket som helst forsøg på at tænke nyt og komme ud af situationen, hvor Carsten Hansen og den øvrige regerings overbærende skulderklap og symbolske smågaver er, hvad samfundet kan tilbyde. 

Enhedslisten lokker med arrangementet ’Demokratisk finanssektor – umulighed eller nødvendighed?’. Her sættes et emne til debat, som de øvrige partier er meget optaget af IKKE at tale om, mens jeg er ret sikker på, at en del menige danskere grubler over det, mens regninger for en fest, de ikke har deltaget i, vælter ind, jobbet er væk og huset på randen af tvangsauktion. 

Og mens finanssektoren – uanfægtet af de problemer, den har efterladt samfundet i – buldrer videre ud over spekulationernes stepper og fortsat er i stand til at true grundlæggende samfundsfunktioner uden at være under nogen form for demokratisk kontrol. Og den politiske elite fortsat bukker og skraber for den af frygt for, at den skal gøre det dyrere for landet at låne penge.

Først sætter finanssektorens groteske kapitalkoncentrationer landenes økonomi på sammenbruddets rand med uforsvarlige spekulationer og grænseløst profitbegær. Bagefter kan den så diktere landenes regeringer og EU hårde nedskæringer og deraf følgende social armod og stagnation. ’Sådan er det jo’, som liberalisternes isdronning, Margrethe Vestager, vel ville kommentere dét forhold.

Måske lidt demokrati her kunne være en god idé?

Jeg tilstår det gerne – jeg nåede ikke gennem hele oversigten over de omkring 1200 arrangementer. Jeg er nok mest tilbøjelig til at bruge udtrykket: en syndflod af emner. Jeg tilstår også villigt, at hvis jeg selv skulle til Allinge-Sandvig, så ville jeg ikke få svært ved at finde flere håndfulde spændende og relevante emner