For ikke så længe siden mødte jeg skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard. Ulver fortalte mig, at han egentlig havde forladt branchen og var blevet buschauffør på en landrute i Nordsjælland, og at det var en af de bedste beslutninger, han havde truffet længe. ”For ved du hvad, Jens. Så kommer du forbi et stoppested, hvor der står en børnehave og venter på bussen. Når de så efter megen tummel og besvær har fundet deres pladser, så siger jeg i mikrofonen: ’Hej børn. Velkommen. Er der nogen af jer, der kender en sang om en bus?’” 

Ikke alle kunstneres arbejdsliv ender så lykkeligt. Kultur og kunst er en kompleks affære. Som kunstner har du som alle andre dine op- og nedture, dine produktive og dine mindre produktive perioder, du kan blive syg, løbe ind i livskriser osv osv. En af forskellene på kunstnere og almindelige arbejdsmodtagere er, at en stor del af kunstnernes arbejdsmarked ikke er reguleret, selvom det måske er blevet bedre med årene. Er du en af de heldige, der finder vej ind i en institution, er du selvfølgelig langt bedre stillet, ja, ligefrem privilegeret.

Vigtig bestyrelsesrolle

Men kunst er også, i hvert fald hvis man tager kunsten alvorligt, i institutionerne en vanskelig størrelse. Som kunstner arbejder du men nogle andre prioriteter, det handler ikke om at tjene penge, men om at skabe eller vise værker, der drives af deres egen og af kunstnerens nødvendighed og ikke af penge. Og en stor del af kunstneriske af kunstneriske aktiviteter bedrives af personer i allehånde forenings- eller enkeltmandskonstruktioner uden driftsstøtte.  

Bestyrelserne i kulturinstitutionerne spiller en vigtig rolle. Først og fremmest skal de støtte og hjælpe kunstneren, men de skal også sikre at institutionen overlever. Et par kendte problemer er: hvordan hjælper man den succesfulde kunstner videre, hvis man støder mod loftet, der hvor man er? Hvordan støtter man den udbrændte kunstner? Hvordan giver man unge kunstnere muligheden, og hvad skal man egentlig stille op med ældre kunstnere?

Problemet er, at der ikke er noget system omkring kunst til at hjælpe bestyrelserne. Beslutter man sig for en kunstner for tid og evighed, er der en god chance for, at institutionen forstiller sig. Skifter man for meget ud, er risikoen, at man mister sin identitet og taber det kunstnerisk ekstraordinære eller profilen på gulvet.  

Et problem er, at bestyrelser ofte rekrutteres af folk uden indsigt i kunst. Det er på mange måde godt. Men det kan også betyde, at mange af de processer og den kompleksitet, der kendetegner en kulturinstitution aldrig rigtig er blevet forstået eller behandlet. Og er noget fundamentalt galt i arbejdsprocesserne, når de ikke nødvendigvis til bestyrelsens kendskab. Og gør de, ved bestyrelserne ikke altid hvordan de skal reagere.  

Brug for opdatering

For efterhånden mange år siden i 2010 udsendte Kulturministeriet en række anbefalinger til god ledelse i kulturinstitutioner; Lars Liebst: ”God ledelse i selvejende kulturinstitutioner” har været en kæmpe hjælp i bestyrelsesarbejdet i mange år. Samfundsudviklingen ikke mindst i forhold til MeToo, trivsel og bæredygtighed har imidlertid vist, at vejledningen fortjener at blive opdateret. Hjælp er der også at hente hos Danske Kulturbestyrelser, som netop arbejder med at opkvalificere og udvikle bestyrelsesarbejdet i kulturbestyrelser.  

Men der er også brug for en langt mere systemisk tilgang til kunstnerisk virksomhed. Og især ude i kommunerne, hvor alternativer kan være få. Det er vigtigt, vi også ser kunstneren i relation til den virkelighed, der omgiver lederen og kunstneren, så kunstneren ikke bliver efterladt på perronen, samtidig med at man også giver plads til nogle nye og sikrer et både mangfoldigt og innovativt kulturliv.