Med kommunalreformen, som VK-regeringen gennemførte i 2007, blev antallet af kommuner som bekendt reduceret fra 271 til 98. Seks ud af ti kommunalbestyrelsesmedlemmer mener, at det har svækket lokaldemokratiet. Samtidig er kommunalbestyrelsesmedlemmernes og borgmestrenes arbejdsbyrde vokset som følge af reformen, hvilket ikke mindst gælder omfanget af de administrative opgaver. Og borgmestrenes tid til at mødes med borgerne i kommunen er som følge deraf blevet reduceret. Hvordan vi styrker lokaldemokratiet, er en opgave, som vi alle er optaget af. En mulig løsning er at se på, hvordan vi fremmer borgmestrenes grundlag for egentlig politikudvikling, og hvordan der kan frigøres mere tid til dialog med borgerne.

Siden 1970'erne er vælgerdeltagelsen ved kommunalvalgene dalet uafbrudt med den glædelige undtagelse af sidste valg. Den kedelige udvikling kan blandt andet forklares med en øget distance mellem de kommunale politikere og deres vælgere. Det peger rapporten 'Op af sofaen' fra Økonomi- og Indenrigsministeriet i hvert fald på, ligesom rapporten også påpeger, at borgerne efterlyser, at lokalpolitikerne formulerer en politisk retning for, hvordan kommunen skal udvikle sig i fremtiden.

Når vælgerdeltagelsen ved seneste kommunalvalg steg med hele seks procentpoint, så tror jeg, at det i høj grad skyldes en synlig kampagne om vigtigheden af kommunalpolitik, hvor de kommunalpolitiske diskussioner og visioner fik lov til at fylde langt mere i mediebilledet end tidligere. Politikken fik lov at træde frem. Den udvikling skal vi følge op på, da valgdeltagelsen ved kommunalvalget stadig ligger 18 procentpoint under valgdeltagelsen ved seneste folketingsvalg. Derfor skal politikken ikke kun reduceres til valgkampagner, men også være med i hverdagen i kommunen.

For at løfte de politiske prioriteringer og politiske forskelle længere ind på den kommunalpolitiske arena mener jeg, at man bør give borgmestrene lov til at udpege politiske medarbejdere tæt på sig. Dermed vil politisk sparring og politikudvikling blive en mere integreret del af dagligdagen på borgmesterkontoret og tilmed modvirke risikoen for, at borgmesteren som den øverste politiske leder lader sig gå i ét med administrationens embedsmænd.

Emnet om politiske medarbejdere er særlig aktualiseret på Slotsholmen i disse dage, hvor ministerafgange med videre har givet anledning til diskussion af, hvorvidt de danske ministre burde udstyres med viceministre eller politiske embedsmænd for at styrke politikudviklingen i ministerierne og undgå administrationens mulige dobbeltroller. Men emnet og diskussionen om at styrke den politiske ledelse i offentlige embeder bør ikke kun begrænses til ministerierne. Hvordan politikudviklingen på borgmesterkontorerne kan styrkes, bør også være en del af debatten. Hvis altså borgmestrene vil?