Nedskæringerne i hjemmehjælpen fortsætter trods flere års nedskæringer, hvor mere end 5 millioner hjemmehjælpstimer er forsvundet, mens antallet af ældre over 65 er steget med mere end 150.000.

FOA har spurgt kommunernes økonomichefer, hvad de forventer at bruge på ældreplejen i 2015. Hver anden siger, at de også næste år vil bruge færre penge.

Men fik de ikke 1 milliard, der skulle bruges til et ”varigt løft” af ældreplejen?

FOA har også regnet på, hvordan det gik med den. Udgifterne per borger over 65 år er faldet med cirka 3 procent fra 2013 til 2014. Det giver en samlet reduktion i kommunernes udgifter til de ældre på 1,37 milliarder kroner.

Altså: Kommunerne fik en milliard – men sparede mere, end de fik, netto 370 millioner kroner.

Hvad gik der galt?

Det samme, som går galt hver gang, partierne på Christiansborg vil tilgodese et velfærdsområde. Man sikrer sig ikke, at pengene bliver brugt til formålet. Tænk blot på de 500 millioner, som regeringen og Enhedslisten ”øremærkede” til flere pædagoger i børnehaver og vuggestuer. Kun cirka halvdelen er brugt som ønsket.

Kommunerne får også 1 milliard til ældreplejen næste år, så det må vel hjælpe? Næppe. I år har de blot bedre tid til at planlægge nedskæringerne, for derefter at fylde op med deres andel af milliarden – jævnfør udmeldingen fra økonomicheferne.

Det gør de med loven i hånd. Højesteret gav Køge Kommune medhold i, at man må fratage hjemmehjælp alene med henvisning til, at der skal spares.

Men det stopper ikke med det.

Regeringen har netop sendt et lovforslag i høring på baggrund af et forlig med SF, DF, Konservative og Liberal Alliance. Fremover må kommunerne ikke give hjemmehjælp, førend borgeren har gennemgået et rehabiliteringsforløb.

Socialministeren bedyrer at ingen skal tvinges, men han vil ikke skrive frivilligheden ind i teksten. Meningen er klar nok. Det skal nu ophøjes til lov, hvad mange kommuner allerede gør i dag. Rehabilitering bruges som undskyldning for at tage hjemmehjælpen fra folk, men nu skal kommunerne tvinges til at gøre det.

De ældre og mennesker med handicap kommer til at betale prisen – og deres pårørende, som får væltet flere og flere opgaver over på sig i takt med nedskæringerne. Og de frivillige, som presses til at overtage opgaver, som rettelig bør udføres af faguddannet personale.

Jo mere der skæres ned, jo vigtigere bliver det at lancere kampen for velfærdsrettigheder. Det sidste ord er ikke sagt i den sag. Og nej: Rettigheder er ikke det samme som ”minimumsstandarder”. De er heller ikke bureaukratiske. De er mindst af alt i strid med det kommunale selvstyre.

Men de er i strid med det herskende dogme om, at der skal spares, fordi skattelettelser er vigtigere end velfærd – et dogme, som kun Enhedslisten siger fra overfor. Som Margrethe Vestager sagde efter sidste års finanslovsforlis: ”Vi har trukket en streg i sandet” – ”Vi skal ikke have flere velfærdsrettigheder, vi skal have færre”.

Enhedslistens mange byrødder skal nok sørge for, at det bliver diskuteret under budgetlægningen. Det vil det også blive i den kommende valgkamp!