Dansk politik har sine helt egne tumlinger, der som legetøjet med tyngde i bunden ikke kan vælte, uanset hvor meget de bøjes til siden. Medmindre nogen da direkte forhindrer dem, så springer de begejstret frem, når muligheden byder sig. Og afvises de på den ene platform, så er der vel en anden i nærheden.

Den aktuelle medieperson, der pludselig søger sin lykke i et nyt parti, Klaus Riskær Pedersen hos Alternativet, er altid god for en god overskrift eller en soundbite som den med, at Uffe Elbæk og kompagni har nok af peace and love, men mangler lidt mere business. Det kan vi li' – så er der en kulørt historie.

Samme Riskær forsøgte sig faktisk tilbage i 2006 med en form for demokratisk nyskabelse, da han stiftede Opstillingslisten, hvis kandidater godt kunne være medlem af et andet politisk parti. Listen skulle være en ’valgmaskine’, der skulle eliminere de forhindringer, valgloven havde skabt, som han sagde. Det hørte man så ikke mere til.

I mellemtiden fik han seks års fængsel for bedrageri. Og netop den baggrund har vel haft en vis indflydelse på, at den tidligere EU-parlamentariker for Venstre ikke bare blev omfavnet, da han præsenterede sit ønske om at stille op for Alternativet, der blandt andet bryder med vanetænkningen ved at hente politik-elementer fra både Liberal Alliance og Enhedslisten. At det ikke var nok bare at være kendt, og at det nok havde været god stil at melde sig ind, før det var lykkedes det nye parti at slide sig til opstillingsberettigelsen til folketingsvalg, var blandt de første reaktioner.  Og så var der i øvrigt det faktum, at partiet for længst har placeret Ulla Sandbæk som topkandidat i Københavns Omegns Storkreds, så den plads kunne Ridder Lykke ikke lige få.

På ægte demokratisk vis har Riskær nu fået den besked, at han som alle andre kan melde sig ind – det har han gjort – og så stille op på lige fod med andre medlemmer. Og det er vel at mærke medlemmer, der igennem partiets første halvandet år har arbejdet med at afprøve ideer og udvikle politikområder – i hvert fald visioner, forlyder det – og med en vis ret måtte have savnet et bidrag fra nytilkommeren, der åbenbart som en naturlig sag gerne så sig selv øverst på stemmesedlen i et parti, han endnu ikke var medlem af.

Det fremgår, at han også har overvejet opstilling hos Socialdemokraterne og De Konservative, hvilket kunne få en og anden til at ane, at erhvervsmandens projekt handler mere om ham selv end om politiske programpunkter. Nuvel – soloryttere er jo set før, partihopperne har jo kronede dage, og partierne ligner alligevel hinanden, vil nogle indvende.

Også de etablerede partier har haft deres tumlinger, der bliver set som egotrippere og har det med at dukke op igen og igen. Op til KV09 afviste Venstre i Silkeborg dog at genopstille sit tidligere byrådsmedlem Poul Gudberg. Først var han venstremand og blev så løsgænger efter et brud, siden konservativ og til sidst løsgænger igen. Til sidst meldte han sig efter en kort periode hos LA atter hos V, der dog afviste at opstille ham.

Og op til KV13 kunne Freddy Blak ikke uden videre skaffe flertal for sit kandidatur til regionsrådet, da de socialdemokratiske medlemmer i hans gamle by Næstved ikke bakkede ham op. Blak havde en tid udenfor partiet i sin fortid, da han for at undgå en eksklusion for dobbeltmandat arbejdede i EU-Parlamentet som såkaldt ’fri socialdemokratisk løsgænger’ – og også havde præsteret at skaffe stemmer nok til et regionsrådsmandat via sin egen 'Blak-listen'. Heldigvis for ham blev han taget til nåde i nabo-partiforeningen i Slagelse, der gerne så ham i regionsrådet, og valgt ind blev han – nu med et A i parentes efter sit navn.

Så – al magt til medlemmerne; og så må vi se, hvad Alternativet i København stiller op med sit nye medlem. Det er jo også en måde at ankomme til den danske politiske virkelighed på. Mødet er onsdag.