I takt med markedsgørelsen af den offentlige sektor og Regeringens beslutning om at styrke offentligt-privat samarbejde (OPP), og at flere og flere velfærdsopgaver skal udliciteres og privatiseres, bliver det tydeligere og tydeligere, at stærke kræfter indenfor erhvervslivet og multinationale selskaber ønsker at stikke sugerøret langt ned i den offentlige kasse.

At få sugerøret i den offentlige kasse er attraktivt, ikke mindst fordi det kan give et stabilt og sikkert afkast på investeret kapital, - modsat på det frie marked. Udviklingen i Danmark er langt fra så grotesk som i vores nabolande. Endnu har vi ikke set multinationale selskaber som Adecco snige sig ind på daginstitutioner, skoler samt i plejesektoren, men det er formentlig bare et spørgsmål om tid før den politiske iver for privatisering og udlicitering også rammer her.

For eksempel har Norge udviklet sig til et slaraffenland for multinationale velfærdsselskaber, som er registrerede i forskellige tropiske skatteparadiser. Det Danmark har set er, at de største internationale konsulentfirmaer som f.eks. Accenture, PricewaterhouseCoopers (PwC), KPMG, Deloitte og Ernst & Young i to årtier har haft sugerøret i Kommune, Region og Statskasse, hvor de har scoret milliardgevinster. Alene i 2008 brugte Staten 3,7 mia. kr. på eksterne konsulenter. Københavns Kommune brugte samme år 446 mio. kr. på eksterne konsulenter.

Til trods for dårlige økonomiaftaler mellem KL og Regeringen og de deraf afledte nedskæringer på velfærd, har der bemærkelsesværdigt altid været råd til at betale eksterne konsulentfirmaer, uanset hvor store beløb vi taler om.

Derfor har LFS i de sidste års budgetforhandlinger valgt at afstå fra de faglige organisationers obligatoriske afvisning af enhver nedskæring. Men tværtimod valgt at pege på besparelsesmuligheder, der langt (næsten) oversteg det beløb, politikerne lagde op til.

Det gør vi, fordi vi for det første mener, at den offentlige sektor under New Public Management tyranniet er blevet for dyr, ineffektiv og bureaukratisk, - og vi syntes det både er progressivt og tvingende nødvendigt, at den helt store besynderlighed de senere år bliver konfronteret.

Det er et faktum, at når den offentlige sektor er blevet udvidet indenfor nogle sektorer, er administrativt og akademisk personale voldsomt overrepræsenteret i forhold til andre grupper, mens de er markant underrepræsenteret de steder, hvor man har iværksat besparelser og delt fyresedler ud. Det er ikke for at lægge akademikere for had. Det er blot den logiske konsekvens, hvis al snak om afbureaukratisering og fjernelse af administrative forpligtelser for kommuner og de kommunale tilbud skal give mening.

For det andet fordi den offentlige sektor i dag er indrettet på en måde, så den dels undertrykker store lønmodtagergrupper og dels har taget myndigheden fra de medarbejdergrupper, der rent faktisk udfører det daglige arbejde i forhold til borgerne.

I vores budgetforslag (formuleret i LFS's debatoplæg: Visioner fra maskinrummet: En bedre, billigere, mere effektiv og demokratisk kommune. Kan findes på LFS.dk) fokuserer vi entydigt på besparelser indenfor centrale bureaukratiske styrings- og kontrolfunktioner, som i antal er eksploderet indenfor de sidste 10 år og vi kræver de sparede penge genanvendt på velfærd. Vi kæder samtidig vores udspil sammen med krav om myndigheden skal tilbage til de udførende led og afskaffelse af de ordninger og styringssystemer, der umyndiggør både ansatte og borgere.

Vi kæder vores budgetforslag sammen med kritikken af New Public Management diskursens bureaukratisering og arbejdet for en gendemokratisering af hele den offentlige sektor samt italesættelse af det solidariske forvaltningsprincip, hvor de offentligt ansatte først og fremmest skal opfatte sig selv som forvaltere af borgernes kollektive og solidariske ejendom. Hermed lægger vi også op til en kritik af de elitære professionsstrategier og tendenser, som understøtter markedsgørelsen af den offentlige sektor.

Brug af eksterne managementkonsulenter og brug af private aktører i den offentlige sektor begrænser demokratiet og den politiske styring af den offentlige sektor. Man kan ikke tale om et både-og, når der kun er tale om et enten-eller.

Markedet underligger sig aldrig demokratiske spilleregler, - markedet forsøger altid at sætte de demokratiske spilleregler ud af kraft.

Spørgsmålet er blot om den nye regering vil betyde et opgør med eller en forsættelse af den markedsgjort og funktionstømte velfærdsstat.