D

e klemte er blevet glemt. Men du kender ham udmærket, fra nabolaget, blandt vennekredsens børn eller i den fjerne familie: Én af de stadig flere unge mænd, typisk fra provinsen, som er droppet ud af uddannelsessystemet, aldrig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet og derfor nu må kæmpe med østarbejdere og andre desperate udlændinge om de stadig færre ufaglærte job, sågar med faldende lønninger. 

Stadig flere unge vil klare sig mærkbart dårligere end deres forældre. Fremtidsudsigterne er for første gang i generationer dårligere for et stigende antal blandt landets visnende ungdom. Erkendelsen er brutal, men kan ikke fortrænges længere: En voksende gruppe af unge vil ikke få råd til at købe et parcelhus af samme type, som de selv voksede op i. Nedstigningen til underklassen er begyndt.

På Sydsjælland, hvor jeg selv voksede op i de såkaldte ’fattig-80’ere’, er derouten ved at blive synlig. Udkantsdanmark begynder reelt i dag, hvor Metro-linjerne i København stopper. Tusindvis af unge fanges i sumpen af stilstand i det store retro-opland til de gamle hæderkronede købstæder, som indtil for få år siden var velstandsmotoren i landbo- og arbejderklassens opstigning til middelklassen. På ganske få år har væksten klumpet sig sammen omkring Danmarks to millionbyer: hovedstadsregionen og ’hundredkilometerbyen’ langs den østjyske motorvej. 

Intet sted i Danmark har unge drenge værre fremtidsudsigter end på Sydsjælland, der har fået sit eget rustbælte af lukkede fabrikker og tomme lagerhaller, nøjagtig som i de hensygnende dele af Amerika. Ifølge den nye officielle fattigdomsgrænse er antallet af fattige i Danmark mere end fordoblet i perioden fra 2001 til 2011, og værst har udviklingen været på Syd- og Vestsjælland, hvor fattigdommen er næsten tredoblet. 

Fra Kalundborg ned til Vordingborg går en bræmme af slukkede maskiner. En larmende tavshed fra engang stolte virksomheder, der kunne brødføde befolkningen. Men de største arbejdspladser er lukket ned nu og står tilbage som spøgelseslandskaber; som kulisser i zombiefilm, der spreder skræk og advarsel om dystre tider forude. 

For første gang i menneskehedens historie synes den sociale opstigning at være stoppet. Drømmen om det trygge middelklasseliv med et fast job og kernefamilie er ved at krakelere for flere og flere yngre danskere. Over 10.000 unge i dagens Danmark kan ikke engang få en praktikplads – og de tilhører tilmed den bedrestillede gruppe, der trods alt har været i stand til at påbegynde og halvvejs gennemføre en uddannelse.

Du kender ham

Problemet er ikke abstrakt, ikke blot talkolonner i en statistik. Tænk tilbage på sidst, du var til for eksempel familiefest: Ja, du kender ham udmærket. Han får sine fortvivlede forældre til at ligge søvnløse om natten i håbløshed over, hvad der dog skal blive af en ellers sund og rask ung mand, som tidligere ville have fået en læreplads eller et fast job og i det mindste ville blive i stand til at forsørge sig selv og sin fremtidige familie på egen hånd. 

Overflødiggørelsen kan og skal ikke reduceres til at handle om individuelle fejl, moral eller livsstil. De europæiske samfund står overfor en kolossal historisk udfordring, der handler om både at skabe et nyt jobmarked til lavtuddannede og nye veje ind i uddannelsessystemet for de unge, der ikke passer ind i de eksisterende klasser og kasser. 

Men der er også kulturelle faktorer i spil. Den voksende gruppe af tunge unge på kanten af arbejdsmarkedet er reelt lige så dårligt integreret i samfundslivet som mange indvandrere og flygtninge. Og deres skolekundskaber i dansk ofte lige så ringe. Alligevel er tidens ’hvide tabere’ ikke rigtig i fokus. Endnu.  

Jobmarkedet har gennem det seneste årti været i ekstremt opbrud – som følge af udflytning af industrijob, automatisering, indtoget af servicearbejdere fra andre lande og senest finanskrisen. Tilbage i 1960 stod 96 ud af 100 mænd til rådighed for arbejdsmarkedet. I dag er andelen faldet til blot 79 ud af 100. Mere end hver femte mand tæller derfor slet ikke med i arbejdsløshedsstatistikken længere. 

Udstødelsen fortsætter dog: Hver eneste dag forsvinder, hvad der svarer til mindst fire fyldte skoleklasser, ud i varig afhængighed af overførselsindkomster. Tilgangen til middelklassen er bremset hårdt op.

Det kan lyde gammeldags, men en voksende underklasse tegner desværre Danmarks fremtid. Og de privilegier og velerhvervede rettigheder, som folk over 50 år i dag tager for givet, vil næppe kunne opretholdes som en selvfølge for de generationer, der er født efter Berlinmurens fald – og dermed ind i en æra af grænse-overskridende globalisering og accelereret digitalisering. 

I USA er middelklassens kollaps for længst blevet et hedt debatemne. Måske fordi det for alvor begynder at kunne mærkes, at reallønnen ikke er steget siden 1980’erne, og forbrugsmulighederne kun har været pumpet kunstigt og midlertidigt op med risikabel gældsstiftelse. Ingen kan længere benægte, at uligheden kløver Amerika hårdt med stadig flere, som falder på den forkerte side af medianindkomsten.

Afstanden mellem på den ene side den kosmopolitiske jetset-luksusklasse, der tjener stort på den nye, globale økonomi, og på den anden side de jordbundne, såkaldte ’working poors’, der ikke kan få hverdagen til at hænge sammen selv med 2-3 McJobs, er nemlig ikke kun øget: Tomrummet mellem toppen og bunden udfyldes ikke længere af en solid mellemklasse med jævne indkomster.

Taberne i de døde zoner

Én ting er dog at have svært ved at betale afdragene på boliglånet - en anden og væsentligt værre situation er slet ikke at kunne optage et boliglån. Og dét er en ny verden, som stadig flere børn fra almindelige lønmodtagerhjem må til at besinde sig på at leve i. Presset på middelklassen er således først og fremmest et ungdomsproblem; et låg over den videre sociale mobilitet.

De midaldrende skal nok klare sig nogenlunde. Men som tilstandene varsler i Sydeuropa med en arbejdsløshed blandt unge på over 50 procent, risikerer en hel generation at blive tabt. Herhjemme er ungdomsarbejdsløsheden også alarmerende. Arbejdsløsheden blandt 25-29-årige ligger over 10 procent - og er stigende. 

Alle vi, der voksede op i de døde zoner i provinsen, behøver bare at tænke tilbage på vores folkeskoleklasser – og konstatere, hvordan det er gået dem, der sad nede på bageste række, og ikke mindst deres børn. For du kender ham udmærket. Han går ingen vegne. Taberne er nemlig stavnsbundne til lokalområdet, mens vinderne hurtigt kan flyve videre til den næste blinkende storby, hvorfra middelklassen også gradvis klemmes ud. Danmark er ikke længere en brugsforening.