Truslen mod bladtegnere og religionskritikere er nu så håndgribeligt brutal, at danske politikere ikke har kunnet undgå at forholde sig til sandsynligheden for en eskalation af en i forvejen anspændt situation. Men rollerne er vredet rundt: Efter likvideringerne af tegnere, ansatte og politifolk ved satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris har SR-regeringen i de seneste dage strakt sig til det yderste for at signalere en stadig hårdere strammerattitude.

Alt fra øget grænsekontrol over skærpet overvågning af flypassagerlister til øgede bevillinger til PET er nu på bordet, og justitsminister Mette Frederiksen (S) taler ligefrem om en ny krigstilstand. Socialdemokraterne fører an med en kompromisløs kurs, mens De Radikale holder sig taktisk tavst i baggrunden.

Den dramatiske tragedie har til gengæld åbnet for en indre ideologisk splittelse, som længe har luret under overfladen i den borgerlige blok. På den ene side var Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard straks ude med en opsigtsvækkende melding om, at ”det kan også være nødvendigt at ty til nødret”, altså en direkte undtagelsestilstand.

På den anden side maner Venstres retsordfører Karsten Lauritzen til besindelse og advarer mod at ”smide retsstaten og retsgarantierne ud med badevandet i et i forvejen umuligt forsøg på 100 procent at sikre Danmark mod terrorangreb”. Som det engang var tilfældet med Socialdemokraterne, er det nu Venstre, som står splittet i indre fraktioner.

Strøm af terrorpakker

Partiformand Lars Løkke Rasmussen har umiddelbart lagt sig på regeringens linje, men en række yngre og mere liberale folketingsmedlemmer, herunder blandt andet Martin Geertsen og Jakob Engel-Schmidt, frygter en indskrænkelse af de basale borgerrettigheder. Den tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom, Rasmus Brygger, advarer sågar mod paniktilstanden: "Netop nu er vores frihed og sammenhold truet på livet. Det kræver, at vi holder sammen, at vi udviser eftertænksomhed, og vigtigst af alt: At vi ikke lytter til politikerne".

Reaktionsmønsteret fra tidligere terrorangreb tilsiger imidlertid, at en eller flere lovstramninger er i vente. Allerede den daværende SR-regering fremlagde umiddelbart efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 en større pakke af stramninger af blandt andet straffeloven, retsplejeloven, våbenloven og udlændingeloven, som efter valget blev vedtaget af VK-regeringen i 2002.

Den første terrorpakke rummede udvidede beføjelser til Politiets Efterretningstjeneste, PET, og skærpede straffene for terrorisme, herunder støtte til ulovlige organisationer. Teleselskaber og internetudbydere fik samtidig pålagt at opbevare data. Efter terrorangrebet i London i 2005 gentog mønsteret sig: Den anden terrorpakke udvidede myndighedernes beføjelser til at indhente personoplysninger og øge overvågningen.

Ingen har endnu foreslået en tredje terrorpakke, men SR-regeringen har klart tilkendegivet, at man vil være parat til at overveje et hvilket som helst ønske fra såvel efterretningstjenesterne som udenlandske samarbejdspartnere.

Sprækker hos de blå

Det sprængfarlige emne er dømt til at blive en central del af ikke blot den forestående valgkamp, men også den efterfølgende og allerede bebudede EU-folkeafstemning i 2016 om retsforbeholdet, hvor ja-partierne slår på behovet for at kunne forblive en del af Europol-samarbejdet og dermed blandt andet indsatsen overfor grænseoverskridende kriminalitet.

Med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i front ved den symbolske solidaritetsmarch sidste søndag – hvor hun gik arm i arm med en række internationale statsledere – er det i første omgang lykkedes for SR-regeringen at placere sig i den længe tilstræbte midterposition.

Det åbne spørgsmål er: Betyder kombinationen af situationens alvor i Danmark, Socialdemokraternes retspolitiske hårdhed og den borgerlige splittelse mellem konservative og liberale, at terror ikke længere er dømt til at være en tabersag for SR-regeringen i en valgkamp?

Hidtil har enhver følelsesladet debat om udlændinge og terrorisme været en automatisk vindersag for blå blok, og de højrepopulistiske partier i Europa vil utvivlsomt kunne mobilisere endnu flere vælgere i den kommende tid. Men uskylden er med angrebet på Charlie Hebdo – og de påtrængende minder om de afværgede komplotforsøg mod Jyllands-Posten – nu brudt på så spektakulær vis, at alting ikke blot vil fortsætte som tidligere.

For første gang i årtier er vægelsindet og den interne splid i retspolitikken rykket over i den borgerlige blok, og de velkendte positioner er på vej mod opløsning. Kun få vælgere kan efterhånden vide, hvor de har Venstre.