I de seneste år har reformtrangen på uddannelsesområdet været stor. Uddannelsesministeriets krav til antallet af undervisningstimer, kortere gennemførelsestid og uddannelsernes størrelse repræsenterer en ny, mere håndfast styring af de danske universiteter.

Fra politisk side vil der altid være en tendens til centralisering. Når der opstår problemer med de videregående uddannelser, vil et krav til den ansvarlige minister om at “gøre noget” blive stillet af medierne og oppositionen. Ministeren vil også af egen drift have lyst til at ændre på forholdene. Politikere bliver jo trods alt (i de fleste tilfælde) politikere, fordi de gerne vil ændre vores samfund til det bedre.

Men hvad er så problemet?  Problemet er, at ministeren ikke aner, hvordan udfordringerne kan løses, eller hvilke nye problemer løsningsforslagene skaber. Heller ikke embedsværket har tilstrækkelig tilstedeværelse på uddannelserne til egentlig at vurdere, hvad problemet er, og hvordan det kan løses uden at skabe nye problemer for institutionen.

Uanset hvor grundigt arbejdet i ministeriet er, vil det aldrig kunne blive så godt, som det i bedste fald vil være hos en universitetsledelse, der har det fulde ansvar for universitetets drift.

Universitetsledelsen har det økonomiske ansvar og derfor også det største incitament til at sikre, at universitetet er attraktivt for den primære indtægtskilde: de studerende.

Ledelsen vil derfor i en ideel verden sikre, at universitetet opfylder sine opgaver indenfor undervisning og forskning på optimal vis.

Den aktuelle virkelighed er langtfra ideel, og derfor ser man ikke universiteterne leve op til deres fulde potentiale.

For det første bør universiteterne få fuld økonomisk selvstændighed. Staten vil stadig skulle sørge for, at alle unge har råd til at tage en uddannelse. Men i stedet for det gældende taxametersystem bør man lade pengene følge den studerende. Dette giver både et større økonomisk ansvar til den studerende selv og incitament til universiteterne om at tilbyde bedre og billigere uddannelser end deres konkurrenter.

Derudover bør der åbnes op for en mere fri konkurrence på uddannelsesområdet. Som studerende ser man i dag, hvordan universiteterne i de danske storbyer sakker bagud i forhold til de øvrige universiteter. Dette skyldes, at de ikke har det samme incitament til at levere den bedste ydelse. Uanset kvaliteten er de afhængige af deres beliggenhed for år efter år at tiltrække nye studerende. Nye og eksisterende universiteter skal derfor nemmere kunne udbyde undervisning i de danske storbyer. Dette vil tvinge de gamle universiteter til også at levere en bedre og mere tidssvarende ydelse.

Vi har i Danmark et enestående fokus på at tilbyde alle borgere en uddannelse af høj kvalitet. Det skal vi også have fremover. Men ved at give det økonomiske ansvar tilbage til universiteterne og de studerende fjerner man det behov for en centraliseret kontrol af uddannelserne, som i de fleste tilfælde skader mere, end det gavner.

Det er derfor en af de ting, jeg vil arbejde for, hvis jeg bliver en af morgendagens meningsdannere.