I midten af firserne var det ikke unormalt at opleve prominente medlemmer af Venstre krydse den jyske højderyg for at tale om kirsebærvin. En stor undersøgelse havde nemlig blotlagt, at Venstres vælgere drak markant mere kirsebærvin end befolkningen som helhed. Den oplysning blev af Venstres ledelse brugt som billede på, at Venstre var et hensygnende bondeparti, der måtte fornys.

Weekendavisens Hans Mortensen har beskrevet forløbet i bogen ”Tid til Forvandling” fra 2008. Meget kunne imidlertid tyde på, at Venstre – efter valget i 2015 – har set sig nødsaget til atter at låse tantalusen op og på ny snuppe en ordentlig hivert af kirsebærvinen.

Kigger man på rækken af udspil henover de seneste måneder, så efterlader det bestemt ikke indtryk af, at der føres politik med specifik appel til byboerne. Og billedet forstærkes kun yderligere af den retorik, som Esben Lunde Larsen som ny miljø- og fødevareminister brugte til at kickstarte sin embedsperiode ved på Facebook at glamme mod Ida Auken og hele hendes miljøfamilie samt besynge landbrugets forbilledlige evne til miljømæssig selvregulering.

Det et ubestrideligt, at Venstres største succes de sidste 30 år er skiftet fra at være et bondeparti til et byparti. Ikke alene gav det partiet en helt ny vælgerstamme i storbyerne, men i tilgift lokkede det også andre partier ud på diverse ugennemtænkte kamikazemissioner. Det havde jo set så legende let ud, da Venstre supplerede vælgerbasen i det stovte højskolevenstre med de blankpolerede unge fra handelshøjskolerne.

For eksempel mente De Konservative under Lene Espersen, at de også skulle være partiet for SOSU-assistenter og andre lavtlønnede offentlige ansatte, og under Villy Søvndals barkede næve skulle SF også være et parti for ”folk i kedeldragt, der selv smurte madpakker”. Mest krampagtigt blev det, når folkesocialisterne flagede med deres manglende viden om det nye kernevælgersegments primære beklædningsfabrikant og frejdigt betegnede dem som ”folk i kanvas-tøj”.

Resten er som bekendt historie. De Konservative fik ikke fat i mange SOSU-assistenter – til gengæld var manøvren medvirkende til at føde Liberal Alliance, og i SF er hård hud på fingrene fortsat noget, der primært tilskrives guitarspil på RUC, men projektet medvirkede desuagtet til at gøde jorden for Alternativets opblomstring.

Venstres grundlæggende skift fra land til by kom i 1984, hvor Uffe Ellemann-Jensen blev valgt som partiformand på bekostning af landmanden Ivar Hansen, og hvor Ellemann-Jensen efterfølgende satte et hold bestående af blandt andet Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen til at gennemføre fornyelsen.

Man kan diskutere, hvor meget storbyhipster, der er over fiskersønnen Claus Hjort Frederiksen og landmandsasketen Anders Fogh Rasmussen, men der er ingen tvivl om, at de gennemførte et disciplineret og langsigtet sporskifte. Ikke mindst under Anders Fogh Rasmussen, hvor hver valgkamp affødte en ny løfteregn af fritvalgsløsninger inden for skole, sygehus og kommunal omsorg, lavere børnehavetakster og så videre. Og rejsen nåede vel sit zenit, da Fogh Rasmussen sprang ud som miljøforkæmper i 2008.

Efter valget i 2015 tyder meget på, at Venstre er ved at slippe grebet i byerne. Ikke nødvendigvis af lyst, men fordi valgresultatet har efterladt partiet med nogle nye problemer. For det første er det ikke længere en selvfølge, at man stemmer på Venstre ude på bøhlandet. DF sidder tungt på både Sønderjylland og Sjælland. De områder er Venstre nødt til at genvinde, hvis de ikke skal opleve et kommunalt katastrofevalg i 17 eller gå ind i endnu en valgperiode, hvor de ikke er det største parti i blå blok. Jagten på gule Gert er med andre ord i fuld gang.

Endelig har magtopgøret i Venstre medført, at der er behov for at tilgodese det klassiske landbrugsvenstre, som stadig fylder meget i baglandet.

Regeringen har derfor lanceret en række højtprofilerede udspil med specifikt fokus på provinsen. Det gælder for eksempel udflytningen af statslige arbejdspladser og en vækstplan målrettet Udkantsdanmark. Hertil kommer Landbrugspakken – som blev vedtaget under megen drama og mistillidsvotum til ministeren – som også understøtter denne politiske linje. Det samme gør de kommende planlovsforhandlinger, som blandt andet skal lempe reglerne for bebyggelse i kystnære områder. Og sidst, men ikke mindst kan man ikke klandre Inger Støjbergs håndtering af flygtningekrisen for at være voldsomt orienteret mod caffe latte-segmentet i storbyerne.

Samlet set er der tale om en politisk fortælling, som må formodes at finde væsentlig mere klangbund i landkommunerne end i København, Odense og Aarhus. Indtil videre er der ikke noget i meningsmålingerne som tyder på, at Venstres forsøg på at generobre det tabte terræn i Udkantsdanmark har båret frugt. Og som historien viste for både De Konservative og SF, så er der en risiko for, at man taber de vælgere, man allerede har, uden at vinde andre. Og for meget kirsebærvin kan som bekendt ødelægge enhver god fest.