Det har i de seneste år været flere opsigtsvækkende sager om forskelsbehandling på grund af køn i Ligebehandlingsnævnet, heriblandt sagen om forskellige priser for klipning af kvinder og mænd. Sagen drejede sig om en kvinde med en ”drengefrisure”, der på grund af prisforskellen forlod en frisørsalon uden at være blevet klippet. Nævnet fandt, at der ikke var saglig grund til forskellige priser.

På samme vis fandt Ligestillingsnævnet, at det var i strid med ligestillingsloven, at et hotel havde forbeholdt hotellets 17. etage ”Bella Donna” kun for kvinder. Hotellet argumenterede forgæves med, at der blandt hotellets kvindelige gæster var et ønske om en mere feminin indretning med dufte, modemagasiner, blomster og så videre. Nævnet har også statueret, at det var i strid med ligestillingsloven, at en café gav 10 procent rabat til alle kvinder i forbindelse med et debatarrangement på Kvindernes Internationale Kampdag.

Navnlig den sidste sag fremstår en smule komisk og ligger nok langt fra de intentioner, der lå bag kvindernes kamp for større lighed. Centralt i den seneste retsudvikling står Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller nationalitet, social eller etnisk oprindelse.  Det betyder, at der ikke må ske uvilkårlig forskelsbehandling, hvad enten det sker ved direkte eller indirekte forskelsbehandling. Konsekvensen af overtrædelse kan være tildeling af ikke ubetydelige godtgørelser.

Sagerne har medført, at professor Niels Fenger i en artikel i den seneste udgave af Juristen sætter spørgsmålstegn ved, om ikke denne udvikling er gået for vidt navnlig i lyset af, at Danmark står foran at skulle tilslutte sig den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Denne protokol indeholder et generelt diskriminationsforbud, der dækker alle samfundsområder, med vidtrækkende betydning for dansk forvaltningsret og prøvelse af danske forvaltningsakter.

Justitsministeriet har hidtil været skeptisk, idet dette vil begrænse politikernes mulighed for selv at fastlægge, hvilke kriterier der kan begrunde en saglig forskelsbehandling. Denne indvending fremgår af Betænkning nr. 1546 om inkorporering med videre indenfor menneskeretsområdet.

Omvendt er diskrimination stadig et hverdagsfænomen; et par briller hos en anerkendt brillekæde kan udløse en rabat afhængigt af ens alder, hvilket på samme måde som køn kan virke diskriminerende.

Mon ikke tiden trods alt er moden til at fortsætte denne retsudvikling med tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol i kampen mod diskrimination?