På Holbæk Sygehus, hvor jeg arbejder og snart er færdig med min speciallægeuddannelse i geriatri, ser jeg hver dag den ulighed i sundhed, som desværre er et vilkår for mange borgere i områder langt fra de større byer. 

En af måderne, uligheden kommer til udtryk på, er i antallet af speciallæger pr. borger.  For selvom vi i Region Sjælland har nogle af de mest syge borgere, har vi langt færre speciallæger end andre regioner til at behandle dem. Denne udfordring har været kendt i årevis.

Regeringen foreslår i sit oplæg til en sundhedsreform en bedre fordeling af læger. Som forperson for mere end 16.000 af dem er jeg enig i, at der skal flere speciallæger til de områder, hvor der mangler i dag. 

Men det skal ikke ske ved hjælp af tvang. Først og fremmest fordi tvang ikke løser problemerne på den lange bane. Man kan indføre ansættelsesstop nogle steder og håbe på, at læger søger job i andre egne af landet. Men hvis ikke arbejdet her er attraktivt, og hvis ikke det hænger sammen med lægens familieliv, så er virkningen i bedste fald kortvarig, for så søger man som læge tilbage til udgangspunktet, så snart det er muligt. I værste fald søger man job uden for det offentlige sundhedsvæsen.

Vi kan også indføre ordninger som dem, regeringens reformudspil foreslår, hvor speciallæger fra de københavnske sygehuse skal arbejde i en del af deres arbejdstid på et hospital, hvor der mangler speciallæger. Sådanne ordninger kan man allerede indføre i dag uden en reform. Men man bør overveje, om det er den rette måde at bruge en læges tid på, for det vil ofte medføre mange timer på landevejene for lægerne. 

Og i det lange løb er det ikke en løsning, der gavner patienter eller de mindre hospitaler i provinsen. For også her har patienter og hospitaler brug for kontinuitet og læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, der kender hinanden, er vant til at samarbejde, og som ikke blot er ugens gæster.

Fleksibilitet og balance er nøglen til rekruttering

Vi skal derfor vende problematikken om. I stedet for at fokusere på, hvordan vi får læger fra de store hospitaler til at tage ud en dag eller to om ugen, skal vi fokusere på, hvordan vi får faste læger på de mindre sygehuse.

Kun hver femte læge har oplevet, at de er blevet forsøgt rekrutteret til et område, hvor der mangler læger. En aktiv og målrettet rekrutteringspolitik ville ellers være et oplagt sted at starte.

Arbejdsgiverne er nødt til at overveje, hvad det er, lægerne ønsker af deres arbejdsliv. I stedet for at blive ved med at gøre, som man altid har gjort, kan de starte med at stille spørgsmålet: Hvad skal der til, for at I ønsker at arbejde her?

Samtidig er det vigtigt, at arbejdsgivere og politikere forstår, hvem vi som læger er, hvad der motiverer os, og hvordan vores øvrige liv hænger sammen. Det gælder både, når der skal rekrutteres læger til hospitaler og til almen praksis.

Aldersmæssigt er de fleste speciallæger fra slutningen af 30’erne og op. Det betyder, at de fleste af os for længst er etableret med børn, bolig og en bestemt hverdag. Det er ikke umuligt at ændre den hverdag, men det kræver, at fordelene ved ændringen opvejer de ulemper, der er ved enten at skulle have en meget lang transporttid eller ved at skulle flytte en hel familie.

Læger ønsker indflydelse på deres arbejdsliv

Det er min oplevelse, at mange læger i dag har andre forventninger til deres arbejdsliv, end tidligere generationer havde. Og her ligger der et vigtigt rekrutteringspotentiale for arbejdsgiverne.

Mange af os vil gerne have større indflydelse på, hvordan vores arbejde tilrettelægges. Hvorfor skal alle læger i dagvagt fx møde samtidig? For mig betyder det, at jeg skal tage en hel fridag, hvis jeg skal deltage i et kvarters morgensang på min datters skole, mens mange andre forældre i klassen kan møde lidt senere den dag mod at blive lidt længere – eller åbne computeren om aftenen.

Under coronapandemien var det muligt at arbejde mere digitalt. Vi kunne gennemføre mange konsultationer online eller telefonisk, hvilket gav både læger og patienter en større fleksibilitet. Men desværre er mange af de tiltag blevet rullet tilbage, hvilket er en skam, for den fleksibilitet, det skabte for både patienter og læger, kan sagtens indføres, uden at vi går på kompromis med kvaliteten af behandlingen.

De fleste af os er blevet læger, fordi vi gerne vil være med til at behandle og hjælpe syge mennesker. Det vil vi også gerne i de områder, hvor de allermest syge borgere bor. Men skal vi sikre bedre lægedækning i hele landet, kræver det – sundhedsreform eller ej – at politikere og arbejdsgivere tænker ud af boksen og giver mulighed for et balanceret arbejds- og familieliv, som matcher den fleksibilitet, mange læger søger i dag.