KL har foreslået det. Vestager har været imødekommende. Hvem er det, der ikke ønsker flerårige budgetaftaler arbejdet ind i det nuværende aftalesystem, hvor staten sanktionerer både kollektivt og individuelt på de økonomiske resultater – målt på et enkelt regnskabsår ad gangen?

For to år siden var Margrethe Vestager (R) for første gang på talerstolen ved et Kommunaløkonomisk Forum som økonomi- og indenrigsminister. Og mange af deltagerne vil huske hendes replik til Viborg-borgmester – og KL-bestyrelsesmedlem - Søren Pape Poulsen (K), da han foreslog fireårige budgetaftaler mellem KL og regeringen: ’Bring it on, baby’.

Udtrykket havde Søren Pape selv brugt, da han bakkede op om regeringens bebudede budgetlov med udgiftslofter for alle offentlige kasser. Han var helt parat:

- Skal vores institutioner kunne se en idé i at spare op fra det ene budgetår til det andet, skal de også ha' en sikkerhed for, at vi ikke sprænger næste års budgetramme ved at bruge af opsparingen - og dermed risikerer sanktioner, argumenterede han. Og Vestager var helt med på den fleksibilitet, flerårige aftaler vil kunne give. Er der mere tid at gøre godt med, vil man kunne disponere klogere:- Så jeg er ikke afvisende, bring it on, baby, svarede hun.

Lidt senere samme år slog professor Peter Munk Christiansen på en intern radikal konference til lyd for flerårige budgetter og længerevarende aftaler imødekomme af ønsket om mere kommunal frihed og færre puljer indenfor klart definerede statslige rammer. Han anerkendte, at staten ved et flerårigt aftalesystem uden puljer naturligvis, fraskriver sig naturligvis en vis indflydelse, men fandt, at mest talte for flerårige aftaler - et synspunkt, han delte med Jørgen Litske Petersen, vicekommunaldirektør i Aalborg, og daværende formand for Finansudvalget Marianne Jelved (R).

50'ernes planøkonomi
Også fra Aalborg har der tidligere lydt klar modstand mod den daværende VK-regerings forslag om styring af kommunerne: Daværende skole- og kulturrådmand Henrik Thomsen (SF) associerede i et åbent brev til finansministeren til 50'ernes planøkonomi og nævnte eksempelvis vejrlig, kontraktforhandlinger og tekniske problemstillinger, der ganske fornuftigt gør det klogt at skubbe nyanlæg til et andet budgetår – som så til gengæld vil betyde et større forbrug det år - og dermed straf.

'At dansk økonomi er afhængig af, hvornår et bevilget forbrug bliver bogført, virker ret ulogisk, og finanslovens forslag til styringsprincipper for kommunerne vil nedbryde et meget sundt økonomisk princip om decentrale frihedsgrader, hvor der blandt andet gives mulighed for selv at spare op og dermed sikre optimal ressourceanvendelse', argumenterede Thomsen og mindede om den absurde og myteomspundne benzinafbrænding fra militærets økonomi.

Det var under den foregående regering. Og siden er Thomsens partifæller selv kommet i regering, hvor Vestager taler i samme retning, men mere er der åbenbart ikke sket på den front.

I de seneste år har den efterhånden indarbejdede sanktionspolitik ført til mindreforbrug i kommunerne, der siden 2009 har fået reduceret deres udgifter med over 12 milliarder – endda i et omfang, der paradoksalt nok fik regeringen til sidste sommer at opfordre kommunerne til at bruge flere penge.  Det fik KL-formand Erik Nielsen (S) til at betone behovet for en sikkerhedsmargin, når nu kommunerne skal leve med et sanktionsregime.

Men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og indføre flerårige aftaler? Spørgsmålet er, hvem der ikke er med på forslaget. Bring it on, baby.