Længe leve frikommunerne
Længe leve frikommunerne
KOMMUNALORDFØRER (S)
Som opfølgning på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” lancerede regeringen tilbage i 2011 frikommuneforsøget.
Formålet med forsøget var at give de ni kommuner øgede frihedsgrader til at udvikle nye løsninger i den kommunale sektor. Der blev derfor etableret hjemmel til konkrete frikommuneforsøg, så det blev muligt at gå nye veje i opgaveløsningen. Dermed kunne frikommunerne tænke nyt og være med til at påpege og fjerne unødigt bureaukrati. Frikommuneforsøget er derfor et positivt initiativ, der samtidig er i god tråd med regeringens generelle ønske om at sætte fokus på tillid, ledelse, faglighed og afbureaukratisering i den offentlige sektor.
Frikommuneforsøget har givet positive resultater. Det ses af midtvejsevalueringen. Og det ses af, at flere af frikommuneforsøgene indgår i eksempelvis folkeskole-, kontanthjælps- og beskæftigelsesreformen.
De gode erfaringer fra frikommuneforsøgene viser, at vi i højere grad skal orientere den offentlige opgaveløsning mod resultater som for eksempel serviceniveau og kvalitet fremfor proceskrav.
Det vil i sidste ende give en bedre service for borgerne samt styrke det kommunale selvstyre, når Christiansborg ikke dikterer, hvordan de kommunale opgaver skal løses ned i detaljen. Fra socialdemokratisk side er der ingen tvivl om, at det er vejen frem.
Inden årsskiftet forlængede Folketinget så perioden for frikommuneforsøgene. Det betyder, at frikommunerne ikke tvinges til at afbryde forsøg, der efter evalueringen måtte vise sig at være opbakning til at videreføre og udbrede til alle kommuner. Frikommuneforsøget er derfor forlænget frem til juni 2017.
Der vil også efter frikommuneforsøgets udløb i 2017 være behov for at nytænke velfærden til borgerne og sikre en effektiv anvendelse af ressourcerne. Det har været og vil altid være tilfældet. Og her har frikommunekonceptet vist sig som et godt eksempel på et initiativ, der har bidraget positivt til moderniseringen. Det spor skal vi derfor følge. Med økonomiaftalen for 2015 mellem regeringen og KL har vi derfor været enige om, at vi skal se på, hvordan vi kan udvikle og udbygge frikommunekonceptet. Fra socialdemokratisk side går vi konstruktivt ind i det arbejde. Vi ser eksempelvis gerne, at vi får endnu flere kommuner med i forsøgene fremadrettet.
Heldigvis har der været bred opbakning til frikommuneforsøgene – det tror jeg også, der vil være fremover.
Men når der er bred enighed om intentionen bag frikommuneforsøgene, kan det undre, at Venstre og Dansk Folkeparti indenfor det seneste halve år er kommet med forslag, der trækker i den modsatte retning - forslag, der lægger op til øget detailregulering af kommunerne.
Forslagene fra Venstre og Dansk Folkeparti trækker i den forkerte retning. Vi har ikke brug for øget detailregulering af kommunerne. Vi skal i stedet fortsætte ad den vej, hvor vi giver øget frihed til kommunerne, som vi har gjort det med frikommuneforsøgene (forkortet af red. – læs klummen i sin fulde længde på kommunen.dk).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.