Skal man have bonusgaver for at møde på det arbejde, man får løn for at passe? 

Sygefraværsstatistikken lyser rødt på alt for mange offentlige arbejdspladser. Det koster dyrt, både økonomisk og kollegialt. Nye metoder til at nedbringe sygefraværet er derfor altid i høj kurs, og et af de nye skud på stammen er belønning af raske medarbejdere. Skagen-ure, Bodum-kander, biografbilletter og restaurantgavekort kan ryge ned i offentligt ansattes turban, hvis bare de ikke er syge.

Og hvad er der egentlig også galt med det? Hvis det virker, og målet er, at sygefraværet falder, så er det vel fuldstændigt lige meget, hvad midlet så er? Det er velkendt, at vi som mennesker har brug for anerkendelse. Vi har brug for, at der bliver sat pris på vores indsats; at vores indsats bliver set, hørt og bemærket. Derfor er det jo et fint initiativ, at man vil vise sine medarbejdere, at det bliver bemærket, at de passer deres arbejde pligtopfyldende og uden sygdom.

Det er vel også i orden at motivere medarbejdere på forskellig sæt og vis, og belønninger har altid haft en gavnlig effekt på de fleste.

Vi giver gaver til de raske, sygefraværet falder, så hvad er problemet?

Muligvis er der ikke noget problem i det, men det giver anledning til nogle overvejelser over de dilemmaer, der kan opstå. Og det giver anledning til at reflektere over, hvad det rent faktisk betyder for en kultur.

Ser man objektivt på det, så er situationen den, at medarbejdere får en gave, hvis de ikke har sygefravær. De skal altså ikke gøre noget ekstraordinært, de skal passe det arbejde, de får løn for, og som passer til deres jobbeskrivelse. Gør de det uden sygedage, ja, så udløser det en gave. Tilbage til spørgsmålet fra starten: Giver det mening at belønne for noget, man måske kunne mene var en nærmest uudtalt minimumsforventning?

Modargumentet vil være, at der også gives blomster til de syge, eller at de raske rent faktisk ofte lægger en ekstra indsats, fordi der er så mange, der er syge.

Mindre syg af Skagen-ur

Jeg får en fornemmelse af, at arbejdspladserne tror, de kan få flere til at blive raske på grund af et Skagen-ur. Gør det smittefaren lavere eller risikoen for at blive ramt af sygdom mindre? Det tror jeg ikke, der er mange sundhedsfaglige personer, der vil skrive under på. Så det må jo grundlæggende handle om, at der ikke er tillid til, at folk er syge, når de siger, de er det. For hvis tanken om et Skagen-ur kan få influenza til at gå væk eller dæmpe en maveinfektion, så vil jeg mene, vi har fundet et vidundermiddel. 

Jeg tror måske, at det handler mere om det, der ikke bliver sagt, men sagt mellem linjerne: ”Tak, fordi du ikke pjækker fra dit arbejde.” 

Men så er der vel noget grundlæggende galt med kulturen på en arbejdsplads, hvis det er sådan, det er fat. 

Det afgørende spørgsmål i det her må blive, hvad det fremadrettet gør ved en kultur, at der belønnes for kontinuerligt fremmøde. Ændrer det noget? 

Hvis sygefraværsstatistikken falder, ja, så har vi jo i hvert fald vundet på det økonomiske parameter, men det ville da i den grad appellere til eftertanke. For så kunne det jo rent faktisk være, at det holdt stik, at folk slet ikke var syge, når de sagde, de var det. Det kan jo også vise sig, at det intet ændrer på statistikken, men at dem, der så rent faktisk er raske, bliver mere glade og føler sig mere værdsat, og det ville jo også være glimrende. Det, man så kan overveje, er, hvordan de mennesker, der rent faktisk er syge, bliver betragtet. Er de så pariaerne? Eller de mindre egnede? Får vi et a-hold og et b-hold?

Ingen kan vide på forhånd, hvad det fører med sig, det må tiden vise. Men det er relevant at drøfte, hvordan vores offentlige arbejdspladser overhovedet er nået dertil, at disse midler skal tages i brug. Er det virkelig så hårdt at gå på arbejde, at selv en hovedpine eller lille snue gør, at man er nødt til at blive hjemme med jævne mellemrum for at lade op? Eller er der sket noget med vores arbejdsmoral og følelse af at være forpligtede over for ikke kun en arbejdsplads men i lige så høj grad over for de kolleger, vi samarbejder med?

Der må arbejdes med kulturen på arbejdspladserne, og sandsynligvis skal der kigges indad mod, hvilke holdninger og hvilken indstilling til arbejdet der præger kulturen. For det er vel kun ved at se mønstrene i den nuværende kultur, at vi kan tegne et nyt mønster i fremtidens kultur uden kedelige gentagelser.  :