Blå blok og de store energiselskaber har længe ønsket en liberalisering af varmesektoren. Den er sidste bastion i energisektoren. Elsektoren og snart også affaldssektoren er allerede liberaliseret via EU. 

Kollektiv varmeforsyning adskiller sig dog fra de to andre sektorer, fordi fjernvarme – paradoksalt nok – kun kan leveres lokalt. Det forhold spænder ben for effektiv konkurrence. 

Alligevel har blå og rød blok sammen taget et betydeligt skridt i retning af en de facto liberalisering af varmesektoren i forbindelse med den ny varmelov, Folketinget netop har vedtaget. Det kan koste varmeforbrugerne i de store byer op til flere tusinde kroner årligt. Samtidig svækkes deres klagemuligheder.

Ballet er åbnet

Den ny varmelov åbner op for, at kommunale varmeselskaber frit kan dele et beløb på 52 kroner per gigajoule varme med ejerne af kraftværkerne – DONG og Vattenfall – gennem en forhandling. Det beløb er en stor bid af den samlede varmepris. Fri forhandling betyder, at 99 procent af beløbet kan gå til kraftværkerne. Jo større andel de kommercielle kraftværksejere får, jo dyrere bliver det for de kommunale varmeselskaber. Og de sender regningen direkte videre til forbrugerne. 

Baggrunden for den nye lov er et bredt politisk mål om at omstille varme til biomasse. Det er dog lidt af en udfordring, at det er den liberaliserede elsektor, der ejer den regulerede varmeproduktion. El og varme kommer nemlig fra de samme værker. 

Før lovændringen havde grøn varme en afgiftsfordel, som kun tilfaldt de kommunale varmeselskaber, mens kraftværkerne fik tilskud til omstilling. 

Det tilskud er dog meget mindre værd end varmeselskabernes afgiftsfordel. Derfor har DONG og Vattenfall krævet omfordeling af incitamenter til deres fordel. På Christiansborg og i kommunerne har politikerne støttet den løsning for at sikre grøn omstilling. 

Nul klagemulighed

Den ny varmelov kan koste husstande i de store byer op mod et par tusinde kroner årligt. Samtidig ændrer den grundlæggende ved forbrugerbeskyttelsen, selv om det ikke er sagt ligeud af de ansvarlige. Det skyldes, at Energitilsynet ikke kan blande sig i forhandlingerne mellem et kommunalt varmeselskab og et kraftværk. Derfor er det heller ikke muligt for forbrugerne at gå til Energitilsynet og klage over resultatet af en konkret forhandling. Det lægger et stort ansvar over på kommunerne, som nu bliver forbrugernes forsvarslinje. Selvom de kommunalt ejede varmeselskaber i de store byer forventes at tjene forbrugernes interesser, viser erfaringer fra Tyskland og Sverige, at det ikke nødvendigvis holder stik. 

Mere blå end grøn

Det er et milliardbeløb, den ny varmelov åbner op for at forhandle om. Tilmed er det større, end hvad det rent faktisk koster at omstille til biomasse. Det vil sige, at lovændringen ikke blot åbner op for grøn omstilling – den åbner også for en ny indtægtskilde til DONG og Vattenfall. 

Indførelse af aftalefrihed i den ny varmelov er dog ikke den eneste vej til grøn omstilling. Man kunne for eksempel have hævet eltilskuddet til biomasse og gøre varmesidens afgiftsfordel mindre, uden en grundlæggende ændring af varmeloven. Men nu kom lovændringen alligevel, fordi de røde er hoppet med på en blå strategi for grøn omstilling.

Biomasse er også en kontroversiel løsning af vores klimaproblemer, som en række nye undersøgelser peger på. Den biomasse, der aktuelt bruges i energisektoren, er endnu ikke bæredygtig, og der vil formentlig ikke være nok bæredygtig biomasse i fremtiden. 

Kommunerne bør derfor fokusere på varmebesparelser først og fremmest. Det er effektivt – både økonomisk og for klimaet.