Hvis det stod til mig, slettede vi ordet integration fra den danske ordbog. Og slettede dermed det skel, der er opbygget mellem dem og os. Det er et ord, der har hjemsøgt dansk politik alt for længe. Det er blevet en sovepude, vi falder tilbage på, når vi skal forklare samfundets udfordringer. Det er blevet en bås, vi lukker vores medborgere ind i, når de laver ballade. Det er blevet en retning, som vi peger på, når vores socialpolitik ikke giver resultater. Problemet er, at ordet integration netop handler om socialpolitik.

Krisen fra nullerne er så småt ved at aftage. Jeg mener ikke, at den er væk endnu, men det går den rigtige vej. Vi skal have noget nyt at snakke om over frikadellerne. Og de politiske samtaler, der går over kantinedisken, vil hurtigt falde på de værdipolitiske områder. Der er ingen tvivl om, at et af de områder bliver integration – tænk, hvis vi kunne afskaffe det ord.

Ordet integration fandtes ikke i 1950’erne. Her var Nørrebro hjemsted for arbejdere og ufaglærte. Et socialt mønster og samfundsstrukturer holdt folk fast i arbejdermiljøet. De udfordringer, der sås for gadedrengen eller arbejderfamilien dengang, er ikke meget anderledes end dem, der ses for Nørrebro i dag. Forskellen er bare, at familien ikke hedder Jensen til efternavn. Det er ikke brun sovs og kartofler, der bliver serveret til aftensmad. Og aftenbønnen foregår på et andet sprog.

Dengang kaldte man det et socialt problem. Nu kalder vi det et integrationsproblem, og dermed er politikerne selv med til at holde skellet imellem os i live. Det er de, kommunalt såvel som nationalt, ved konsekvent at holde fokus på integrationsbegrebet.

Nationalt kender vi det igennem initiativer som Ghettolisten, der for eksempel rangerer efter etnicitet. Vi kender det fra vores specifikke integrationsministerium, selvom det ganske vist nu ligger under socialministeriet. Hvorfor ikke bare kalde det ministerium for børn, ligestilling og socialpolitik?

Kommunalt kender vi det fra en overflod af diverse integrationsprojekter i folkeskolen, boligblokken og idrætsklubben til tosprogede indvandrerdrenge, fordi de har en særlig tendens til at falde igennem. Problemet med den stempling, vi laver med ordet integration, er imidlertid, at vi gør det til en dem og os-diskussion. Drengene lærer, at hvis Henrik slår Muhammed, så er det bare et socialt problem, men hvis Muhammed slår Henrik, så er det et integrationsproblem.

Løsningerne ligger ligefor. Vi skal først og fremmest tage integration ud af den danske ordbog. Fordi det bygger et dem og os. Derefter skal vi anerkende problemerne. Problemer hos familier med indvandrerbaggrund er lige så forskellige som problemer hos etnisk danske familier.  Det er et socialt problem, uanset om det var Henrik eller Muhammed, der slog først.

Kommunalt skal udfordringerne derfor lægges under socialudvalget eller uddannelsesudvalget, hvis det handler om skoler. Nationalt har regeringen taget de første nødvendige skridt ved at lægge integrationsministeriet under socialministeriet. Det næste og sidste skridt, når vi skriver ordet ud af ordbogen, er at nedlægge integrationsministeriet helt.

Problemerne i et samfund løses bedst, når vi vælger at holde sammen. Inklusionen starter først i det øjeblik, hvor vi lukker folk helt ind i kredsen og anerkender dem som medborgere. Det gør vi ikke i dag, men et skridt på vejen er at få slettet integration fra ordbogen.