Stander-nøl truer den grønne omstilling
Stander-nøl truer den grønne omstilling
Da der var kommunalvalg i 2017, blev der i løbet af hele året solgt 114 elbiler til private borgere. Siden da er der kun gået én valgperiode, men der er heldigvis en verden til forskel, når det kommer til salget af elbiler i dag.
Alene i november 2021, da danskerne gik til stemmeurnerne og stemte byrødder ind i kommunalbestyrelser over hele landet, blev der solgt 3030 rene elbiler til private, og grønne biler udgjorde 45 procent af alle solgte nye personbiler. I alt blev der i 2021 solgt 24.917 elbiler. Det er 219 gange flere end i 2017.
Det gennembrud har vi efterhånden ventet længe på.
Endelig er der kommet gang i salget af elbiler herhjemme. Det er afgørende for den grønne omstilling af transportsektoren og det er afgørende for regeringens og Folketingets ambition om, at Danmark skal være et grønt foregangsland.
Ladekøer giver bilkunder kolde fødder
Men på det seneste har vi desværre set, at infrastrukturen af ladestandere slet ikke kan følge med de flotte salgstal.
Mange steder er der kø; endda lange køer ved ladestanderne, og der er brug for flere lynladere. Andre steder - især på landet - er der meget langt imellem de få ladestandere, der er. Rundspørger blandt bilforhandlerne, AutoBranchen Danmarks medlemmer, viser, at op imod 90 pct. af de adspurgte peger på mangel på ladestandere i deres lokalområde. Og de peger på manglende ladestandere som den vigtigste grund til, at deres kunder fravælger elbilen.
Det kan sætte det flotte og nødvendige salg af elbiler i stå. Og så går den grønne omstilling desværre også i stå.
Det må vi ikke lade ske. Og det har de nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer rundt omkring i kommunerne muligheden for at være med til at forhindre.
630 nye ladepunkter er for lidt
En aftale mellem et stort flertal af Folketingets partier har sikret, at kommuner får mulighed for at medfinansiere ladestandere på egne arealer. Den mulighed vil jeg kraftigt opfordre til, at man griber rundt omkring i kommunerne, landkommuner såvel som bykommuner.
Markedet og staten har selvfølgelig et ansvar. Frem mod 2030 er der planlagt 630 nye ladepunkter langs statsvejene. Det kan lyde af meget, men både FDM, Danmarks Tekniske Universitet og E-Mobilitet har været ude og pege på, at det er for lidt. Jeg er helt enig. Derfor har kommunerne også et stort ansvar.
Det skal være let og bekvemt at skifte til en elbil, uanset hvor i landet man bor. Og jeg håber, at det er tilfældet, når den valgperiode, vi her til nytår har taget hul på, slutter om fire år.
Jeg har derfor sendt et brev til samtlige landets kommunalbestyrelser med samme opfordring som i dette debatindlæg. Jeg håber, de gode nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer vil lytte og handle derefter. For det er der brug for.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.