Er kulturpolitik blevet fjernt og kun forbeholdt eliten og de få rå? Er kulturpolitikeren ved at være en uddød race, fordi der i det lokalpolitiske er fokus på de store velfærdsområder i en grad, så vi glemmer at tale dannelse og demokratisk forståelse? Og reduceres kulturlivet til at være oplevelser for de bedrestillede og dem, der frekventerer de ”tjekkede butikker”?

Jeg skal til koncert med Østkyst Hustlers. Derfor streamer jeg for tiden nostalgisk ved enhver lejlighed deres gamle albums. I 1995 sang de: ”Før Kulturen hang på bøjler i en tjekket butik”. Sætningen rummer et billede på en bevægelse. En bevægelse til at noget styltes op. Noget var et – og nu er det hængt statisk op og frem.  

Kulturlivet er i sin grundessens en levende mekanisme. Altså det udfordrer og udvikler. Det rykker og bevæger. For mig er kulturen en af vores vigtigste infrastrukturer. Den fortæller, hvor vi har været. Hvor vi er. Og nye veje vi kan gå hen. Uanset kunstnerisk udtryksform.

Det er i mødet med mennesker, at kulturen har sin berettigelse og sit formål. I den kontekst bekymrer det, at vi bliver færre i det politiske landskab, der forsøger at være kulturlivets stemme i samfundsøkonomiske diskussioner og prioriteringer. Hvem råber højt om regionale spillesteder, egnsteatre og museumsdrift, når borgerne går op i ældreplejen, erhvervsudvikling og mistrivsel i skolesystemet?

Fællessang samlede nationen

De fleste glemmer ofte, hvordan kulturen er en sammenhængskraft i et samfund. Hvad samlede f.eks. nationen under Corona? Udover snak om bøvlet mundbind, var det ubetinget fællessangen. På tværs af landet. På tværs af generationer.

I år udråbte Berlingske Kulturmødet på Mors til at være mere relevant end Folkemødet på Bornholm. Her mødes kulturens utallige brancheorganisationer og ildsjæle, kunstnere med politikere, beslutningstagere, forskere og ganske almindelige borgere.

Her tages kulturen ned fra bøjlerne, for en stund. Og her tænkes i samtale. Også om det der er svært. Ikke for at sikre kulturens vilkår som sådan. Men for at sikre vi mennesker. For at undgå, at vi bliver et åndsforladt og udannet folk, der hvileløst render rundt i et samfund i mistrivsel og snæver tolerance for alt nyt.

Samtidig bliver der færre og færre politikere, der kæmper og ånder for at hæve kulturdebatten og prioriteringerne op i hierarkiet i den lokale dagsorden. Vores stemmer bliver svagere. Ganske enkelt fordi det synes mere og mere usexet at påtage sig det arbejde, når den store velfærdspolitiske dagsorden stormer igennem mediebilledet.

En kulturpolitik for alle partier?

I 1961 sikrede Julius Bomholt landets første Kulturministerium som selvstændigt ressortområde. Det var vigtigt dengang. At hæve forståelsen for kulturens vigtighed i et folk og en nation. En revitalisering af den tænkning og dermed sikring af, at der også fremover fostres kulturpolitikere, kræver et nyt og tilpasset fokus.

Kulturpolitik burde ligge som en matrix, altså grundmasse, bredere end nu. Et vandret ministerium og forvaltningsområde med fangarme ind i alle andre områder. Ikke for at spænde kulturen for en anden vogn end kulturens. Altså en integrationsvogn, sundhedsvogn, skolevogn mv. – Men fordi kulturen kan krydsbefrugte samfundsstrukturer generelt. Og i en lokaløkonomisk kontekst er det en ulige kamp, hvis penge til kulturen konsekvent skal i direkte konkurrence med ældrepleje og skoler.

Det kræver bevidsthed at få flere lokalpolitikere til at påtage sig den opgave. Kulturpolitik skal forsvares, værnes om og udvikles på lige fod med de store og håndgribelige velfærdsdagsordner, der fylder størstedelen af debatter, valgkampe og mediedækning. Vi kunne måske begynde med at pålægge alle partier at udforme en egentlig kulturpolitik? Så er vi da i gang…

Men først vil jeg glæde mig til at nyde Østkyst Hustlers. Gad vide om jeg kan finde mine cowboystøvler fra 90'erne, eller mon de røg ud med lædervesten og hestehalen, inden kulturen blev hængt på bøjler?