’Man kan ikke vide, hvad Statsforvaltningen vil afgøre om en sag – og man kan heller ikke få det at vide’. Sådan lykkedes det den snart forhenværende Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen (K) at få udtrykt sig på et pressemøde om de sager om stadionnavn, bandereklamer eller butiksbeliggenhed, der er hvirvlet op i kølvandet på hans nye position som parti-overhoved.

Og den lader vi lige stå et øjeblik, for det passer ganske enkelt ikke. For forvaltningschefer landet over har i årevis benyttet sig af at kunne få en vejledende udtalelse i en prekær sag – hvad enten det gælder lokalpolitikeres habilitet i en sag tæt på deres erhverv, arbejdsklausulers forhold til kommunalfuldmagten, eller hvordan man som ansvarlig myndighed manøvrerer korrekt i forhold til offentlige udbud.

Statsforvaltningen kan nemlig helt efter bogen udtale sig om lovligheden af kommunale dispositioner eller undladelser. Og det er der da også masser af kommuner, der gør. Ifølge Statsforvaltningen selv kommer tilsynet med omkring 20 af den type forhåndsforespørgsler om året – og kan dermed forhindre, at en tvivlende kommune gør i nælderne, hvad enten det måtte være embedsværket, der er for forsigtigt, et økonomiudvalg, der er for langt fremme i skoene, eller noget helt tredje.

Tilsynet kan give en forhåndsudtalelse på tre enkle betingelser: For det første, hvis ellers spørgsmålet går på noget, der falder inden for Statsforvaltningens kompetence. Og det gør Viborg-sagerne i den grad.

For det andet, hvis den juridiske tvivl vel og mærke gælder en beslutning, der er et stykke vej inde i den politiske proces. Der må altså ikke være tale om rene overvejelser i hjørnekontorerne, men beslutninger, der typisk er behandlet i et udvalg og/eller planlægges forelagt for byrådet. Det lever Viborg-sagerne nemt op til.

Normal forvaltningspraksis

For at kunne få en af de vejledende forhåndsudtalelser – som Søren Pape ikke mente man kunne få – skal kommunen for det tredje også have skåret sagen til, gjort sig klart, hvad man er i tvivl om – og oplyse sin egen vurdering. Det burde også være en smal sag for en af landets store kommuner.

Lige præcis det arbejde: Tvivlende kommune beder Statsforvaltning om en vejledende udtalelse – foregår altså som ganske normal forvaltningspraksis år ind og år ud og ekspederes typisk på tre måneder.

Og i lyset af Søren Papes forsikringer om ikke at ville beslutte eller gå ind for noget, Statsforvaltningen opfatter som ulovligt, skærper det interessen for, hvad der måtte ligge af notater i Viborg om direktørers eventuelle mundtlige forslag til borgmesteren om at udbede sig en forhåndsudtalelse fra netop Statsforvaltningen.

Pape har jo ret i, at Statsforvaltningen ikke er en domstol, men at det er en god idé at lytte til deres udtalelser, kan blandet andet de 20 Vejle-politikere, der i 1992 hver fik en bod på 35.000 kroner i Tulip-sagen, skrive under på. Kommunen havde købt det gamle slagteri og solgt en ny grund til en ny fars-fabrik til koncernen alt, alt for billigt. Gammelt eksempel at hive frem, når byrådspolitikeres eventuelle erstatningsansvar for ulovlige beslutninger kommer på tale?

Ja måske, men at det er så gammelt, er måske netop, fordi man jo kan spørge i forvejen, hvis man ellers er i tvivl.

Statsforvaltningen er vant til at blive hørt og fulgt – historisk understreget af daværende direktør for Statsforvaltningen i Nordjylland, Claus Rosholm, der i 2007 ligefrem forlod sit job i protest mod daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (V) desavouering af to af de nordjyske afgørelser.