De uendelige pressemeddelelser om budgetforlig, som remser millionbeløb op, er i bedste fald unødvendigt støj. I værste fald demotiverende for vælgerne. 

For budgettallene fortæller ikke nogen noget, når beløbet ikke sættes i sammenhæng med den velfærd, pengene repræsenterer. De fleste kan regne ud, at 10 millioner ekstra til skolerne på Fanø vil have større betydning end 10 millioner til skolerne i København, men derimellem er det svært at vurdere betydningen for andre end skoleforvaltningen i den pågældende kommune. 

De færreste ved, hvad man kan få for 10 millioner i dagens folkeskole. Så tallet er i bedste fald ligegyldigt, i værste fald øger det ligegyldigheden overfor de kommunale budgetter, fordi prioriteringerne bag tallene bliver usynlige. 

Læg dertil, at der går lang tid fra budgetpressemeddelelsen til konsekvenserne af budgetterne bliver synlige på skolerne eller i hjemmeplejen. På det tidspunkt vil forbindelsen til budgettallene for længst være glemt.

Vær konkret

Derfor gør politikerne i kommunalbestyrelsen klogt i at kommunikere prioriteringerne bag tallene og ikke kun, hvor mange penge der skal spares eller tilføres på det ene eller det andet velfærdsområde. 

Vælgerne er oftest ligeglade med procentuelle ændringer og millionbeløb, de tænker mere konkret. Hvad vil der komme mindre af fremover, og hvad vil der komme mere af i det nye budgetår?

Hvis ikke det fremgår, så vil selv ekstra millioner blive mødt med ligegyldighed. Lad os bruge skolerne som eksempel. I min egen kommune udløste budgetpressemeddelelsen med 10 ekstra millioner til skolerne kun hovedrysten hos forældrene. 10 millioner, ja, ja. Vi vil se det før, vi tror det. 

Sidste år fik skolerne også flere penge i budgetaftalen, men et andet sted i budgetprocessen blev det besluttet, at bl.a. skolerne selv skulle betale en større andel af ejendomsomkostningerne, og så var en del af de penge væk igen. Og meget få vil kunne pege på før og efter effekten af budgetaftalen. 

Denne gang har en ny økonomimodel ændret vilkårene for skolernes økonomi, så effekten af de 10 millioner bliver heller ikke let at forklare forældrene i år. Alligevel vil jeg ønske kommunalbestyrelsen vil gøre forsøget.

Det har de forstået et andet sted i landet, hvor politikerne går konkret til værks og i budgetaftalen lover bedre trivsel med fire gange lejrskole for eleverne i løbet af folkeskolen. Hvad det koster, betyder mindre i fortællingen for ingen ved, hvad velfærd koster. Måske er det 10 millioner, måske er det mindre. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg ville ønske, at det var mine børn, som kom på lejrskole fire gange.

Nu sidder der nok en kommunalpolitiker eller embedsmand derude og vil minde mig om, at politikerne ikke skal detailstyre, men frisætte, og at borgerne skal have mere indflydelse på prioriteringen af velfærden. Det er en god pointe, som jeg er enig i. Det kunne jo være skolerne vurderede, at eleverne fik mere ”trivsel for pengene” med en tolærerordning, bedre toiletforhold eller skolemad – fremfor den populistiske 4. lejrskole. Det kan sagtens også være rigtigt.

Få input og sæt en retning

Netop derfor skal politikerne involvere både fagprofessionelle, forældre og andre borgere tidligt i budgetlægningen, så de politiske prioriteringer hviler på et solidt grundlag, faglig og demokratisk.

Derefter skal de mange inputs omsættes til politiske prioriteringer og ikke gemmes væk i beløb og procenter, som ingen almindelige vælgere forstår. Vælgerne ved ikke, hvad velfærd koster, og hvad vi mister ved, at kommunalbestyrelsen sparer seks millioner på hjemmeplejen eller tilfører 10 millioner ekstra til skolerne. 

Gør det konkret og dermed relevant.