Jeg har været en aktiv del af det socialpolitiske Danmark i et par år nu – og jeg har flere gange hørt udsagn som  ”Hvis socialsektoren var en virksomhed, var den blevet lukket for længst!” og ”Vi skaber jo overhovedet ikke tilstrækkelig effekt”.

Det er selvfølgelig aldrig helt sandt eller helt forkert med sådan et udsagn. For mig at se ligger det primære problem i, hvordan vi udvikler velfærd – og især, hvordan vi gør det i en projektfinansieret virkelighed. Det lyder som gammel vin på nye flasker, at en formand for en frivilligorganisation tordner for et opgør med projektfinansieringen – men projektvirkeligheden er ikke et problem i sig selv.

Problemet er den udviklingskultur, vi har bygget op mellem den civile og den offentlige sektor, hvor man bygger udvikling parallelt med driften – sågar af og til ”lægger udvikling ovenpå driften”. Det skaber et trægt og rigidt udviklingsrum, der aldrig ændrer kernen, i en tid, hvor vi om noget har behov for at omstille den måde, vi samarbejder om netop kernen på tværs af sektorer på.

Anvendelsen af begrebet ”samskabelse” kan tjene som et godt eksempel. Samskabelse er et charmerende begreb, der foreskriver, at udviklingen sker i fællesskab. Problemet er, at vi sjældent når forbi snakken og endnu sjældnere frem til reelt at forme en fælles drift. Det er nok ikke så mærkeligt, for en fælles drift af velfærd ER svært. Når udviklings- og projektfesten er forbi, venter der en driftsvirkelighed med hårde rammevilkår mandag morgen. Ikke desto mindre er det det, vi skal kaste os over – vi skal turde tænke ind i boksen og turde blive i driften, når vi taler udvikling. Det er mandagsvirkeligheden, vi skal forandre. Det er ikke lig med manglende flyvehøjde på ambitionerne – nærmere tværtimod.

Vi ved, at fremtidens udfordringer er komplekse. Vi har stadig for mange udsatte børn og unge, for lidt social mobilitet og for høj arbejdsløshed blandt bestemte grupper. Det kan ikke løses i én sektor. Vi er nødt til at samarbejde bedre og mere forpligtende – og vi er nødt til at definere problemet i fællesskab.

Hvis definitionen på et givet socialt problem defineres forskelligt alt efter, om du spørger i Ungdommens Røde Kors,  en kommune eller en virksomhed, bliver konsekvensen, at parterne sjovt nok altid er svaret på det problem, de selv definerer. Så bliver den nødvendige slutning, at Ungdommens Røde Kors skal have flere penge, kommunen flere frihedsgrader (eller penge!) fra statens regulering, og virksomheden bedre muligheder for at konkurrere med offentlige udbydere. Det giver os ikke meget nyt – og så ender vi med, at vi kun kan mødes i en projektudvikling, som hverken forandrer vores metoder, vores samfund eller giver en meningsfuld ramme for dem, vi gerne vil skabe bedre muligheder for.

Fremtidens politik og velfærd kan ikke ske på et kommunekontor. Eller på en frivilligdreven aktivitet. Det sker i mødet mellem sektorer – det sker i praksis – og blomstrer, når vi tør forestille os, at vores respektive organisationer ikke alene er det evigt lyksaliggørende svar på stadig mere komplekse samfundsspørgsmål.

Vi har alle et fælles ansvar. Og vi har en forpligtelse til, at udviklingen aldrig sker isoleret – men at vi kan udvikle fra kernen.

Vi har en forpligtelse til at tænke ind i boksen!