6 af 10 kommuner mener, at det er muligt at inkludere flere elever end de 96 procent, som er regeringens mål i 2015. Dette skriver Jyllands-Posten, som har foretaget en rundspørge blandt landets borgmestre. Nogle har endda allerede inkluderet omkring 97 procent.

Det er dog en altoverskyggende forudsætning for Dansk Folkeparti, at begrebet inklusion ikke må blive en legitim måde for politikerne at spare penge på folkeskoleområdet på, hvilket denne rundspørge med alt tydelighed viser desværre er tilfældet. For spørger man dem, som ikke er ansvarlige for økonomien – men børnenes og folkeskolens trivsel – er billedet et ganske andet; både direktøren for ADHD-foreningen og landets skoleledere mener således, at man glemmer at måle kvaliteten i den undervisning og omsorg, der gives til børnene, og blot fokuserer på, at målet om de 96 procent nu er opfyldt.

Det forekommer så let at omtale disse børn som tal og procenter, men jeg er alvorligt bange for, at man i denne henseende glemmer at tage udgangspunkt i den enkelte elev, hvis behov således bliver gemt og glemt midt i et ønske om at inkludere flest mulige. Jeg mener således, at den form for inklusion, som i øjeblikket finder sted i landets kommuner, er ødelæggende - ikke bare for det enkelte barn - men for folkeskolen i sin helhed.

Det er svært at vurdere, om hele tiltaget med inklusion i folkeskolen er et velment initiativ fra regeringen, som ivrigt argumenterer for, at inklusion handler om barnets oplevelse af at være en værdifuld deltager i det sociale og faglige fællesskab, i stedet for at indrømme, at det er et sparetiltag, hvor de svageste må betale prisen.

Jeg er dog fuldstændig enig med regeringen i, at et sundt socialt og fagligt fællesskab er et godt incitament for øget læring, da trivsel er central for at lære noget og for at udvikle sig. Alle børn og unge har brug for at indgå i et fællesskab med pædagoger, lærere og andre børn og unge - men dette fællesskab skal være tilpasset den enkeltes behov. Disse børn har imidlertid ikke en oplevelse af at være blevet inkluderet i et sundere fællesskab, efter de er blevet tvunget ind i landets folkeskoleklasser – da inklusionen i stedet har bevirket at de kommer til at føle sig mere udenfor og anderledes, hvorfor hele regeringens forudsætning for inklusion således forsvinder. Problemet i henseende til inklusion er således ikke kun at de inkluderede børn kommer til at indgå i et større fællesskab, hvor de ikke føler sig trygge, men også at beslutningerne bliver truffet henover hovedet på dem, fordi der på forhånd er sat en målsætning om, at et vist antal – i dette tilfælde 96 procent – af de børn, som har særlige behov for læring, skal inkluderes i den almindelige folkeskole. Jeg håber, at såvel regeringen som landets borgmestre begynder at lytte til fagfolkene på dette område frem for at fortsætte med at opgøre børns trivsel og læring i kroner og øre ved på forhånd at træffe beslutninger uden at se på den enkeltes behov. I Dansk Folkeparti mener vi, at vi skal værne om den danske folkeskole og alle dennes elever og deres muligheder for en normal, socialt tryg tilværelse og samtidig forebygge en forringelse af klasseundervisningen.