I Aarhus Vest ligger et af kommunens mange folkehuse. Et sted, hvor forskellige foreninger mødes i fællesskab, hvor der bydes på blandt andet spisning, kreativitet, brætspil, foredrag og motion. Og for en bestemt gruppe borgere, har de pæne lokaler i Toftegården fået en helt særlig betydning.

Torsdag er blevet en af de vigtigste dage på ugen. Her mødes ældre borgere med iransk baggrund hos foreningen Safahus, og i spidsen for den står trivselsagenten Parvaneh Nozartayyeb. Sammen har man skabt et særligt rum med plads til åbenhed, sårbarhed og ikke mindst venskaber. 

Et rum, som kommunen ikke kan skabe på dansk. Formanden for Vi-Senior, som gruppen hører under, oplever en voksende opbakning fra landets kommuner. 

Tilbage til modersmålet  

Hos Safahus får de ældre et rum til at tale persisk med hinanden. Og selvom mange snakker dansk, er det tydeligt at høre selvsikkerheden i stemmen stige, når der slås over på modersmålet. 

En ældre kvinde læser jokes op fra sin telefon på persisk. Forsamlingen omkring bordet lytter nøje og griner højt, da hun kommer med pointen. Om bordet sidder blandt andre også gruppens alderspræsident, Esmat på 85 år, som er kommet til gruppen med en flextaxa fra sit plejehjem. Hun tegner blomster på et afrevet stykke papir. Den ene forærer hun til en kvinde med anmodning om, at hun skal give den videre til sin datter, som kvinden har kendt i mange år.  

- Flere af vores medlemmer tæller ned til at komme her  hver uge. Det kan være ensomt i Danmark at blive ældre, især for dem som ikke kan sproget, og derfor er dette fællesskab vigtigt for mange af de ældre, siger Parvaneh. 

Det er tydeligt at se, at torsdagsmøderne har stor betydning for de fremmødte i gruppen. Alle er mødt op i fine klæder – guldsmykker, makeup, parfume og skjorte på mændene. En kvinde med rød læbestift og store smykker har bagt kage til gruppen, da hun lige har haft fødselsdag.  

Ensomme ældre  

Safahus er en del af trivselsagent-netværket under foreningen Vi-Senior. Vi-Senior blev startet op af Dung Le, der gerne ville hjælpe sin mor, der blev ensom efter at hun havde trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, børnene var fløjet fra reden og ægtefællen gik bort. Hun stod alene og havde pludselig ikke noget at stå op til.

- I Danmark, hvor man som kvinde også arbejder, kan man ikke tage sig af sine forældre på samme måde, som de er vant til fra deres hjemland, fortæller Dung Le og uddyber:  

- Det er virkelig et dilemma, når man er opvokset med en kultur, hvor man tager sig af de ældre, og i Danmark er der en anden samfundsstruktur og andre forventninger til dig som borger. Jeg har haft dårlig samvittighed over ikke at have den tid og omsorg for hende, som jeg kunne tænke mig, og derfor oprettede jeg Vi-Senior. 

Dung Le forklarer, hvordan Vi-Senior opstod med tanke for, hvordan hun bedst kunne hjælpe sin mor ud fra de rammer og ressourcer, hun havde. 

Hun har både en faglig baggrund som kandidat i pædagogik, har arbejdet med projekter siden hun blev færdig med universitetet i 2009 og en personlig motivation for at hjælpe sin ældre og ensomme mor. Vi-Senior startede med at være et samlingspunkt for vietnamesiske ældre. 

Siden 2019 er konceptet via trivselsagenter bredt ud til andre minoritetsgrupper og dækker i dag 14 fællesskaber med 15 nationaliteter. I de fleste fællesskaber tales der medlemmernes modersmål, og blandt andre Odense og Aarhus Kommune støtter projektet. 

Og et af disse fællesskaber er netop den iranske gruppe, som mødes hver torsdag i Salen fra kl. 15-17. 

Samspillet med kommuner 

Dung Le ser en voksende opbakning fra kommunerne, da de frivillige trivselsagenter når ud til ældre, kommunerne har svært ved at nå. På den måde modvirker fællesskaberne ikke blot ensomhed, men bygger også broen til systemet. 

- Der er stor ulighed i sundhed, for disse ældre kan ikke dansk, så de siger nej, når folkene fra kommunen banker på. De forstår ikke, hvad de vil, og det gør dem utrygge, siger Dung Le og fortsætter:  

- Vi prøver altid at undersøge, hvad der ligger bag et nej til at blive en del af fællesskabet. Der kan være mange bekymringer, for eksempel praktiske ting såsom, hvordan man kommer derhen eller at have været isoleret i meget lang tid. Tit skal der flere invitationer til, og over tid kan et nej blive til et ja. Kommunerne har ikke de samme ressourcer og kan heller ikke møde de ældre på deres sprog.

Netop med den udfordring for kommunerne ser Dung Le frivillighed som helt centralt for at øge trivslen for minoritetsældre. Både med en afgørende rolle for mere lighed i sundhed, skabe fællesskaber på deres eget sprog, oversætte eksempelvis breve fra kommunen og på den måde lave brobygning ind i allerede eksisterende tilbud.  

- Vores primære formål er at lindre ensomhed og skabe fællesskab. Dernæst handler det også om at bygge bro til eksisterende tilbud. De ældre har brug for tryghed, og det får de, når de møder nogle, som de forstår og som forstår dem.

Vidensdeling og tabuer 

Gruppen Safahus har 54 medlemmer, alle ældre med iransk baggrund. Her kan man snakke om alt fra de ting, som foregår i hjemlandet, til erfaringer med det danske samfund og tabuer om mental sundhed og fysisk sygdom. 

Det varierer, hvor mange, der hver gang møder op til den ugentlige sammenkomst, og nogle gange samles gruppen blot for at bruge tid sammen, andre gange kommer der oplæg fra fagpersoner eller kommunen.  

- Det er vigtigt, at det er sjovt at komme her. For eksempel synger vi mange sange, så folk er glade, når de går herfra. Har fået ny energi. Men det er også vigtigt, at vi taler om tabuer som sygdomme og oplyser de ældre om deres rettigheder i Danmark, siger trivselsagenten Parvaneh. 

Kvinden i kørestol for enden af bordet, Esmat, bryder ud i sang, og de øvrige støder til med nynnen. Parvaneh laver en rytme, og hendes mand ved siden af hende synger et vers. Alle om bordet bryder ud i grin, og en herre på den anden side af bordet forklarer:  

- Der er ti vers i sangen, og han kan kun huske den del, hvor man synger; giv mig et kys, griner han. Alle griner med og synger videre og klapper rytmen til sangen.  

SundhedsRewaq: Kvindefællesskab hvor alle forstår arabisk 

Det er ikke kun i Aarhus Vest, at en af de mange trivselsagenter har startet et betydningsfuldt fællesskab. Formanden for gruppen SundhedsRewaq er trivselsagent Alia Chapook.

Gruppen har 70 kvindelige medlemmer fra 13 nationaliteter og er et af de fællesskaber, hvor hovedsproget er dansk. 

De er alle arabisktalende. Dog er det centralt for Alia, at kvinderne forsøger at tale dansk sammen i gruppen for at styrke deres mulighed for at tale med dansktalende børnebørn og forstå samfundet i Danmark. 

En søndag eftermiddag i Aarhus C mødes en masse kvinder til et arrangement skabt af SundhedsRewaq. 

Bagerst i lokalet står et langt bord med mad fra hele verden, specielt store dele af Mellemøsten. Til venstre for det står et mindst lige så overdådigt kagebord, som de mange kvinder i fællesskab har fået stablet på benene.

SundhedsRewaq henvender sig til minoritetsetniske ældre kvinder. Udover at forebygge ensomhed, kæmper gruppen også for medlemmernes evne til at klare sig på egen hånd. Og netop denne søndag skal bidrage til det. Inviteret er politikere, der skal gøre de mange kvinder klogere på det forestående EU-valg, hvad deres rettigheder er, og hvordan de kommer ned og stemmer. 

Betydningsfulde relationer   

Tilbage i Safahus fortæller flere af de fremmødte om en række tabuer, de er vokset op med. For eksempel at man ikke taler om sygdom, psykiske lidelser, sex og at have brug for hjælp.  

Parvaneh bemærker afstemt, at hendes kræftsygdom vendte tilbage i april, og det har hun fortalt gruppen om og delt sine tanker.  

Kvinden, som fortalte vittigheder, bryder begejstret ind, at hun snart fylder 80 år. En fødselsdag, som hun gerne vil fejre med gruppen, og at hun har bestilt en kage i Sallings bageri.  

Gruppen runder af med at Parvaneh gennemgår de næste måneders kalender, hvor der er alt fra loppemarked til grillaften i botanisk have.  

Parvanehs mand hjælper Esmat med at tage hendes telefon, da den ringer. Det er flextaxaen, som er kommet for at hente hende og køre hende tilbage til plejehjemmet.  

Sådan er det hver uge. Og de ses alle igen i den næste.