Nogle vil mene, at det nærmest var en tragedie, at vi i Danmark havde en borgerlig regering i et helt tiår. På ti år kan man nå rigtig meget politisk, men resultaterne var jo ikke just prangende – især ikke set i finanskrisens lys.

Specielt Fogh Rasmussen var helt enøjet fokuseret på at få danskerne til at tænke i private baner og få os til at føle os som solister i samfundet, der må forsvare egen rigdom mod fællesskabets urimelige og grådige krav.

Øvelsen lykkedes i den grad: Mange danskere lånte og belånte med arme og ben og troede virkelig på, at de pludselig var rige, og trods den ekstreme gældsætning troede de også på, at de ejede en masse – deres overbelånte hus for eksempel. Så da det med kapitalismens nådesløse logik gik galt, var der kun fællesskabet – samfundet – til at redde stumperne og svinge pisken over de menige danskere, hvoraf mange blot havde iagttaget festen med undren, men nu sad med regningen.

Vækst som mirakelmiddel

De mange privatiserede danskere sad så tilbage med deres forslåede økonomi og tvangsauktionen truende. Så kunne man tro, at det ville vække dem til at opdage, at de ikke har så meget til fælles med dem, der for alvor har sat sig på samfundsværdierne. Og at der måske er god grund til at basere samfundsøkonomien på noget mere stabilt end kapitalmarkedernes groteske hasardspil og skalten og valten med samfundsøkonomien. Men sådan gik det jo ikke just.

Nogle vil også mene, at det er trist og fordummende, at politikerne næsten uden undtagelse, har fortrængt, at der faktisk findes højtansete økonomer, der har udviklet ganske ædruelige analyser. Og har finanspolitiske bud, der ligger langt fra, hvad der i dag praktiseres af regeringerne – på disse kanter ført an af EU, finanspagten og den fejlkonstruerede euro med sparejomfruen Angela Merkel højt til hest.

Alle opfører de sig som Thatchers og Reagans lydige disciple og trasker blindt i deres fodspor, skønt begge statsledere efter at have afprøvet deres forrykte teorier efterlod deres lande i miserabel tilstand med elendig økonomi, en dybt gældsat stat og sønderbombede samfundsinstitutioner.  

Glemt er alt om John Maynard Keynes, der for ikke så mange år siden var socialdemokraternes fyrtårn. Og trods stabler af lærde bøger om vækstfænomenet og dets skadevirkninger og ringe holdbarhed, så synes næsten alle europæiske politikere kun at have ét mirakelmiddel mod krisens virkninger – vækst, vækst og atter vækst. Glemt er alt om vækst-filosofiens kortsigtede karakter.

Det er ikke nemt at finde opmuntring nogetsteds, for dette enøjede samfundssyn er udbredt over hele kloden. Og så er der jo kun trøst at finde steder, der er endnu værre.

Politikkens Jesus Kristus

Mens dette skrives, er kommunalvalget i fuld gang, og når det når læserne, er resultatet opgjort og posterne fordel. Så jeg tør nærmest ikke røre de hjemlige forhold. Undtagelsesvis vil jeg derfor søge udenlands. Det gør jeg ellers af mange gode grunde kun sjælden.

Og man behøver ikke lede længe eller langt væk for at finde noget, der er langt værre end de triste kendsgerninger, jeg her har ridset op. Berlusconi! Silvio Berlusconi, den politiske charlatan over dem alle. Sjælden har man oplevet et mere vanvittigt bud på en statsleder. Jeg tror og håber, at han aldrig kunne blive danskernes foretrukne bud på en statsminister.

I årtier har han misregeret det i forvejen modsætningsfyldte land. Med metoder mit sprog ikke rækker til at beskrive. Det ville også indebære en risiko for retsforfølgelse, hvis den forfængelige politiker eller nogen i hans tusindtallige skare af advokater skulle læse det.

Han har købt sin politiske magt ved at kontrollere og misbruge hovedparten af de italienske medier. Han anser sig selv for at være både højtbegavet, sexet og charmerende, en stor statsleder, og så mener han tydeligvis, at medier, domstole, politiske organer og de øvrige samfundsinstanser er til for at tjene hans interesser. I sandhed en machomand med en betændt moral.

Han er en stor beundrer af fascistføreren Mussolini og har sagt om sig selv: ’Jeg er politikkens Jesus Kristus. Jeg er et tålmodigt offer, jeg finder mig i alle, jeg ofrer mig selv for alle.’

Ligeså charmerende, italienerne kan være, ligeså utiltalende og barnagtigt selvoptagne kan de åbenbart være, når de retter blikket mod egen navle og med et svedent grin genvælger denne gangster og politiske galning, fordi han tør alt det, de selv drømmer om at gøre.

Nu er han færdig i toppolitik, ser det endelig ud til. Han har mistet grebet om sit splittede parti, og hans mange ulovligheder er omsider ved at indhente ham. Skandalen er slut, og det er nu op til andre at forsøge at få det sønderkørte land på fode igen.

Pludselig er det, som om det burde være muligt at leve med de triste kendsgerninger i dansk politik.