Kommunen.dk
MENU

Afvikling eller udvikling - er 60 øre forskellen?

Afvikling eller udvikling - er 60 øre forskellen?

14. mar. 2014
JACOB JENSEN

Når Venstre vil bruge 100 kroner til offentlig service, så vil regeringen bruge 100 kroner og 60 øre eller en stigning på 0,6 procent. Regeringen ønsker at fremstå som de milde givere, modsat Venstre, som vil ’udsulte’ den offentlige velfærd. Jeg synes, jeg har hørt noget lignende tidligere, hvor parolen fra S-SF lød: 'Velfærd eller skattelettelser'. Mon ikke vi fra venstrefløjen ved næste valgkamp vil høre noget i retning af: 'Velfærd eller nulvækst'. Men er 60 øre virkelig forskellen mellem afvikling eller udvikling af den offentlige sektor?

Ressourcer og resultater følges ikke ad i en ligefrem proportional sammenhæng. Det er allerede vist på flere områder, hvor der bredt i Folketinget er lavet aftaler, som forbedrer kvaliteten for samme eller færre midler. For eksempel er vi enige om, at folkeskolereformen vil højne kvaliteten med den samme økonomi. Når vi har verdens største offentlige forbrug, men alligevel ikke den bedste service, så kan vejen til bedre service ikke være at øge de i forvejen store budgetter.

Hvis vi gør det marginalt bedre end i dag, vil der kunne frigives mange midler. Spørger vi for eksempel i tilstrækkelig grad til pris og kvalitet ved at konkurrenceudsætte de offentlige opgaver? Udveksler vi erfaringer og gode ideer både mellem kommuner og med lande omkring os om hvordan man kan organisere opgaverne bedre? Tør vi prioritere den offentlige service, så de, der virkelig har behov, modtager en fornuftig hjælp, mens andre, som kan klare sig selv, får mulighed for at gøre det? Sikrer vi, at de offentligt ansatte får de bedste betingelser i dagligdagen ved at skabe en rimelig balance mellem krav til dokumentation og frihed i arbejdsudførelsen?

Alligevel forsøger regeringen at gøre et stort nummer ud af deres ekstra 60 øre per brugte 100 kroner i den offentlige økonomi. I Venstre mener vi derimod, at et udgiftsstop er en bedre vej, når de frigjorte midler samtidig bruges på at sænke skatter og afgifter. Det vil betyde flere danske job og dermed større indtjening. Det er godt for samfundsøkonomien, men det er i særdeleshed godt for de mennesker, som kommer i arbejde. Vi ønsker således at gøre samfundskagen større, så kommende generationer ikke blot skal nøjes med ’smulerne fra de riges bord’, men selv kan få en bid af kagen.

Forleden svarede finansministeren i Folketingets Finansudvalg, at hvis man gennemfører et udgiftsstop og i stedet bruger pengene til lavere skatter og afgifter, så vil det netto give ekstra 14.000 jobs og 17 milliarder kroner i ekstra velstand. Det er derfor ulogisk, når regeringen siger, at Venstres udgiftsstop vil betyde serviceforringelser. Deres egne tal og politiske aftaler med Venstre viser det stik modsatte. I Venstre ønsker vi ikke at udsulte den offentlige velfærd og erstatte den med privat brugerbetaling, sådan som nogle ynder at hævde. Vi ønsker tværtimod at sikre velfærd til dem, der virkelig har brug for samfundets hjælpende hånd. Det kræver, at private virksomheder kan og vil investere og producere i Danmark, så der skabes job, og tjenes penge til velfærden. Ekstra 60 øre gør ikke forskellen – måske snarere tværtimod.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR