Det er en pine at høre på en gammeldags grammofonplade, der kører i samme rille. Så må pickup'en hurtigt løftes.

Men ikke i dansk politik. Pickup'en blev løftet, da ferien begyndte, og en velsignet stilhed indfandt sig. Da politikerne så for et par uger siden vendte hjem fra ferie, satte de resolut pickup'en tilbage på den støvede plade. Og med en ufattelig præcision anbragte de fleste den på nøjagtigt det sted, hvor en beskadiget rille sørger for monotone gentagelser, SKRAAATSJ.

Her op til de forestående finanslovforhandlinger ulmer debatten om den omstridte dagpenge massakre. 30.-40.000 danskere er - efter at have mistet arbejdsløshedsunderstøttelsen og være blevet ribbet for al opsparing – på vej ud i en desperat situation, hvor mange vil miste både bolig og samlever, fordi man ikke kan forsørge en hel familie med én løn.

Så der er mange gode grunde til at spørge Christiansborgs førende mekaniske papegøje, statsministeren, hvad regeringen agter at gøre for de ulykkelige.

’Skratttsj, regeringen er optaget af at genoprette økonomien og skabe job, skratttsj, regeringen er optaget af… Skratttsj. Regeringen…’ Monotonien er dræbende.

Så meget desto større var overraskelsen, da der for et par uger siden skete noget, der brat brød ensformigheden. Venstre-bønder protesterer højlydt mod en liberalisering og moderne, globaliseret kapitalisme. Godt nok har landmændene i årtier været svorne tilhængere af planøkonomi og offentlige tilskud – når det gjaldt egne forhold – men alligevel. Jeg må gentage:

Stolte Venstrebønder med røjserne solidt plantet i dansk jord protesterer over en planlagt liberalisering!

Glad for global kapital

Om regeringen er socialdemokratisk eller radikalt ledet, kan man diskutere. Men at den er glad for global kapital til Danmark, og at finansministeren – angivelig socialdemokrat – eeelsker konkurrencestaten, er uomtvisteligt.

En politiker fra Køge, der har haft problemer med en noget besynderlig vennekreds og for ikke så lang tid siden svor på, at den før omtalte dagpengereform ville blive over hans lig, er blevet minister for erhverv og vækst. Og her boltrer han sig i liberalistisk økonomitænkning. Nu vil Sass Larsen liberalisere selveste landbrugsloven.

I dag kan pensionskasser få lov at investere i dansk landbrug. Men regeringen vil også åbne for også globale kapitalinteresser.

’Danske landmænd kan blive traktorførere for udenlandske kapitalfonde,’ buldrede formanden for landbrugets fællesorganisation, Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, til Politiken. For en sådan liberalisering vil nemlig være et direkte angreb på danske bønders allerhelligste, mener han.

’Hele kulturarven fra selvejet er man parat til bare at kaste væk,’ siger den chokerede brancheformand.

Vi er vist mange, der ikke kan mindes at have hørt Venstre-bønder ytre den slags protester før. Der var da vist ikke nogen landmænd eller andre Venstrefolk, der protesterede, da den daværende socialdemokratiske regering solgte en dansk folkeopsparing i skikkelse af vort nationale telefonnet til amerikansk storkapital.

Eller da et overvældende flertal i Folketinget stod bag beslutningen om at lade de berygtede kapital-hajer i Goldman Sachs købe sig ind i den danske energiforsyning i form af DONG-aktier.

Og for at blive i fødevarebranchen var der vist heller ingen kritiske røster, da den forrige regering glad og fornøjet besluttede at kapitalisere de fiskelicenser og tilhørende kvoter, der i århundreder havde været fælleseje til fordeling blandt bøndernes kolleger, de danske erhvervsfiskere. Der var ikke megen snak om nationalt selveje fra de frihedselskende landmænd ved den lejlighed.

Resultatet var som bekendt, at kvoterne steg til astronomiske spekulationspriser og endte på ganske få hænder. Danske fiskerihavne blev lagt øde – bortset fra få, færge-store fartøjer –, hovedparten af arbejdspladserne forsvandt og det danske kystfiskeri døde på få år næsten helt ud, mens kæmpetrawlere ødelagde de rige fiskebanker med deres gigantiske redskaber.

En sikker godbid

Jeg kan til fulde forstå bøndernes bekymringer – om end i et andet perspektiv. Et enkelt argument deler jeg dog, nemlig at det efter alle erfaringer at dømme vil føre til stigende jordpriser. Det bliver nok de færreste danske landmænd, der vil have kapital nok i ryggen til at tage konkurrencen op med kapitalfondene.

De er som bekendt blevet større og større i takt med, at den globaliserede markedsøkonomi opsluger flere og flere samfundsværdier. For det er jo ikke sådan nogen Von And-pengetanke med guld og klingende mønt, men samfundsværdier: arbejdende menneskers flid, gamle, solide virksomheder, jord, naturressourcer – oftest tyvstjålet fra fattige tredjeverdenslande eller lokket fra oprindelige folk, olie og andre råstoffer, fortsæt selv…

Så store værdier er samlet hos disse private spekulanter, at de kaster sig over ALT, der kan generere profit eller udsættes for spekulativ hokuspokus. Dansk landbrugsjord er en sikker godbid.

Det kunne for eksempel være et dynamisk foretagende som Union Carbide – der i forvejen er i branchen, for de laver blandt andet pesticider til landbruget. Det gjorde de også i 1984, hvor de havde en fabrik i Indien. Og de havde så travlt med at producere og tjene penge, at de rent glemte at overholde elementære sikkerhedsregler.

Det førte til en eksplosion og udslip af 40 tons gift over byen Bhopal. På kort sigt anslås ulykken at have kostet 7.000 liv, mens det over årene er blevet til i alt mindst 25.000 dødsofre. 150.000 indere lever i dag med alvorlige helbredsskader. Union Carbides direktør slap væk, før håndjernene klikkede, og firmaet slap med en beskeden erstatning på 470 millioner dollars til den indiske regering. Fabriksanlægget ligger der stadig, og der er ikke foretaget nogen oprensning.

Foretagendet har gennem sin 100-årige historie forårsaget adskillige ulykker – blandt andet verdens største udslip af kviksølv i 1970 i Tennessee i USA. Union Carbide blev i 2001 overtaget af en anden gigant, Dow Chemicals, for 7,33 milliarder dollars, så investeringslysten er stor.

Jeg forstår og deler bøndernes bekymring. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor selveje kun er en vigtig værdi, når vi taler om dansk landbrug.: