Vores højt besungne demokrati slår af og til nogle gevaldige kolbøtter. Denne gang forekommer det mig, at det ikke er vælgerne, der - som normalt - sætter rav i den. Som de for eksempel gjorde, da de i 1973 havde fået nok af de gamle politikere og deres partier og udskiftede en tredjedel af Folketingets medlemmer og fordoblede antallet af partier fra fem til ti med Glistrups Fremskridtsparti som det mest markante brud med normalbilledet.

Næ, nu ser det ud, som om det er politikerne, der har stor lyst til at skifte en hel del vælgere ud. Det kunne de jo aldrig finde på at sige højt. Men politiske kommentatorer og andre kloge og indsigtsfulde hoveder lægger ikke fingrene imellem. Og man mere end fornemmer, at de udtrykker politikernes inderste tanker, selvom for eksempel en Bjarne Corydon bruger ganske andre ord og lyder som en tålmodig far, når han forklarer os, at det ikke nytter at fable om moral, værdier og holdninger, når det alene gælder Danmarks anseelse på de internationale finansmarkeder.  

Mange af os er åbenbart rene idioter, ignoranter, uvidende tumper, der er ofre for primitive mavefornemmelser og følelser. Vi fatter simpelthen ikke, at når det kommer til økonomi og politik og den måde, vi indretter samfundet på, så er der én og kun én måde at gøre det på. Det viser de tørre tal. Basta! Alt det andet hører hjemme i kirken om søndagen eller til spejdermødet – ikke i politik.

Følelser og mavefornemmelser
Vælgerne er rent ud sagt ikke rigtig kloge og til fals for primitive følelser og barnagtig frygt for forandringer.

De har hidtil artigt lagt ører og stemmer til politikere, der for halvfems procents vedkommende har lydt som kloner, der tonløst plaprer efter finansministeriets økonomer og liberalistisk orienterede regnedrenge. Men så pludselig tog fanden ved danskerne, og en betragtelig del af dem sagde pludselig fra – af en slags moralsk kvababbelse.

Mange danskere fandt tilsyneladende pludselig, at der faktisk er repræsentanter for de internationale kapitalmarkeder – der jo er hele drivkraften i vores samfundsorden – der har perverteret jagten på guld i en sådan grad, at man ikke bør lege med dem. At der faktisk gælder visse grundlæggende etiske standarder for selv den grådigste kapitalist, som må frem fra gemmerne, hvis vi ligefrem skal lave forretninger sammen.

Men det - mener Corydon og med ham et solidt flertal i Folketinget – er både dumt og uansvarligt. Følelser og mavefornemmelser. Uvidenhed om de faktiske forhold i landskabet af konkurrencestater og kapitalkræfter. Det eneste rigtige – og mulige – er selvfølgelig at byde selv de grådigste spekulanter og finansjonglører hjertelig velkommen, når de så beredvilligt vil investere lidt af deres guld i en del af vores nationale energiselskab. Mod en ganske betragtelig indflydelse, forstås, for eksempel vetoret overfor fremtidige projekter og investeringer. Og dyb indsigt i DONG’s angivelig enestående knowhow på havmøller – jamen det er da det mindste. Er der ellers noget, vi kan hjælpe med?

Ja, undskyld mig, men her kan jeg ikke helt slippe billedet af en fidel og hændervridende manufakturhandler, der betjener byens førende bankdirektør.

'Pøbelvælde'
Om den internationale investeringsbank – bemærk, hvor respektabelt det lyder – Goldman Sachs kan der siges meget og er der blevet. Banken tjente som nogle af de eneste styrtende på finanskrisen. Og alt taler for, at de mekanismer, banken udviklede til det store, yderst givtige illusionsnummer, er de selvsamme mekanismer, der udløste krisen - der, for dem, der måtte have glemt det, på kort tid blandt andet efterlod Danmark med et hul på omkring 100 milliarder i statsfinanserne.

Som fortalt før på denne plads har en tidligere mangeårig topchef i Goldman Sachs sagt om banken og dens forretningsmetoder, at den ’forgifter kapitalismen’.
Men al den viden og de betragtninger, man kan anlægge i den sammenhæng, gjorde ikke det store indtryk på politikerne. Og da en betragtelig gruppe danskere protesterede over den planlagte manøvre, brød helvede løs på parnasset. De kloge og indsigtsfulde luftede ganske frejdigt deres frygt for, at uvidende, fordomsfulde mennesker helt uden ånd og dannelse skulle få indflydelse på samfundets beslutninger.

’Pøbelvælde’ spruttede Anne Knudsen, Weekendavisens efter sigende ellers både veluddannede og velbegavede redaktør, om disse opvigleres latterlige optræden. Man ser det for sig: De protesterende danskere, der tillader sig at deltage i demokratiet, må efter Anne Knudsens mening afbildes som en ophidset hob, der med rødsprængte øjne brøler mod de stakkels Goldman Sachs-folk: ’Klyng dem op, klyng dem op!’

Ingen ende på ringeagten
Andre mente, at de holdninger, der også kom til udtryk i forbindelse med salget af Nets (NemID med mere) til to internationale kapitalfonde på profitjagt og Corydons hyring af rationaliserings- og økonomifikserede slipsedrenge til at undersøge, om der er penge at hente i at lade private firmaer overtage ældreomsorgen, blot var udtryk for danskernes primitive modvilje mod forandringer. Der har nærmest ikke været ende på ringeagten.      

Det kan godt give mig anledning til en stille undren over, at Anne Knudsen og hendes åndsfæller er erklærede tilhængere af demokrati. Jovist kræver et velfungerende demokrati en høj grad af oplysning. Men derfra og til åndshovmodigt at betragte ethvert ønske om at tøjle blot de værste udslag af profithungerens rasen og kapitalmagtens almægtighed som indskrænket uvidenhed er der dog et stykke.         

Jeg spørger mig selv, hvordan Corydon, Vestager og de andre magthavere overhovedet kan forsvare et så fortidigt system som demokrati, der er helt uden føling med globaliseringens udfordringer og virker frastødende på de internationale kapitalmarkeder?

Hvorfor har det mosgroede demokrati ikke fået en tur i Excel-arkene? En rask tur gennem Finansministeriets økonomiske computermodeller ville nok vise, at demokrati ikke alene er alt for dyrt – det er også ineffektivt og uforsvarligt. Det vil tallene nok vise. Resten er blot sentimentale følelser og mavefornemmelser.