Øget fokus på konkurrence og branding i de offentlige institutioner gør, at de arbejdsgivere i højere grad forsøger at kontrollere, hvad deres ansatte må sige. Det er et demokratisk problem. Københavns Kommune er ingen undtagelse!
Privat ledelsesstil, kaldet New Public Management har sendt de offentligt ansattes ytringsfrihed på retur. Selvom de ansatte har loven på deres side, kritiseres de gang på gang for deres udtalelser.

Københavns Kommune har fået sine forvaltninger, skoler og institutioner til at fokuserer mere på konkurrenceevne og et ordentligt image. Dermed fristes forvaltningsledelserne til at reagere negativt over for medarbejdere, der kommer frem med kritik og modstand. De har en frygt for, at professionel konstruktiv kritik giver et dårligt billede af kommunen, forvaltningen og den enkel institution.

Logikken følger den samme som findes i koncerner som Nike og Mærsk. Hvem ville f.eks. have en medarbejder ansat i Nike, hvis vedkommende fortalte til omverden, at Nikes sko gav nedgroende negle og fodsvamp? Og hvem ville have en medarbejder ansat i Mærsk som talte vidt og bredt om Mærsks virksomhedskultur, som grundlæggende udemokratisk og uetisk?
Markedsgørelsen af den offentlige sektor trækker i retning af, at det offentlige i fremtiden bliver endnu mere lukket, og i retning af en endnu mere privat tankegang.

Den (nødvendige) professionelle uenighedskommunikation, har derfor svære vilkår i den offentlige sektor – altså evnen til at høre problemoplevelser uden straks at producere modargumenter. Afvisningen af al modstand og kritik, bruges som et figenblad for udemokratiske ledelses- og styringslogikker i den offentlige sektor.

Når man kalder noget modstand, kan det bruges til at afvise medarbejdernes rimelige bekymringer over en planlagt forandring. Modstandsbegrebet kan misbruges til at skyde skylden for en utilfredsstillende forandring over på andre. Men medarbejdere, fagforeninger, forældre og andre borgere modsætter sig ikke forandring som sådan, men yder modstand mod eksklusion fra en forandringsproces.

Mennesker yder modstand hvis de ikke gives indsigt og indflydelse på forandringsprocesser, der vedrører organisationen og deres daglige arbejde, - så enkelt er det!
Men hvad er politikernes (og visse fagforbund?) svar på den problemstilling?  I øjeblikket tegner der sig et billede af en offentlig ledelses-og styringsstrategi som indbefatter indførelse af en såkaldt sladreordning/stikkerlinie alias Whistleblowerordning.

I stedet for at tage fat om nældens rod og gøre op med New Public Management som ledelses- og styringslogik, så vælger politikerne den dovne løsning. At Whistleblowerordningen, udstiller den offentlige sektors demokratiske underskud, ser ikke ud til at have strejfet landets politikere (og visse Fagforbund!). De vælger blot at kopier en dårlig ide.

Whistleblowerordningen giver mening i udemokratiske og ugennemsigtige organisationer, hvor det er forbundet med ekstrem store personlige omkostninger at stå frem. Men det holder ikke i den offentlige sektor.

Politikere må droppe New Public Management som ledelses- og styringslogik i den offentlige sektor og giver de ansatte ytringsfriheden tilbage.  

Hvis ingen udtaler sig kritisk om deres eget professionelle område i det offentlige, kommer der til at mangle kvalificerede indlæg i den offentlige debat. Det er ikke mindst problematisk, fordi de politiske beslutningstagere ville have gavn af, at ansatte med viden og indsigt kommer frem med konstruktive kritiske bidrag til, hvordan tingene kunne gøres anderledes.

Det glemmes desværre alt for ofte i den offentlige debat om den offentlige sektor, at den offentlige sektor skulle være demokratiførende, i forhold til den private sektor. Det er værd at bemærke at den offentlige sektor lige siden sin fødsel har været tænkt som den demokratiske sektor.