Efter knap 3 år tyder meget på, at regeringen langt om længe har fundet sine fødder og begynder at skabe en platform frem mod næste valg.

Med perioden omkring Lars Løkkes seneste tøjbilagssag – også kendt som
'boxershortsopstanden' – som eneste undtagelse, har regeringen på intet tidspunkt formået at levere et flertal i meningsmålingerne, siden de i 2011 drog til dronningen iført ladcykel, ellert og manglende slips.

Af samme grund har store dele af Socialdemokraterne opgivet at vinde næste valg og er nu i færd med at dreje bedetæpperne, så de peger i den rigtige retning, når formandsstafetten efter valgnederlaget skal overdrages til Mette Frederiksen.

Der er således ingen tvivl om, at det ser umådelig svært ud for Helle Thorning & Co. at genvinde regeringsmagten. Ikke desto mindre er der en række faktorer, som bevirker, at odds er væsentlig bedre i dag end for et halvt års tid siden.

Det efterlod selvsagt et lidt underligt indtryk, at regeringens to partiledere tilsyneladende begge forsøgte at komme afsted til Bruxelles, men bortset fra det så har regeringen faktisk været ganske velkørende, siden SF stemplede ud i slutningen af januar.

Løftebrudsdiskussionen martrer ikke længere regeringen i samme omfang, og dagpengespørgsmålet synes også at være et mindre bullent sår. Dels har opgørelser vist, at problemets omfang er mindre end hidtil antaget, dels fik Helle Thorning på Socialdemokraternes kongres lagt en form for låg på debatten ved at fremrykke kommissionsredegørelsen og ændre retorik, så hun overfor vælgerne fremstår mindre stivnakket.

Hvor regeringen i øjeblikket fører nogenlunde stramme sejl, så er der noget mere søgang i den borgerlige. Konservative har fået ny formand, som blandt andet på udlændingeområdet har meldt ud, at han ikke støtter Venstres pointsystem. Noget tyder på, at den tætte falanks, som har præget de borgerlige på dette centrale værdipolitiske område ved de seneste fire valg, bliver udfordret – vel at mærke på et tidspunkt, hvor antallet af asylansøgere også er kraftigt stigende, og udlændingespørgsmålet let kan blive et tema i valgkampen.

Ligeledes er det fortsat uklart, hvordan Lars Løkke vil få smørret til at dække hele brødet, når der skal samarbejdes med både K, LA og DF efter næste valg – hvor især de to førstnævnte partier er mere sultne efter rå vælgertilslutning end eventuelle finere strategiske hensyn til regeringsdeltagelse.

Venstres seneste halvår fremstår heller ikke helt skridsikkert. Udover opgøret mellem Kristian Jensen og Lars Løkke spøger Søren Gade også i kulissen, og hele partiapparatet sidder og venter på, at Peoples Press udgiver bogen om Lars Løkke, skrevet af de to BT-journalister Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog, som ikke just er kendt for at prikke til bolledejen. Bogen rygtes da også at indeholde flere artige historier om Løkkes vandel.

HTS vinder vælgere

Faktum er således, at tiden synes at arbejde for Helle Thorning. Trods alle formodninger om et forårsvalg kan hun reelt trække den næsten et år endnu. Spørgsmålet er så, om det er tid nok?

Meningsmålingerne synes stadig at give oppositionen en komfortabel føring på cirka 10 procent, og selvom regeringen synes at holde dagsformen i øjeblikket, så er de danske vælgere ikke ødsle med deres stemmer. Tillidsbruddet efter forhandlingerne i det sorte tårn og den totale kapitulation af ”fair løsning” overfor Finansministeriets ”gængse regnemetoder” var enormt. Men der er ikke noget, som tilsiger, at det ikke skulle være muligt for regeringen at genvinde det tabte.

Det er for eksempel værd at notere sig, at Socialdemokraterne siden marts har tilbageerobret cirka 50.000 af de 90.000 vælgere, som de har tabt til Dansk Folkeparti gennem regeringsperioden. Det er ikke nogen ringe bedrift, når man ihukommer Thornings optræden til 1. maj i Fælledparken, hvor folkedybet hilste hende velkommen med en skov af udstrakte langemænd, fløjter og afklædte baller.

Men det kræver et langt sejt træk at vinde danskernes gunst. I sidste del af VK-regeringens levetid kunne regeringen dårligt sparke sig frem for møgsager – fra det konservative burkaforbud over diskussionen om overbetaling af privatsygehuse til den lidet succesfulde COP15, jægerbogsagen, Rønn Hornbechs afgang i sagen om de statsløse palæstinensere, de australske giftskibe, Lene Espersens feriesag og så videre. Det var først efter cirka et år med en række dårlige sager i medierne, at meningsmålingerne vippede over til at vise flertal til oppositionen.

Helle Thorning og Socialdemokraterne leverede et enormt tillidsbrud overfor vælgerne efter valget i 2011. Det seneste halve år tyder på, at hun er ved at genvinde noget af det tabte, og at tiden arbejder for hende – spørgsmålet er blot, om hun har nok af den.   :