”Alle vil herrer være, ingen vil sækken bære”. Sådan står der på en af de friser, som den såkaldte ”Onde Maler” Rasmus Larsen fra 1920’erne og frem malede i Folketingets vandrehal.  Den syrlige kommentar ledsager et billede af en fyldt sæk, som forekommer besværlig at bære rundt på.

Man behøver ikke ”1864”-filminstruktør Ole Bornedal bevæbnet med staveplade til at klargøre pointen om, at det for politikerne er mere behageligt at dele milde gaver ud til værdigt trængende frem for at tage det sure slæb med at skaffe kontante bidrag til herlighederne og skulle forklare ”de klippede får”, hvorfor det nu var nødvendigt.

I 10’ernes danske politiske miljø kan Rasmus Larsens sæk dog også være et billede på, at kun få partier reelt føler sig tilskyndet til at ville påtage sig et regeringsansvar og de kvalfulde byrder til trods for ministerbiler, pensioner samt hæder og ære. I dag er det reelt kun de nuværende regeringspartier Socialdemokraterne og De Radikale samt rivalerne i Venstre, der klart og tydeligt har sagt, at man vil i regering.

EL's højresving

Generelt har det altid være sådan, at yderfløjenes mere populistiske partier har svært ved at indgå kompromiser, hvor der skulle ydes noget den anden vej, fordi man risikerede at skubbe kernevælgere fra sig. Så længe det gik udover andre partiers vælgere, så er der derimod ingen ko på isen. Det er derfor, at et parti som Enhedslisten har haft svært ved at indgå forlig, der selv på den allermindste måde går bare marginalt udover kernevælgerne.  Alligevel står EL bag et af de større højresving i dansk politik i nyere tid, idet man er gået fra at være et revolutionært nej-parti til et parti, som der faktisk kan laves aftaler med. Grænsen går imidlertid ved regeringsansvaret. Det påtager Enhedslisten sig ikke – selvom op mod hver 10. vælger i målinger efterhånden støtter partiet.

DF på kompromis

På højre fløj har Dansk Folkeparti – i modsætning til EL - for eksempel med dagpengereformen vist, at partiet faktisk kan gå langt for at indgå kompromiser og politiske aftaler, som også kan gå udover partiets kernevælgere.  På Christiansborg regner man med, at DF under et nyt blåt flertal ligesom i VKO-årene vil agere som et loyalt støtteparti for en Venstre-mindretalsregering – selvfølgelig kun mod at få en rimelig indflydelse på de politikområder, som betyder noget for partiets vælgere, det vil sige især på områder som udlændinge og velfærd. Men også DF, som længe i målinger har haft opbakning fra hver 5. vælger, har indtil videre betakket sig for at påtage sig et regeringsansvar.

Ikke regeringsbærende

Tidligere har Det Konservative Folkeparti været et parti, som man naturligt henregnede blandt ”de regeringsbærende partier”, men med kun otte mandater som Folketingets mindste parti, har den nye partileder Søren Pape Poulsen erkendt, at medmindre partiet oplever en tilpas stor fremgang, så ligger det ikke længere lige for, at K kommer i regering igen efter næste valg – selv med et blåt flertal. Det er en helt ny situation for partiet, siden det blev grundlagt i 1915.

Liberal Alliance har længe spillet rollen som den nye frække dreng i klassen i den blå lejr, og selvom alle folkene i partiledelsen kommer fra regeringsbærende partier (De Radikale og Venstre), så er partiets profil mere rebelsk end regeringsbærende. Partiets rolle er at udstille Venstres og De Konservatives mangel på borgerlighed og udsalg af holdninger hver gang, de indgår aftaler med SR-regeringen.  Liberal Alliances topfolk har dog gjort en del ud af ikke at afvise et regeringssamarbejde, om end kun få tror på det. Tanken om at Liberal Alliance vil i regering, er efter alt at dømme mest til indvortes brug for at holde på de vælgere, som synes, at det kunne være en god idé.

2011-valget var enestående ved, at SF for første gang i partiets levetid var parat til at indgå i en regering. Det lykkedes som bekendt, men efter lidt mere end to turbulente år er partiet tilbage på oppositionsbænkene, hvor man slikker sine sår. Ingen forestiller sig, at SF er klar til at byde ind på at påtage sig et regeringsansvar lige foreløbig.

DF i regering?

Hvis man tæller K og SF med blandt de regeringsbærende partier S, R og V og medtager de nordatlantiske mandater, så stod der i 2011 i alt 133 mandater ud af 179 bag de partier, der havde mod på at sætte sig på regeringsbænkene. Forud for et 2015-valg er det p.t. tilsammen kun 114 mandater (med SF-overløbere og nordatlantiske mandater). Alle de tre partier står imidlertid lige nu i målingerne til en tilbagegang. Den lave vælgeropbakning kunne derfor godt ligne en krise for folkestyret, medmindre et stort parti som DF efter et valg melder sig blandt de partier, der kan og vil påtage sig et regeringsansvar. Med den store vælgeropbakning, partiet har opnået under Kristian Thulesen Dahl, er der snart ingen vej udenom. Og mon ikke Christiansborg er ved at vejre en stemning af, at man efter et valg – eller nok snarere senere i løbet af valgperioden – ikke kan udelukke en VO-regering med for eksempel en finansminister Thulesen Dahl?