Novo Nordisk er en af Danmarks mest succesfulde virksomheder. Som følge af væksten på det globale marked udvider medicinalvirksomheden med nye faciliteter på flere lokationer i Danmark – ikke mindst i Kalundborg i Region Sjælland er der gang i gravemaskinerne.

Fujifilm Diosynth Biotechnologies ekspanderer i Hillerød, der også har gang i den helt nye bydel Frederiksbro – hvor Region Hovedstaden er i gang med at opføre det nye supersygehus, der skal stå færdigt i 2026.

Andre supersygehuse skyder op flere steder i landet, og lokale sygehuse og sundhedscentre udvider med nye bygninger og flere faciliteter. Så der er gang i de offentlige byggerier – ikke mindst inden for sundhedsområdet, hvor både offentlige og private investeringer ændrer byernes skyline, skaber arbejdspladser og bidrager til væksten i lokalsamfundene.

Vækst stiller krav planlægningen

De nationale og regionale projekter stiller krav til kommunerne. Infrastrukturen skal følge med, så borgere og pendlere kan komme til og fra de nye arbejdspladser. Det samme skal daginstitutioner, skoler, boliger og fritidstilbud til familierne. Og her kan udfordringen være at få balance i de kommunale budgetter – for udgifterne kommer ofte før indtægterne.

Men det er ikke kun de planmæssige og økonomiske forhold, der stiller krav til lokalpolitikernes og de kommunale embedsfolks evne og vilje til at navigere de langsigtede løsninger på plads. Det er også de lovbestemte og demokratiske processer med kommuneplaner, lokalplaner og borgerdialog, der kan skabe udfordringer.

Når kortsigtet og langsigtet kolliderer

For et par år siden holdt min egen virksomhed en debat på Folkemødet under temaet ”NIMBY LULU & BANANA – hvordan træffer vi de rigtige beslutninger?”. Overskriften var inspireret af et oplæg daværende overborgmester Lars Weiss holdt i ByggeSocietetet. Her kom han ind på de udfordringer, der er med planlægning både i forbindelse med byfortætning og med inddragelse af nye arealer i en kommune.

Akronymerne står for: “Not In My Backyard”, “Locally Unwanted Land Use” og “Build Absolutely Nothing, Anywhere, Near Anything” – og der er flere varianter. Fælles for dem alle er, at de i stigende grad sniger sig ind som vejsidebomber i den overordnede natur-, landskabs- og byplanlægning.

Et projekt kan være nok så velment og godt, når det bliver undfanget som idé eller som løsning på et behov. Det kan være i form af en industribygning, der skal rumme en lokal eksportsucces. Eller en miljøstation, der sørger for, at vores alle sammens affald ikke skal graves ned i deponi eller brændes af i store fjernvarmeanlæg – men i stedet genanvendes og indgå i en cirkulær sammenhæng som råstof i en ny værdikæde. Eller det kan være en omfartsvej, der skal modvirke trængsel og støj i en bykerne.

Vejsidebomber i saglige debatter

Men hvis først NIMBY, LULU og BANANA blander sig i debatten i form af mere eller mindre saglige borgerprotester - eller lokale opportunister i et byråd indtager det ledige synspunkt i en debat - kan et projekt være nok så logisk, nødvendigt eller samfundsgavnligt – men så er det dødsdømt, når kortsigtet populisme rammer langsigtede, rationelle argumenter. Og hvis der lige kommer en sensationspræget ”TV-dokumentar”, så kan logik og saglig sagsbehandling endegyldigt godt pakke sammen.

Et eksempel er nyttiggørelse af jord fra de store anlægsprojekter. Når offentlige og private bygherrer skal have gravet ud til fundamenter, opstår der helt naturligt et overskud af jord. Hovedparten af denne mængde overskudsjord er ren og fin jord, der med fordel kan nyttiggøres indenfor kommunegrænsen.

Men når private bygherrer skal af med den genererede overskudsjord, opleves det gang på gang, at kommunerne giver afslag på stribe til at nyttiggøre overskudsjorden indenfor egen kommunegrænse.

Det er klart, at der skal være kontrol med den jord, der flyttes. Det har vi Jordflytningsbekendtgørelsen og en stribe love og regler, der håndterer. Så hvorfor ønsker kommunerne ikke at modtage den jord, der er med til at skabe arbejdspladser? Og hvorfor gøres der forskel på offentlige og private aktører?

Kvalificering af debatten

Vi er nødt til at have en åben debat om, hvordan vi skaber langsigtet planlægning – og undervejs håndterer de miljømæssige, økonomiske og demokratiske processer, der skal være plads til. Og som kvalificerer debatten, når der skal træffes de nødvendige beslutninger for langsigtet planlægning og udvikling af vores samfund.

Men det nytter ikke noget, at kommunerne træffer kortsigtede beslutninger med afsæt i dobbelte standarder, lokal populisme eller manglende indsigt.

I så fald skal vi benytte den forestående sundhedsstrukturreform til også at få set på, hvor plan- og miljøområdet bedst ligger. Berøringsangst, NIMBY og kortsigtede hensyn må ikke vinde over langsigtet planlægning og saglig sagsbehandling.